Skip to main content
MitSDU - website for studerende på Syddansk Universitet

Overdragelse af uddannelse

Zealand ansøger om at overtage uddannelse fra SDU Slagelse

SDU og Zealand - Sjællands Erhvervsakademi anmoder ministeren om overdragelse af en uddannelse fra SDU til Zealand.

Af Kirsten Lambert, , 19-12-2023

Fredag den 15. december sendte SDU og Zealand - Sjællands Erhvervsakademi en fælles anmodning til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund om overdragelse af uddannelsen professionsbachelor i engelsk og digital markedskommunikation fra SDU til Zealand.

I november meldte SDU ud, at universitetet afvikler sine uddannelsesaktiviteter i Slagelse på grund af en udfordret økonomisk situation. SDU har efterfølgende været i dialog med Zealand om overdragelse af professionsbachelor-uddannelsen.

-Vi er glade for de konstruktive drøftelser, som vi har haft med Zealand om at overdrage denne uddannelse til dem. Det sikrer, at dette uddannelsestilbud fortsat kan fastholdes på Vestsjælland til gavn for borgere og virksomheder. Mere generelt kan vi sige, at uddannelsen har haft et stabilt optag gennem mange år. Dertil kommer, at uddannelsen har en lav ledighedsgrad, hvilket gør det ønskværdigt, at uddannelsen videreføres på en anden uddannelsesinstitution i Slagelse, siger rektor Jens Ringsmose.

Der er tale om en overdragelse af udbudsretten til uddannelsen fra SDU til Zealand. Det indebærer, at der ikke vil ske en virksomhedsoverdragelse af undervisere eller andet personale fra SDU til Zealand. Zealand forventer i takt med at uddannelsen udfases på SDU og opstartes på Zealand løbende at opslå underviserstillinger på uddannelsen med ansættelse på Zealand. Enten på fuld tid eller tilknyttet som ekstern lektor.

Processen fremadrettet

SDU optog de sidste studerende på uddannelsen i sommeren 2023. Disse studerende kan færdiggøre deres uddannelse under SDU’s ansvar. Zealand vil efter ministerens godkendelse starte med at optage studerende i sommeren 2024.

-På denne måde vil der ikke være et hul i optaget. Dette forpligter os samtidig til at have et tæt samarbejde med Zealand, så det for studerende på uddannelsen i så høj grad som muligt føles som at være på én uddannelsesinstitution. Derfor vil vi også, mens vi udfaser vores aktiviteter, have et tæt samarbejde med Zealand om fælles aktiviteter og studiemiljø frem til de sidste studerende forventes at dimittere på SDU ultimo 2027, siger Jens Ringsmose.

Ifølge Zealand vil uddannelsen efter overdragelsen blive placeret på Zealands Slagelse-afdeling (Bredahlsgade 1, 4200 Slagelse). Uddannelsen vil komme til at tilhøre det merkantile program, hvor der allerede er undervisnings- og forskningskompetencer indenfor digital markedsføring, kommunikation og multimediedesign.

Se endvidere FAQ om SDU Slagelse


Redaktionen afsluttet: 19.12.2023