Feedback fungerer bedst når den er ventet og ønsket
Det kan være overrumplende at få feedback, hvis man ikke venter det. Lav aftaler om hvornår det er tid til at give feedback på hinandens arbejde, indsats og bidrag.
Aftal fx ”Giver vi feedback løbende eller samler vi det sammen til sidst”. Eller spørg: ”Må jeg dele mit take på det, med dig?”
De tre K’er i god feedback: Konkret, Konstruktiv og Kærlig
De tre K’er kan hjælpe gruppen med at kommunikere klart uden at såre, fokusere på løsninger og styrke relationerne – i stedet for at konflikten vokser.
- Konkret = Gør feedback specifik og tydelig.
- Konstruktiv = Fokusér på løsninger og udvikling, ikke skyld.
- Kærlig = Anerkend styrker og respekter hinanden.
Et eksempel: Uenighed om opgavestruktur
Konkret: Tal om konkrete eksempler, frem for uklare generaliseringer. I en konflikt kan frustrationer let blive generelle, fx “du bidrager aldrig” eller “vi bliver aldrig enige”. Hvis du i stedet er konkret, siger du fx ”Sidst havde vi forskellige idéer til opgavens struktur”. Det gør, at man taler om en specifik situation og ikke angriber personen som helhed.
Konstruktiv: Det handler om at pege fremad i stedet for at dvæle ved problemet. Fx Kan vi lave en skitse sammen, så alle er enige om rækkefølgen? Fokus bliver dermed på løsning og samarbejde, ikke på skyld.
Kærlig: Konflikter kan let skade relationen, hvis man kun kritiserer. Ved at anerkende hinandens bidrag, styrker og intentioner, bliver det lettere at løse uenigheden. Fx ”Dine idéer til indledningen er virkelig gode, så vi kan bygge videre på dem.”
Om at modtage feedback
Når du modtager feedback, skal du lytte. Bliver feedbacken givet med udgangspunkt i de tre K’er er det lettere at tage til sig – men du har stadig en opgave med at fokusere på at intentionen med feedbacken er at god. Så du ikke går i forsvar.
Husk også at feedbacken er den andens blik på tingene. Det er sandt for hende. Og indblik i dette andet perspektiv kan du bruge til noget, selv om du ikke er enig.
Og husk at sige ”tak” når du modtager feedback.