Skip to main content
DA / EN

Studiekort

For at blive studieklar, skal du som det første bestille et studiekort her. Du vil få kortet tilsendt til din adresse. Får du brug for support i forbindelse med bestillingen, kan du kontakte SDU IT på tlf. 6550 2990.

Studiekortet bruger du, når du logger på SDU’s digitale studieservices. 

Studiekortet kan også bruges som nøglekort, hvis du har brug for adgang til campus udenfor almindelige åbningstider. Du aktiverer studiekortet, som nøglekort, første gang ved at indtaste en firecifret adgangskode ved en af indgangene.

 

SDU-mail

Som ny studerende får du tildelt en SDU-mail. Al generel information fra SDU til dig vil blive sendt til denne mailadresse.

Grundet GDPR skal  du bruge din SDU-mail frem for din arbejdsmail til kommunikation med universitetet.

 

Itslearning

På SDU’s digitale læringsplatform foregår al kommunikation mellem studerende og underviser. Under din studietid vil du have adgang til dine fag samt uddannelsens community. Se her hvordan du kommer i gang.

 

SDU’s bibliotek

Du er som studerende automatisk oprettet som låner og kan med dit SDU-mail og password bestille alle bibliotekets materialer via bibliotekets hjemmeside.

Biblioteket tilbyder online kurser i litteratursøgning og opgaveskrivning – se mere herom på bibliotekets hjemmeside eller Community på itslearning.

 

Academic Books SDU’s boghandel

Bøger til undervisningen kan rekvireres via www.academicbooks.dk. Har du spørgsmål til bestilling af litteratur, ret da henvendelse til: https://www.academicbooks.dk/da/kontakt

Underviserne kan løbende tilføje litteratur til de enkelte undervisningsgange inde på faget på itslearning.  


Transport og SDU-vejviser

En nem og god transportmulighed er Odense Letbane, som stopper lige ved SDU.

Hvis du ankommer i bil, kan det tage tid at finde en ledig parkeringsplads. De forskellige parkeringsmuligheder kan findes her. Parkering er gratis på SDUs områder, så længe du parkerer inden for de afmærkede båse. Bemærk, at der nogle steder står pæle, der markerer en parkeringsbås.  

SDUs hjemmeside kan hjælpe dig med at finde rundt på campus. 

 

Lounge på campus i Odense

Loungeområdet er forbeholdt efteruddannelsesstuderende. Her er der adgang til fællesområde, grupperum og kaffeautomater.

Du finder loungen lige ved SDU’s hovedindgang.

Kontakt Mastersekretariatet hvis du ønsker at booke et grupperum.

 

Kantine og forplejning

I forbindelse med undervisningen serveres der kaffe/te og rundstykker om morgenen, en let sandwich el.lign. til frokost samt kaffe/te og kage til eftermiddagen. Forplejningen leveres på en vogn udenfor undervisningslokalet – til høflig selvbetjening.  

Der findes andre muligheder for forplejning i SDU’s kantine.

 

Overnatning

Har du behov for at overnatte, er det muligt at reservere og samtidig opnå rabatter gennem Syddansk Universitets Boligformidling, som du er velkommen til at kontakte på  bolig@sdu.dk.