Fremover vil alle generelle oplysninger og opdatering omkring speciale fremgå af denne hjemmeside.
Specialet er en større selvstændig hjemmeopgave, som almindeligvis afslutter din kandidatuddannelse. Specialet udgør 30 ECTS (dvs. hvad der svarer til et semesters fuldtidsstudier).
Specialet skal dokumentere dine færdigheder i at anvende videnskabelige teorier og metoder under arbejdet med et afgrænset fagligt emne.
Læs mere om de to måder at udarbejde speciale på, og kravene til dig i studieordningen.
Kandidatspecialet afslutter uddannelsen. Det er en forudsætning for at blive indskrevet som specialestuderende, at man er indskrevet på Kandidatuddannelsen i Psykologi ved SDU.
Formålet med specialet i psykologi er, at den studerende selvstændigt foretager en videnskabelig behandling af en faglig og samfundsrelevant problemstilling inden for et defineret og afgrænset psykologisk emneområde ved hjælp af relevante metoder og med inddragelse af relevante teorier, modeller og begrebsapparater. Der kan f.eks. være tale om en problemstilling inspireret af praksisrelaterede forhold og problemstillinger oplevet i praktikforløbet. Specialet afslutter din kandidatuddannelse i Psykologi.
Specialet kan udarbejdes individuelt eller i gruppe af op til 4 studerende. Dette skal fremgå ved indgivelse af vejlederønske. Det skal ligeledes fremgå af specialekontrakten.
Nedenstående køreplan gælder for studerende, der skriver speciale i foråret:
Måned/dato |
Aktivitet |
September-oktober |
Informationsmøde om specialeprocessen
|
Ultimo september/primo oktober: |
Specialekatalog med emneområder udbydes Den studerende udfylder 1. del af specialekontrakten (emne- og vejlederblanket) via SPOC (se afleveringsfrist på ItsLearning)
|
Medio november
|
Tildelt vejleder oplyses via svar på emneblanket
|
20.-30. november |
Tilmelding til speciale via studenterselvbetjening
|
Senest ultimo december (inden jul) |
Indledende vejledning mhp. emne og evt. brug af data
|
15. januar |
Studerende skal sende specialekontrakt i flow (Del 2 af emneblanket)
|
1. februar |
Specialeforløbet starter formelt
|
Februar – maj |
Individuel vejledning og gruppevejledning (vejledningsplan for det enkelte speciale aftales mellem den pågældende vejleder og de(n) pågældende studerende)
|
Juni (første hverdag kl. 12) – vigtig dato!
|
Specialet afleveres via Digital Eksamen
|
Juni |
Specialet skal være færdigbedømt i god tid inden KA-afslutning (afholdes inden udgangen af juni). Specialeforsvar er placeret i første halvdel af juni |
Nedenstående køreplan gælder for studerende, der skriver speciale i efteråret:
Måned/dato |
Aktivitet |
20.-30. maj |
Tilmelding til speciale via studenterselvbetjening
|
Primo juni |
Specialekatalog med emneområder udbydes via mail. Den studerende udfylder 1. del af specialekontrakten via SPOC (se afleveringsfrist på ItsLearning)
|
Medio/ultimo august |
Informationsmøde om specialeprocessen
|
Senest 15. august |
Studerende skal sende specialekontrakt i flow (Del 2 af emneblanket)
|
Senest ultimo august |
Indledende vejledning mhp. emne og evt. brug af data
|
1. september |
Specialeforløbet starter formelt
|
September-december |
Individuel vejledning og gruppevejledning (vejledningsplan for det enkelte speciale aftales mellem den pågældende vejleder og de(n) pågældende studerende)
|
Januar (første hverdag kl. 12) – vigtig dato!
|
Specialet afleveres via Digital Eksamen
|
Januar |
Specialeforsvar er placeret i første halvdel af januar |
OBS for studerende, der skriver speciale i efterårssemesteret: Du skal undervisningstilmelde dig specialet i forbindelse med ordinær tilmeldningsperiode i maj. Umiddelbart efter tilmeldingsfristens udløb, vil du blive kontaktet af specialeadministrator – enten via mail eller ItsLearning mhp. opstart af specialeproces og tildeling af en vejleder. Du kan som udgangspunkt orientere dig i det emnekatalog, som udbydes til specialeskrivning i forårssemesteret
Formelt set starter dit specialeforløb d. 1. februar (1. september), men du skal før denne dato have fundet/fået tildelt en vejleder.
Tilmelding
Du skal huske at tilmelde dig til specialet via Studenterselvbetjening den 20. - 30. november (for studerende, der skriver speciale i foråret) eller 20. - 30. maj (for studerende, der skriver speciale i efteråret).
Det er i forbindelse med tilmeldingen ikke muligt at vælge eksamensform (videnskabelig afhandling / videnskabelig artikel med mundtligt forsvar). Din tilmelding bliver opdateret af studiesekretæren til den rette eksamensform, efter at din specialekontrakt er blevet godkendt af din vejleder.
Der skal udfyldes 1 specialekontrakt pr. speciale – dvs. alle gruppemedlemmers navne skal påføres den samme blanket ved gruppespecialer. Bemærk at foreløbig problemformulering/emne for specialet skal fremgå af specialekontrakten. Hvis problemformulering/emne ændres væsentligt i forhold hertil, skal specialesekretær orienteres herom, da der bestilles censorer til specialerne ud fra det, der er angivet i specialekontrakten.
Det er vigtigt, at du har tænkt dig godt om, inden du beslutter valg af specialeemne.
Et speciale kan være et projekt, du som studerende selv tager initiativ til at gennemføre f.eks. en udløber af dit praktikophold, eller det kan være en del af et igangværende eller et planlagt forskningsprojekt ved Institut for Psykologi. Der udbydes et emnekatalog af instituttet, hvoraf fremgår inden for hvilke emneområder og metoder specialevejlederne kan vejlede, og hvorvidt vejlederne har datasæt, som de vil stille til rådighed for et speciale.
Tildeling af vejleder
Det påhviler uddannelsen at tildele den studerende en specialevejleder. Forberedelse til specialeprocessen begynder i starten af det forudgående efterårssemester (altså 1 semester før, du skal påbegynde dit specialesemester). På ItsLearning i rummet ’Psykologi BA & KA Community’ er der en underside, der hedder Speciale. Her vil der blive udbudt et emnekatalog, og du kan finde øvrigt materiale, herunder specialeguiden.
Emneblanketten udfyldes ved at gå ind på SPOC https://spoc.sdu.dk/form/4214/view (Studiesekretariatet à Specialeaftaler à Specialekontrakt
Psykologi).
Der skal udfyldes 1 emneblanket pr. speciale – dvs. alle gruppemedlemmers navne skal påføres den samme blanket ved gruppespecialer (1 person udfylder og tilføjer alle gruppemedlemmers navne. De øvrige gruppemedlemmer får herefter et link i studentermailboks, hvor blanketten skal godkendes, før den indsendes til administrationen).
Deadline for udfyldelse af emneblanket ligger typisk i sidste halvdel af oktober (se den korrekte dato på ItsLearning).
Studieledelsen fordeler herefter specialerne blandt instituttets medarbejdere, og du vil medio november få besked om, hvem der bliver din vejleder (vis svar på din blanket). Vær opmærksom på, at der IKKE er frit valg af vejleder. Vejlederskift kan kun ske i sjældne tilfælde, og hvis der forelægger særlige forhold. Skift skal altid godkendes af studieledelsen.
OBS! Hvis du ikke udfylder emneblanketten til den angivne frist, kan du ikke forvente at få vejledning på dit speciale.
Se køreplan for specialevejledning under ” Vigtige datoer og vejledende køreplan”.
Hvem kan vejlede?
Specialevejlederen vil oftest være en videnskabelig medarbejder ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på SDU. Dette dækker eksterne lektorer, Ph.d.-studerende, adjunkter, post docs., lektorer samt professorer.
På Institut for Psykologi er det ikke muligt at have en ekstern vejleder (en vejleder, der ikke er ansat på eller tilknyttet Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU). Den udpegede vejleder har nemlig det overordnede formelle ansvar for, at projektets indhold og omfang er i overensstemmelse med de gældende regler og bestemmelser for specialer ved Institut for Psykologi, og den udpegede vejleder skal bedømme specialet sammen med den eksterne censor. Der kan dog være tilknyttet en medvejleder efter aftale med specialevejlederen. Denne har dog ikke nogen formelle beføjelser – og det er heller ikke muligt at aflønne en evt. (ekstern) medvejleder.
Vejledningens form og omfang
Du modtager vejledning løbende gennem specialeperioden. Specialevejledningen kan foregå både individuelt og i grupper. Der afsættes op til 6 vejledermøder for grupper og 5 for individuelle specialer i forbindelse med specialeskrivningen. Det første vejledermøde skal være aftalt til at finde sted senest inden jul – også selv om du måske på det tidspunkt endnu ikke er helt sikker på, hvad du vil skrive om i dit speciale.
Mange vejledere tilbyder også vejledning via Skype. Hvis du har et specifikt ønske om at modtage din specialevejledning via Skype (fordi du eksempelvis bor i udlandet under specialeskrivningen), bør du anføre dette i bemærkningsfeltet på emneblanketten.
For individuelle specialer kan man forvente at dele af vejledningen foregår som gruppevejledning. Vi mener, at man som studerende får rigtig meget ud af at høre den vejledning, andre får, og at meget vejledning går igen på tværs af specialer.
Ansvar for vejledningen
Specialevejlederen godkender i forbindelse med udfyldelsen af specialekontrakten (se afsnit 4) arbejdstitel og foreløbig problemformulering/emne for specialet (denne skal fremgå af specialekontrakten) og aftaler samtidig en specialevejledningsplan med den studerende. Vejledningen er et fælles ansvar. Som studerende har du initiativpligt til de individuelle vejledninger og formulerer ønsker om, hvad der skal diskuteres mv. Du har således som studerende ansvar for at tage den første kontakt til vejleder.
Det er dit ansvar som studerende at have forberedt dig til vejledningerne. Har du ikke forberedt dig, kan du ikke forvente en konstruktiv vejledningssession. Hvis vejleder skal gennemlæse udkast til dele af dit speciale inden vejledningen, skal teksten fremsendes til vejleder i god tid før vejledningen. Dette efter aftale med vejleder.
Specialets endelige indhold, udarbejdelse og aflevering er dit eget ansvar.
Specialet kan udarbejdes individuelt eller i gruppe af op til 4 studerende. Det maksimale omfang af specialet er 80 normalsider (fraregnet forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste, resumé, eventuelle figurer, tabeller og bilag), uanset om der skrives individuelt eller i gruppe. En normalside udgør 2400 typeenheder. Ved typeenhed forstås ethvert typografisk element, dvs. ikke blot bogstaver og tal, men også interpunktionstegn og blanke.
Specialet skal skrives i et af flg. opgaveformater:
- Teoretisk opgave
- Empirisk opgave (Den empiriske opgave kan anvende kvalitative, kvantitative, eksperimentelle metoder eller mixed methods)
- Systematisk review.
Specialets format skal følge APA stil eller tilsvarende anerkendt format. Der er ikke krav til skrifttype eller linjeafstand i teksten – denne skal blot være konsekvent gennem hele specialet.
Specialet må skrives på dansk (norsk, svensk) eller engelsk.
Specialet skal forsynes med et resumé på maksimalt 1 normalside. Hvis specialet er skrevet på dansk (norsk, svensk), skal resuméet skrives på engelsk. Hvis specialet er skrevet på engelsk, skal resuméet skrives på dansk (norsk, svensk). Resuméet indgår i bedømmelsen.
Læringsmål
Med specialet demonstrerer den studerende omfattende viden om og selvstændig beherskelse af et psykologisk emneområde defineret og afgrænset gennem en faglig problemstilling, samt beherskelse af relevante videnskabelige metoder. Gennem videnskabelig behandling af det psykologiske emneområde og den faglige problemstilling, udformer den studerende en sammenhængende og argumenteret fremstilling, hvor den studerende viser evne til at:
- Afgrænse et fagligt emneområde og inden for dette formulere en faglig problemstilling med tilhørende konkrete arbejds- og forskningsspørgsmål.
- Redegøre og argumentere for problemstillingens akademiske og samfundsmæssige relevans.
- Redegøre og argumentere for, hvorledes den faglige problemstilling er blevet analyseret og arbejds- og forskningsspørgsmålene besvaret, herunder metodevalg.
- Søge, udvælge og afgrænse relevant litteratur i forhold til problemstillingen.
- Definere og koncist redegøre for centrale begreber og teorier, psykologiske skoler eller videnskabsteoretiske retninger, som indgår i analysen.
- Diskutere og perspektivere resultaterne af den foretagne analyse i forhold til relevante tilgrænsende teorier, områder eller resultater.
- Konkludere i forhold til problemstillingen.
Krav til empiri
Den videnskabelige behandling af specialets problemstilling skal inddrage empiri (kvantitativ og/eller kvalitativ) på mindst én af følgende måder:
- Der gennemføres en selvstændig empirisk undersøgelse med indsamling af data samt analyse af disse.
- Der gennemføres en selvstændig analyse af empiriske data, som tidligere er indsamlet af den/de studerende selv, f.eks. i forbindelse med praktikforløbet.
- Der gennemføres en selvstændig analyse af empiriske data, som er stillet til rådighed af andre, f.eks. praktiksted, vejleder mv. eller
- Der inddrages empiriske undersøgelser, gennemført af andre inden for det givne emneområde, samt resultaterne deraf.
Med udgangspunkt i ovenstående kan specialet være empirisk og/eller overvejende teoretisk. Afhængigt af hvordan empiri inddrages, lægges op til 2 specialemodeller:
Det empiriske speciale
Ved inddragelse af empiri, som angives i ovenstående punkter (a-c), udføres en selvstændig dataanalyse på den anvendte empiri. Specialet kan i denne form være bygget op omkring en empirisk tidsskriftartikel. Artiklen skal i så fald udformes efter principperne i relevante internationale tidsskrifter. Afhængigt af omfang kan det dog være en god idé at uddybe de forskellige afsnit mere, end man ville gøre i en tidsskriftartikel. Eksempelvis kan en introduktion indeholde mere baggrundsteori eller et review, som leder op til en artikel. Man kan også vælge en form, hvor der skrives en såkaldt kappe omkring artiklen. Dvs. at specialet ud over en artikel indeholder et introducerende kapitel og en længere diskussion og konklusion. Bemærk at hele specialet skal skrives på samme sprog. Det er altså ikke muligt at skrive en artikel på engelsk og kappen på dansk.
Det overvejende teoretiske speciale
Ved inddragelse af andres empiriske undersøgelser, som angivet under punkt d) foretages ikke en selvstændig dataanalyse. I model d) kan specialet således være af overvejende teoretisk karakter, dog med referencer til andres empiri.
Studerende, der er på barsel eller udlandsophold i perioden op til specialet har selv ansvar for at holde sig orienterede om specialeforløbet. De gældende retningslinjer og datoer for udfyldelse af emneblanketten skal fortsat overholdes. Kommunikation med vejleder, studiesekretær eller specialekoordinator kan foregå via Skype, e-learn eller e-mail (brug altid din SDU-mail).
Afleveres specialet ikke inden for den aftalte frist har den studerende brugt ét eksamensforsøg og specialet betragtes som ’Udeblevet’(U). Herefter udformer den studerende og dennes vejleder en ny opgaveformulering inden for det oprindelige emneområde. Den nye problemformulering skal godkendes af studielederen, og revisionen af den oprindelige problemformulering skal modsvare ca. 3 måneders ekstra specialearbejde. Vejleder og studerende skal gerne blive enige om den nye problemformulering i juni, og evt. yderligere vejledning skal også aftale i juni og skal ligges udenom vejleders ferie. Der tildeles IKKE ekstra vejledninger, men hvis alle vejledninger er brugt, skal vejleder alligevel understøtte, at der laves en ny problemformulering.
Bedømmes specialet til ikke bestået (karaktererne ’00’ eller ’-3’) udfærdiger den studerende og dennes vejleder ligeledes en ny problemformulering indenfor det oprindelige emneområde. Den nye problemformulering skal godkendes af studielederen, og revisionen af den oprindelige problemformulering skal modsvare ca. 3 måneders ekstra specialearbejde. Et ikke-bestået speciale udløser to vejledninger, hvoraf den ene vejledning er feedback. Vejleder og studerende skal gerne blive enige om den nye problemformulering i juni, og den anden ekstra vejledning skal også aftale i juni og skal ligges udenom vejleders ferie.
Studieleder skal have en uge til at godkende nye problemformuleringer og kan IKKE godkende disse i ferien.
Ny afleveringsfrist for udeblevne og ikke-beståede specialer er: 15. september (15. april)
Såfremt specialet fortsat ikke afleveres eller bestås, har den studerende et tredje eksamensforsøg efter de samme regler. Den studerendes indskrivning som specialestuderende ophører, når antallet af eksamensforsøg er opbrugt.
Foreligger der usædvanlige forhold kan Studienævn for Psykologi dispensere og give tilladelse til udsættelse af afleveringsfristen eller til flere end 3 eksamensforsøg.
Ved dispensation grundet sygdom: der vejledes ikke i sygdomsperioden (dog må vejleder gerne hjælpe den studerende med at lægge en plan for, hvad der gøres, når den studerende er tilbage). Den studerende kan fortsætte med at have den samme problemformulering. Der tildeles 1 ekstra vejledning.
Specialer i tilknytning til prægraduat forskningsår
Specialer der udarbejdes i forlængelse af et prægraduat forskningssemester, har som udgangspunkt samme specialeperiode og afleveringsfrist, som øvrige specialer. Der henvises i øvrigt til retningslinjer vedrørende tilrettelæggelse af forskningsår på denne hjemmeside.
Prægraduater skal huske at tilmelde sig specialet via Studenterselvbetjeningen (så du bliver tilmeldt eksamen) samt aflevere en specialekontrakt via SPOC.
GDPR/Databeskyttelse
Det er vigtigt at studerende, som selv indsamler og registrerer personoplysninger i forbindelse med deres projekt- og specialeskrivning mv. har sat sig ind i Databeskyttelsesforordningen (GDPR) og den danske databeskyttelseslov og gør sig overvejelser i forhold til denne. Den studerende har selv ansvaret for dette og vi henviser til følgende link til oplysninger om Databeskyttelsesforordningen:
https://www.datatilsynet.dk/generelt-om-databeskyttelse/vejledninger-og-skabeloner/
Derudover har SDU udviklet en retningslinje, som løbende opdateres. Denne kan tilgås her:
Brug af eksterne data
Hvis den studerende bruger data, som er stillet til rådighed af vejleder, praktiksted eller lignede (= eksterne data), skal den studerende stadig have sat sig ind i Databeskyttelsesforordningen (GDPR) og den danske databeskyttelseslov og gøre sig overvejelser i forhold til denne. Derudover skal den studerende overholde de data-aftaler, som er indgået i forbindelse med projektet.
Ved anvendelse af eksterne data, skal du udfylde og underskrive skemaet Dokumentation for tilladelse til brug af eksterne data og indhente underskrift fra vejleder og den dataansvarlige. Med underskrift godkender alle parter at være bekendte med regler for god videnskabelig praksis, som beskrevet i Forsknings- og Innovationsstyrelsens: ”Vejledning for god videnskabelig praksis”, og at disse er overholdt. Skemaet vedhæftes specialekontrakten og/eller sættes ind i det endelige speciale som bilag.
Specialestuderendes databehandleraftaler skal arkiveres i SDU’s arkiveringssystem Acadre. Disse aftaler sendes derfor pr. mail til psyk-speciale@health.sdu.dk , så vil specialesekretær sørge for at de bliver arkiveret korrekt.
Oplysninger vedr. Videnskabsetisk Komité
Det er fortrinsvis projekter med inddragelse af mennesker eller humant biologisk materiale og/eller projekter, der intervenerer gennem interview og samtale, der skal godkendes i det videnskabsetiske komitesystem. Udførlig vejledning om anmeldelse osv. kan findes på hjemmesiden for Den Nationale Videnskabsetiske Komité (https://www.nvk.dk/ ).
Vær opmærksom på at der kan være mange gråzoner, så ved tvivlstilfælde anbefales det, at du under alle omstændigheder tager kontakt til den regionale Videnskabsetiske Komité.
Fagansvarlig: Vicestudieleder Ulrich Kirk studieledelsePsyk@health.sdu.dk
Kontaktperson, hvis du har spørgsmål vedrørende formalia samt vejleder.
Specialesekretær: Christina Nielsen, acnielsen@health.sdu.dk
Kontaktperson, hvis du har generelle spørgsmål til forløbet.
Studiekoordinator Karoline Vahle Olesen, sn-psykologi@health.sdu.dk
Spørgsmål til studiet, studienævnet f.eks. dispensation til aflevering, ansøgning om udsættelse etc.
Få mere inspiration
Du kan med fordel besøge Studiemetroen, som indeholder en masse gode råd og øvelser, du kan bruge i forbindelse med specialeskrivningen.
På Vejledningscentrets sider om speciale kan du læse om startvanskeligheder, specialeregler, andres specialeerfaringer og gode råd.
Individuel specialeprocesvejledning
Studie- og trivselsvejledningen tilbyder vejledning og sparring i forbindelse med de ikke-faglige aspekter og udfordringer, du kan møde i din specialeskrivningsproces. Læs mere og book tid.