Wojciech er en af de første kandidater i Biomedicinsk informatik – en uddannelse, som SDU udbød for første gang i 2016. Gennem hele sin kandidatuddannelse i Danmark har han gjort meget for at lære det danske arbejdsmarked at kende, og han har blandt andet deltaget i programmet Career in Denmark for internationale kandidatstuderende på SDU.
Hvad går dit nye job ud på?
Jeg har fået en plads hos Novo Nordisk i deres graduate-program som statistisk programmør i deres biostatistik-afdeling, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg skal primært arbejde med dataanalyse af kliniske forsøg. Graduate-programmet er sat sammen af tre perioder af 8 måneder, så man skifter mellem tre steder – og funktioner. Jeg skal blandt andet 8 måneder til sandsynligvis Indien eller Tokyo, hvilket jeg ser meget frem til.
Hvordan var din studietid?
Jeg kommer oprindeligt fra Polen, hvor jeg har en bachelor i bioteknologi, som er en uddannelse, der er meget baseret på kemi og vådt laboratoriearbejde. I 2016 kom jeg til SDU i praktik i proteinforsknings-gruppen på BMB, og det var her, at jeg besluttede at læse den nye kandidatuddannelse i Biomedicinsk informatik.
Selve uddannelsen har været en spændende rejse og en helt anden faglig verden end den på min bacheloruddannelse. Mange af fagene inden for datalogi og bioinformatik var ret nye for mig, så jeg har virkelig skullet lære meget især det første år.
Selvom Biomedicinsk informatik er en ny uddannelse, hvor der var lidt opstartsvanskeligheder, så har jeg stadig fået ekstremt meget med i bagagen. Uddannelsen er meget innovativ og banebrydende, og taler lige ind i tidens ånd med dens fokus på analyse af store datamængder, så jeg er også ret sikker på, at de fleste kandidater hurtigt får deres første job.
Hvordan lykkedes det dig at få job hos Novo Nordisk?
Jeg deltog i november 2017 i en case competition hos Novo Nordisk, Innovation in Action. Jeg tror, at konkurrencen gav mig mulighed for at lære virksomheden at kende og få kontakt til en mulig arbejdsgiver. Jeg er ret sikker på, at konkurrencen var et godt afsæt til, at jeg nu har fået job hos dem.
Faktisk var det gennem SDU RIO, at jeg blev gjort opmærksom på denne mulighed. De har på mange måder hjulpet mig med at få foden indenfor, og har givet mig mange råd om, hvordan jeg fik kontakt til forskellige virksomheder. Jeg har gennem hele min kandidatuddannelse gjort meget for at gøre mig attraktiv for arbejdsmarkedet, og det er utrolig fedt, at det har givet pote.
Gennem konkurrencen blev jeg også introduceret til Novo Nordisks graduate-program. Du ansøger til programmet som til et hvilket som helst andet job, men noget anderledes er, at du her også skal indsende et video-CV, hvilket var ret spændende at prøve.
Hvad glæder du dig mest til i dit nye job?
Jeg glæder mig rigtig meget til at specialisere mig inden for statistisk programmering og til at anvende mine kompetencer i det virkelige liv. Hos Novo Nordisk kommer jeg også rundt i forskellige afdelinger, som i sig selv giver en masse ny erfaring. De arbejder meget teambaseret hos Novo Nordisk, og det er en meget international virksomhed, hvilket i høj grad også tiltaler mig.
Hvad kunne du ellers have fået job indenfor?
Mulighederne med Biomedicinsk informatik er virkelig mange! Fordi uddannelsen er så tværfaglig, åbner den døre inden for mange forskellige brancher. Uddannelsen åbner for en bred vifte af opgaver, fordi du bliver stærk inden for matematik, programmering og dataanalyse, som er områder, der virkelig efterspørges arbejdskraft indenfor i dag.
Bankverdenen viste også ret stor interesse for vores profil. Viden inden for analyse af store datamængder, machine learning og kunstig intelligens er noget, som de også har brug for. Det er klart, at det vil kræve lidt ekstra træning, da vi jo ikke er uddannet inden for økonomi, men jeg tror helt sikkert, at det kan lade sig gøre.
Derudover kan jobs inden for bioinformatik eller softwareudvikling også være en mulighed.
Hvad skal der så ske nu?
Om et par dage flytter jeg til København, så det hele er lidt hektisk lige nu. Vores plan er at blive i Danmark for nu, og hvis jeg kan få fast job her, kan det også være, at vi bliver her permanent. Vi har dog ikke lagt os fast på noget endnu.
Allerførst skal jeg dog lige nyde sommeren og min netop overståede kandidatafslutning.