Selvom du allerede er studievant vil du opleve, at det er anderledes at læse på en kandidatuddannelse.
Uanset hvilken baggrund du kommer med, så er der noget der er fælles for dig og dine medstuderende:
I skal læse flere videnskabelige artikler end I skal læse bøger, jeres litteratur vil i højere grad være på engelsk, og I skal arbejde endnu mere selvstændigt end på tidligere uddannelser.
I følges med medstuderende på den profil I selv har valgt, men I skal også have undervisning med studerende fra andre profiler.
For dig, der har læst din bachelor på SDU Kolding er meget ”business as usual” og du føler dig hjemmevant fra første studiedag på kandidaten.
Men der er alligevel nogle ændringer: Du skifter nemlig studiesekretær i studieservice, du skal have undervisning i andre lokaler end du er vant til og du vil opleve at du får en masse nye medstuderende fra andre universiteter, som ikke kender campus så godt som dig. Her har du en særlig opgave i at hjælpe dine nye medstuderende til at lande godt på campus.
For dig, der har læst din bachelor på et andet SDU Campus er mange af tingene de samme. Du kender vores studiesystemer, du kender mitsdu.dk, du kender reglerne for studiefremdrift og måden at gå til eksamen på.
Men du skal lære et nyt campus og kende: Du skal finde rundt mellem undervisningslokalerne, du skal have styr på åbningstiderne i kantinen og du skal lære nye undervisere, nye medstuderende og nye og studiesekretærer at kende.
Man skal ikke undervurdere vigtigheden i at have kendskab til de nye rammer på studiet. Brug derfor lidt tid i starten af studiet på at gøre dig bekendt med SDU Koldings faciliteter, og gå på opdagelse i studiebyen Kolding med dine medstuderende.
For dig, der har en baggrund som professionsbachelor er det hele nyt. Det er nemlig anderledes at læse på et universitet end et erhvervsakademi. Her er du studerende i ordets klassiske forstand. Det betyder at ansvaret for egen læring er hos dig – og ikke ved din underviser. Det betyder ikke at der ikke er hjælp at hente, men det betyder at du er ansvarlig for din egen studietid.
Du skal vænne dig til en anderledes måde at studere på, for der er mere selvstudie på universitetet end du har været vant til. Du vil også opleve at måden du skriver opgaver og projekter på vil ændre sig.
Det er en lang proces, og jo hurtigere du gør dig bekendt med dine nye rammer og forventninger til dig som universitetsstuderende, jo nemmere og sjovere bliver det for dig.
Du skal også lære et nyt sted at kende: hvor er auditoriet, hvor fylder jeg min vandflaske, og hvor sidder min studiesekretær. Brug noget tid på at lære det hele bedre at kende – og være ikke bleg for at spørge medstuderende og undervisere om hjælp.
Uanset din baggrund, så er det nu, du begynder at tænke mere over din karriere - hvad vil du bruge din kandidat til? Vil du være generalist eller specialist? Vil du være leder? Vil du være selvstændig?
Det er alt sammen spørgsmål som du vil opdage kommer til at fylde mere og mere i løbet af din tid på din kandidatuddannelse.
Du kommer til at være i tvivl mange gange – både om dit studievalg og dit karrierevalg -og det er helt OK. Tvivlen er god, for så mærker du efter, om det er det rigtige du uddanner dig til.
Husk at brug dine medstuderende, for de er i samme situation som dig. Tal med hinanden om jeres studiemotivation, jeres studietvivl og jeres karrieretanker. Det gør det nemmere at sætte ord på det der fylder, når I er flere der taler om det.
I kommer fra mange forskellige baggrunde, I har forskellige forudsætninger, forskellige styrker og svagheder, forskellige ambitioner og forskellige mål.
Det I har til fælles er at I nu er Cand.merc. studerende på SDU Kolding.
Vi glæder os til at lære jer at kende - og vi håber I glæder jer til at lære en masse.