Med en cand.merc.aud. opnår du specialiserede kompetencer inden for revision, regnskab, skat og økonomistyring, som er efterspurgte i både private virksomheder, revisionshuse, finanssektoren og den offentlige sektor. Uddannelsen kvalificerer dig til at arbejde med komplekse økonomiske problemstillinger og rådgive virksomheder om økonomiske og lovgivningsmæssige forhold.
Mange kandidater starter karrieren i revisions- og konsulentbranchen, hvor de arbejder med revision, regnskabsanalyse og økonomisk rådgivning. Uddannelsen giver også adgang til at fortsætte uddannelsen til statsautoriseret revisor.
Andre kandidater finder job i virksomheders økonomifunktioner eller i den finansielle sektor, hvor de fx arbejder med controlling, regnskabsaflæggelse, finansiel analyse eller økonomistyring. Derudover ansættes cand.merc.aud.’er også i offentlige myndigheder og organisationer, hvor de bidrager med økonomisk kontrol og rådgivning.
Typiske jobtitler kan fx være:
- Revisor (med mulighed for at blive statsautoriseret)
- (Financial) controller/regnskabsmedarbejder
- Regnskabs-/økonomichef
- Konsulent, herunder skattekonsulent
På længere sigt kan karrierevejen føre til ledelsesroller, partnerstatus i revisionsfirmaer eller specialiserede rådgiverfunktioner. Cand.merc.aud. giver dermed gode muligheder for både faglig specialisering og karriereudvikling inden for økonomi- og revisionsområdet.
