De fleste biologer drømmer om at rejse ud i verden og besøge nye, spændende steder. Så hvorfor ikke starte sit eget rejsebureau og invitere danskerne med på rejsen? Rasmus Sebastian Nielsen er uddannet biolog og lader sig ikke stoppe af andres forestillinger om, hvad han skal bruge sin uddannelse til.
Hvad går dit job ud på?
Jeg er medejer af Panorama Travel, et specialiseret rejsebureau, der tilbyder oplevelser og indsigt gennem rejser. Vi er et lille bureau, så jeg løser mange opgaver og fungerer bl.a. som rejseleder på grupperejser i Latinamerika og den østlige og sydlige del af Afrika. Jeg tager folk med på besøg hos gorillaer i Uganda og kolibrier i Ecuadors tågeregnskov. Det er et fantastisk job.
Hvordan var din vej ind i rejsebranchen?
Jeg rejste, inden jeg startede på SDU, og da jeg kom hjem, havde jeg lyst til at tage af sted igen, men ingen penge til at betale rejsen, så jeg begyndte at spekulere på, om man kunne få penge for at rejse? Jeg sendte en uopfordret ansøgning til tre forskellige rejsebureauer, blev kaldt til samtale hos to og fik job som rejseleder ved et lille, familieejet rejsebureau, hvor jeg var ansat i 8,5 år
Hvordan var din studietid?
Jeg lavede alt muligt andet ved siden af studierne og søgte studienævnet om ændringer mindst en million gange. For eksempel tog jeg en del ph.d.-kurser på kandidaten. Jeg var en af de rigtig besværlige studerende.Jeg synes nemlig ikke, man nødvendigvis skal passe ind i en bestemt kasse. Så hellere lave sin egen.
Kan man være studerende og rejseleder samtidig?
Jeg er typen, der har lavet ingenting i folkeskolen og HF – og jeg er blevet belønnet for det hele vejen, fordi jeg kan snakke mig fra det meste. Det er godt i nogle sammenhænge, men da jeg startede på universitetet, faldt hammeren. Jeg lærte, at man er nødt til at forberede sig, og det var godt for mig. Jeg har lært rigtig meget mere end biologi på SDU.
Hvordan blev du medejer af et rejsebureau?
Jeg elskede at være rejseleder og har haft hundredevis af mennesker med rundt i verden. Primært til Latinamerika og Afrika. Det var grupperejser med dansk rejseleder i lande, som danskerne typisk ikke besøger selv. Det betyder, at man får nogle fantastiske oplevelser sammen, og folk begyndte at spørge, hvor vi skulle hen næste gang.
Jeg fik en kundebase og kunne se, at den voksede fra år til år. Sådan er det også for andre rejseledere, så det handler ikke om mig, men om at rejse og opleve sammen.
Jeg ville gerne have købt mig ind i firmaet, men det var ikke en mulighed, så jeg sagde op og besluttede mig for at starte mit eget.
Jeg startede Panorama Travel sammen med en kammerat, som jeg har arbejdet sammen med i rejsebranchen. Det tog et års tid, og der blev drukket adskillige flasker rødvin, mens vi debatterede, hvordan tingene skulle fungere, men til sidst besluttede vi os for, at prøve det af.
Hvilke kompetencer har du med dig fra Biologi?
Uddannelsen har givet mig en forståelse af, hvordan naturen hænger sammen. Og så har jeg lært, hvordan jeg skal lære. Det er i virkeligheden den vigtigste kompetence, jeg har med fra universitetet.
Hvordan er det at være selvstændig?
Det er fantastisk. Ikke fordi jeg har mere tid og tjener flere penge, men fordi jeg kan lave det, jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Virkeligheden er selvfølgelig, at jeg arbejder hele tiden, men jeg ved, at jeg selv kan trække i håndbremsen.
Hvad ville du kaste dig over, hvis du var nyuddannet biolog i dag?
Jeg kan se et kæmpe behov for at fortælle almindelige danskere om natur, samfund, miljø og kultur. Både om sammenstødene og om, hvordan de integreres i hinanden. Vi distancerer os selv mere og mere fra naturen, så jeg tror, der er et kæmpe behov for at få danskerne til at se, hvordan kultur og natur hænger sammen.