Skip to main content

Skrivekunst (deltid)

Kan du lide at skrive? Vil du gerne blive bedre? Er du parat til at kaste dig ud i både skønlitteratur og faglitteratur? Så er Skrivekunst et godt valg for dig!

Hvis du går med en forfatter i maven, eller satser på at blive en god formidler af dit fag, kan du udvikle dine færdigheder på Skrivekunst.

Skrivekunst er en akademisk enkeltfagsuddannelse, hvor det kreative arbejde med tekster er omdrejningspunktet. Med uddannelsens akademiske dimension søger vi at styrke de studerendes analytiske og teoretiske færdigheder, så de i højere grad bliver i stand til at forholde sig kritisk reflekterende til deres egen tekstproduktion. Uddannelsen forener det kreative fra Creative Writing-traditionen med de akademiske uddannelsers mere teoretiske, analytiske og historiske dimensioner. Netop samspillet mellem det kreative arbejde og uddannelsens traditionelle akademiske discipliner udvikler vores studerendes skrivefærdigheder.

Skrivekunst har tekstproduktion på dansk som sit kerneområde, og både skønlitteratur, faglitteratur og blandingsgenrer er fast en del af vores kurser. Vi arbejder både med de studerendes egne og professionelle forfatteres tekster, for man bliver bedre til at skrive af at læse andres og egne tekster kritisk. Samtidig søger vi at skærpe vores studerendes refleksionsevne gennem de mediehistoriske og teoretisk-analytiske færdigheder, som man får på uddannelsens akademiske discipliner – narratologi, mediehistorie.

Professionelle forfattere i undervisningen
Professionelle forfattere, lektorer og skribenter varetager undervisningen og sørger for, at man får prøvet mange forskellige skriveaktiviteter og øvelser.

  • Maja Lucas, skønlitterær forfatter, lyriker, oversætter og ph.d.
    (underviser i æstetisk tekstanalyse)
  • Trisse Gejl, romanforfatter, kulturskribent, dramatiker og tidl. redaktør i Dansk Forfatterforening (underviser i kreativ skrivning)
  • Anita Bech Albertsen, faglitterær forfatter, lektor og ph.d.
    (underviser i narratologi)

Skrivekunst Det Humanistiske Fakultet Syddansk Universitet
  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 3595

Sidst opdateret: 29.03.2021