Skip to main content

Jeg er uddannet problemknuser

Hvad går dit job ud på?

Jeg arbejder med at udregne vores fremtidige forpligtelser over for vores medlemmer. F.eks. laver jeg beregninger på, hvad Sampension skal udbetale om x antal år. Jeg arbejder en del med trends, f.eks. i forhold til dødelighed i fremtiden.

Hvordan fik du jobbet?

Jeg begyndte at kigge på job-hjemmesider et par måneder inden, jeg afleverede speciale. Jeg fik tilbudt to jobs, og jeg startede i mit job, to uger før jeg forsvarede mit speciale.

Hvordan bruger du de kompetencer, du har fået i løbet af din studietid?

Fagligt bruger jeg meget matematik, især sandsynlighedsteori. Men jeg tror, at det vigtigste er, at jeg på Matematik er blevet uddannet problemknuser. Jeg har lært at lære, og jeg er derfor blevet virkelig skrap til at sætte mig ind i nye ting. Den kompetence bruger jeg hver dag.

Har du det job, du havde forestillet dig, da du studerede?

Jeg valgte at læse Matematik, fordi det var det sjoveste fag i gymnasiet. Det var dog først, da jeg læste kandidatuddannelsen i Matematik, at jeg begyndte at overveje mine jobmuligheder. Mit nuværende job, som jeg har haft i tre år, er klart et drømmejob.

Sidst opdateret: 10.08.2023