Regler for træning af og behandling med manuelle teknikker
Træning af og behandling med manuelle teknikker på egen hånd
Det forventes, at alle studerende på klinisk biomekanik træner og vedligeholder de manuelle teknikker, som er lært tidligere på studiet, herunder på bacheloruddannelsen. Formålet er at forberede de studerende til det prækliniske kursus og den prækliniske eksamen, hvor alle relevante teknikker indgår. Når eksamen er bestået, kan teknikkerne udføres på patienter under supervision i klinikophold B-H.
Træning uden for skemalagte timer foregår i færdighedslaboratorierne på Nyt SUND. Træning sker på medstuderende og må kun have karakter af øvelse. Manipulative teknikker skal derfor udføres som simulationer uden thrust og uden at udløse kavitation.
Træning af teknikker med ‘dry needling’ på egen hånd
Det forventes, at alle studerende på klinisk biomekanik træner og vedligeholder de færdigheder i dry needling, som er lært tidligere på studiet. Træning uden for skemalagte timer foregår i færdighedslaboratorierne på Nyt SUND.
Det er kun tilladt at øve Dry needling på medstuderende, efter at man har modtaget undervisningen i faget Bløddelsbehandling, og efter foreskrevne procedure og regler fra undervisere, samt beskrevet udførligt på Itslearning. Det er ikke tilladt øve i området omkring thorax / brystkassen.
Det er også muligt at øve dry needling’en som simulering uden at stikke en nål i huden, dette eksempelvis ved indføring af en nål øves på fx en appelsin, citron eller lignende.
Behandling med manuelle teknikker, herunder dry needling
Behandling med manuelle teknikker må kun udføres i kliniske undervisningstimer, i klinikophold B-H samt i øvrige klinikophold, hvis klinikstedet tillader det, og altid under supervision.
Hvis en studerende behandler medstuderende, venner eller bekendte uden for skemalagt undervisning, sker det på eget ansvar. Klinisk biomekanik fraråder dette, da den studerende ikke har autorisation, ikke er færdiguddannet og ikke er dækket af patientforsikringen. Enkeltbehandlinger eller patientforløb, med eller uden betaling, er ikke tilladt. Ved begrundet mistanke om behandling udført på SDUs faciliteter vil den studerende blive indkaldt til samtale med studieledelsen, og der kan blive oprettet en disciplinærsag.
Regler for påklædning og brug af video i færdighedsundervisningen
Påklædning i færdighedsundervisningen
På professionssporet er det obligatorisk, at alle studerende bidrager til timerne i afklædt tilstand og fælles med alle de øvrige studerende. ’Afklædt tilstand’ betyder, at studerende klæder sig af i det omfang, at det undersøgte eller behandlede anatomiske område ikke er dækket af tøj. Studerende beholder altid undertøj på, og ’fælles med de øvrige studerende’ betyder, at alle studerende øver i samme lokale uden hensyntagen til køn, alder, højde, vægt, etnicitet eller lignende. Ønskes yderligere information henvises til studieordningen for bacheloruddannelsen i klinisk biomekanik.
Brug af video på uddannelsen
På professionssporet er det ligeledes obligatorisk, at alle studerende indgår i videooptagelser i både påklædt og afklædt tilstand. Video anvendes som en del af undervisningen, fordi det understøtter læring af kliniske færdigheder gennem observation, egen produktion og feedback. Video er et væsentligt didaktisk redskab i udviklingen af de færdighedsmæssige kompetencer, der kræves for at blive klar til virket som kiropraktor. Ønskes yderligere information henvises til studieordningen for bacheloruddannelsen i klinisk biomekanik.
Fakultetets regler omkring optagelse af undervisning
Her kan du læse om retningslinjer for streaming, lyd- og videooptagelse af undervisning på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.