Skip to main content

Merit

Har du bestået fag på en uafsluttet uddannelse, skal du søge om startmerit
Har du tidligere bestået dele af en uddannelse (ét eller flere fag), men ikke afsluttet uddannelsen, skal du søge om at få fagene overført til din uddannelse på SDU. Dette er et lovkrav.

Du skal søge om startmerit hurtigst muligt og senest den 1. oktober (hvis du er optaget pr. 1. september) eller 1. marts (hvis du er optaget pr. 1. februar) det år, hvor du er optaget på SDU. Årsagen er, at du måske kan få startmerit for fag allerede på 1. semester.  Du skal søge via  SPOC og vælge blanketten:  Ansøgning om startmerit.

Har du allerede afsluttet en uddannelse kan du søge om merit
Har du allerede bestået en hel uddannelse, kan du vælge at søge merit. Det kan f.eks. være enkelte fag eller hele semestre. På den måde kan du måske forkorte din nye uddannelse tidsmæssigt. Det kan her være relevant for dig at lave en individuel studieplan, når du ved hvilke meritter du har fået.

Sådan søger du om merit
Det skal du sende med din ansøgning:

  • Angiv hvilken uddannelse, du tidligere har læst
  • Medsende fagbeskrivelser for det/de fag, du har bestået
  • Upload eksamensudskrift for de beståede fag
  • Du skal søge dit studienævn via SPOC og vælge blanketten: Ansøgning om merit/startmerit
  • Enkelte uddannelser kan have flere krav til ansøgningen. Hvis dette er tilfældet, vil det fremgå længere nede på denne side.

Hvis du ønsker at tage fag fra et andet studie eller en anden uddannelsesinstitution, f.eks. i forbindelse med et udenlandsophold skal du søge om forhåndsmerit. Faget skal forhåndsgodkendes af studienævnet, inden du begynder på faget, da du ellers ikke kan vide dig sikker på, at faget må indgå på din uddannelse.

Inden du søger om forhåndsmerit
Meritsager kan tage op til tre måneder at behandle, derfor skal du søge om forhåndsmerit i god tid, så studienævnet kan nå at behandle din ansøgning.

Før du søger, er det en god idé, at du orienterer dig i uddannelsens opbygning. Her får du f.eks. et overblik over hvor mange valgfrie elementer, som indgår i din uddannelse og anbefalinger til, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at studere i udlandet.

Fagenes indhold skal kunne ligestilles med indholdet på din uddannelse på SDU:

  • Ønsker du forhåndsmerit for obligatoriske fag, skal fagene være i tråd med de obligatoriske fags fagbeskrivelse.
  • Ønsker du at få forhåndsmerit for valgfag, er der færre begrænsninger, men de meritterede fag skal dog også ligge indenfor valgfagets rammer.

Det kan desuden være en god idé, at du søger om forhåndsmerit for flere forskellige muligheder og kombinationer i tilfælde af, at du ikke får dit første ønske opfyldt.

Krav til ansøgningen
I ansøgningen skal du:

  • Angive hvilke fag, du planlægger at følge ved en anden uddannelse eller institution
  • Angive hvilke fag på din uddannelse, som du søger om forhåndsmerit til
  • Vedlægge fagbeskrivelser for fagene ved anden uddannelse eller institution
  • Du skal søge dit studienævn via SPOC og vælge blanketten: Ansøgning om forhåndsmerit

Hvis studienævnet imødekommer din ansøgning
Imødekommer studienævnet din ansøgning skal du gøre en af de følgende ting:

  • er der tale om et fag på et andet universitet, skal du kontakte universitetet for at blive tilmeldt. Du finder oplysninger herom på det andet universitets hjemmeside.
  • er der tale om et fag på SDU, skal du sende forhåndsgodkendelsen til Uddannelsesjura & Registratur via SPOC. Du vil herefter få lov at følge faget, som det man kalder intern gæstestuderende, hvis der er ledige pladser, og du opfylder eventuelle adgangskrav. Studerende ved SDU vil modtage svar via deres studentermail.

Når du har bestået faget/fagene skal du sende dit karakterudskrift til Uddannelsesjura & Registratur via SPOC.  Husk at medsende en karakterskala, hvis du har læst i udlandet. Du vil herefter få merit. Hvis fagene ikke oprettes, eller du ikke bliver optaget Hvis faget ikke bliver oprettet, eller du ikke bliver optaget, skal du søge om ændring af din forhåndsmerit hurtigst muligt.

Hvis du ikke er enig i en meritafgørelse, har du mulighed for at klage over studienævnets afgørelse. Der vil stå i din meritafgørelse, hvordan du klager. Hvis du vil klage over den faglige vurdering, skal du indbringe klagen for et meritankenævn, hvorimod klager over retlige forhold skal indbringes til rektor. Du vil finde en klagevejledning i din meritafgørelse.
Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til reglerne omkring merit, kan du kontakte de faglige vejledere på SUND på sundvejledning@health.sdu.dk.

 


Ækvivalensvurderingsskema

Ækvivalensvurdering, som skal benyttes, når du søger merit

Klik for skema

SDU meritdatabase

Søg efter tidligere meritafgørelser, og få et overblik over om du kan få merit, inden du sender en ansøgning til studienævnet.

Tilgå meritsystemet her

Sidst opdateret: 11.06.2024