Skip to main content
DA / EN

3. Find inspiration hos andre

Hvem kender du? Og hvem kender de?

Kender du nogen, der laver noget spændende eller har læst noget, der ligner din uddannelse? Eller gør nogen i dit netværk?

Hvad laver de? Hvordan kom de derhen?

Spørg dem og få dem til at uddybe deres karrierevej. Når vi kigger tilbage, kan det være nemt at se den røde tråd, der har ledt os derhen, hvor vi er nu, men i virkeligheden ender vi ofte et sted ad en snørklet og uforudsigelig vej.

Hvad var deres overvejelser, da de var i samme situation, som du er nu? Hvad gjorde de? Har de nogle gode råd til dig? Hvad kræver det for at nå til, hvor de er? Hvad ville de have gjort anderledes, hvis de havde chancen?

Det kan være, du kommer på flere spørgsmål. Brug dit netværk til at få viden og inspiration, men husk at tage det med et gran salt. Du vælger din egen vej. Tag det, du kan bruge.

 

Find inspiration i hvad andre laver - men tro ikke du skal lave det samme

Da vi arbejdede med hvad der motiverer dig, skrev vi, at universitetet ikke uddanner dig til noget bestemt. Det er vigtigt at huske, men vi forstår godt, hvis det ikke giver dig ro i maven. Så nu skal det handle om, hvor du kan finde noget inspiration til, hvad du kan lave.

At se på hvad andre laver kan forhåbentlig få dig til at se nye muligheder, men det er vigtigt, du ikke lader det begrænse dig. Det er til inspiration. Du skal ikke lave det samme, bare fordi andre med din uddannelsesbaggrund gør.

 

Brug LinkedIn som inspiration

Har du en LinkedIn-profil? Hvis ikke, kan det være en god idé at få en. Det kan bruges til meget, blandt andet til at finde inspiration til mulige karriereveje.

LinkedIn kan fungere lidt som Google. I søgefeltet kan du skrive en uddannelse, jobtitel eller nøgleord relateret til et arbejdsområde. Resultaterne vil være folk, der har skrevet det på deres profil. Du kan også finde Syddansk Universitets profil og søge blandt alumnerne, for at finde andre, der har samme uddannelse som dig.

Så kan du se folk, der for eksempel har læst din uddannelse og se, hvad de laver nu. Du kan også se, hvilke andre uddannelser eller jobs, de har haft. Det kan give dig inspiration til steder, titler og arbejdsopgaver.

 

Hvad med et kaffemøde?

Hvis du finder nogle spændende personer, du gerne vil vide mere om, så tag endelig fat i dem. Foreslå fx at møde til en kop kaffe for at høre mere om dem. Det handler ikke om, at de skal skaffe dig et job. Det handler om, at du får information.

Spørgsmål, du kan stille til et kaffemøde:
  • Hvordan har din vej været hen til det job, du har i dag?
  • Hvordan bruger du din uddannelse i dit arbejde?
  • Hvad skal man kunne, for at have et job som dit?
  • Hvilke kompetencer oplever du, at der er efterspørgsel på?
  • Hvad er udviklingen indenfor området lige nu? Hvordan holder du dig opdateret?

Ved at være nysgerrig og opsøgende kan du få insiderviden, der kan gøre det nemmere for dig at målrette din jobsøgning til bestemte virksomheder, i din ansøgning og dit CV. I din ansøgning kan du vise, at du ved noget om, hvad der sker på området, eller at du har de kompetencer, de mangler. Det vil få dig til at skille dig ud fra andre ansøgere.

Lyt til Karriereland

Lyt til podcasten Karriereland, hvor vi har samlet alle de afsnit der er relevant for dig, der er i tvivl om, hvad du vil.

Lyt nu

Har du brug for sparring?

Er du ved at gå i panik over, at du ikke ved, hvad du vil? Skriv til os eller book en samtale:

Book

Sidst opdateret: 28.02.2023