Skip to main content

Astrofysiker i finansverdenen

Hvorfor valgte du at læse Fysik på SDU?

I gymnasiet havde jeg en idé om, at jeg skulle være ingeniør. Men da det blev tid til at vælge retning, syntes jeg, alle ingeniørretningerne var alt for specifikke for mig.

Jeg havde i stedet troen på, at et solidt matematisk og analytisk fundament kan åbne mange døre, og valgte derfor fysik.

Hvad går dit nye job ud på?

Umiddelbart efter min ph.d. starter jeg som analytiker i en investeringsforening. Her skal jeg anvende matematiske modeller til at vurdere, hvilke investeringer der er forbundet med de passende risici.

Min erfaring fra fysik og matematik skal altså nu bruges til at hjælpe med at forvalte meget store pengebeløb.

Hvordan har jobsøgningsprocessen som fysiker været?

Jeg startede med at søge stillinger, i god tid før jeg var færdig med min ph.d. Til at starte med søgte jeg primært i Odense og på resten af Fyn. Men i takt med, at min afleveringsdato kom tættere på, udvidede jeg min søgen.

Min erfaring er, at der findes mange interessante stillinger for nyuddannede fysikere i hovedstadsområdet, for eksempel som konsulent, ingeniør eller i finansverdenen.

I resten af landet er der også job til fysikere. Jeg synes dog ofte, at private virksomheder søger ansatte med tidligere erhvervserfaring.

Hvad forventer arbejdsgivere, at en fysiker kan bidrage med inden for din industri?

Fysikere er eftertragtede som "kvantitative analytikere" i finansverdenen, da vi typisk har bred erfaring i matematisk modellering.

Til et jobinterview ved en bank fik jeg fortalt, at de typisk leder efter kandidater som kan tre ting: matematik, programmering og økonomi.

Sådan en kandidat findes dog sjældent, og derfor ansætter de fysikere, som er gode til matematik og prof´grammering og efterfølgende har let ved at lære økonimi.

Hvilke kompetencer er du blevet ansat på i dit nuværende job?

Min baggrund i fysik giver mig en anden synsvinkel, end hvis jeg havde været økonom. Derudover er det vigtigt, at jeg kan programmere i min stilling.

Hvordan kan man som studerende målrette sin uddannelse i forhold til en erhvervskarriere inden for dit felt

Jeg har aldrig specifikt forberedt mig på at finde et job inden for finans. Jeg har dog brugt meget tid på at programmere og analysere data, hvilket har vist sig at give pote.

Har du et godt råd til dem der læser fysik i dag?

Følg din interesse. Hvis du studerer fysik og går op i det, får du automatisk egenskaber inden for blandt andet matematik og programmering, som senere kan bruges i mange forskellige jobs

Det er ikke svært at finde et job som fysiker. Men vær opmærksom på, at det ikke er alle virksomheder, der kender til en fysikers styrker. Så dem skal du selv være i stand til at sætte ord på.

Studievejlederne Det Naturvidenskabelige Fakultet Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 4387

Sidst opdateret: 10.08.2023