Skip to main content

Sådan bliver du gymnasielærer

Faglig kompetence

For at leve op til de formelle krav for at undervise i et fag på gymnasieniveau skal du have bestået mindst 90 ECTS inden for bestemte områder af faget. Det svarer til et sidefag.

Et sidefag er en tilvalgsuddannelse, som du kan kombinere med dit centrale fag. For at være nogenlunde sikker på, at du kan få timer nok til at undervise på fuld tid i gymnasiet, er det nemlig en god idé at have undervisningskompetence i to fag.

For at opnå faglig kompetence til at undervise i begge fag på gymnasieniveau, skal du følge samme kombination af centralfag og  sidefag på både bachelor- og kandidatniveau.

Hvis dit sidefag er på et andet fakultet end dit centrale fag (for eksempel hvis du kombinerer dit naturvidenskabelige centralfag med et humanistisk sidefag), skal du være opmærksom på, at sidefaget fylder 120 ECTS i stedet for 90 ECTS,. Det betyder, at din kandidatuddannelse vil tage 2  ½ år at gennemføre i stedet for 2 år. Ved at vælge et sidefag på et andet fakultet tager du hul på et helt nyt vidensområde, og derfor skal du bruge et ekstra semester på at opnå tilstrækkeligt med kvalifikationer til at kunne undervise i faget. Du kan søge om ekstra SU-klip til det ekstra semester.

Hvordan foregår det?

I løbet af dit 4. semester på dit centrale fag søger du ind på et bachelorsidefag. Et sidefag er opbygget sådan, at du kan opnå de krævede kvalifikationer inden for det enkelte gymnasiefag, hvis du følger sidefaget på både bachelor- og kandidatniveau.

Hvert år inden ansøgningsfristen for sidefag& holder SDU et Åbent Hus-arrangement, hvor du kan høre om de forskellige sidefag.

Hvilke sidefag kan jeg vælge?

Du kan se en samlet liste over udbudte tilvalg og sidefag på SDU på sdu.dk. Vær opmærksom på, at det kun er sidefag, der kan give undervisningskompetence, og kun hvis du tager sidefaget på både bachelor- og kandidatniveau. Vær også opmærksom på, om du lever op til adgangskravene for det enkelte sidefag.

Søgemaskinen DIVA kan desuden hjælpe dig med at danne et overblik over dine muligheder og valg undervejs.

Gymnasiepraktik

Hvis du vil være gymnasielærer, kan det være en god idé, at du prøver at undervise og forholde dig teoretisk til din egen undervisningspraksis. Det har du mulighed for på din kandidatuddannelse, hvor du kan vælge kurset NAT808: Undervisningspraksis i de naturvidenskabelige fag som valgfag.

Hvis NAT808 ikke passer ind i dit studieforløb, kan du alternativt vælge kurset Undervisning og praktik, som udbydes af Det Humanistiske Fakultet to gange om året. I så fald skal du søge Det Naturvidenskabelige Studienævn om en forhåndsgodkendelse af merit for kurset.

Spørg gerne Studievejledningen på Naturvidenskab, hvis du er i tvivl.

Bemærk: Hvis du kombinerer dit naturvidenskabelige centralfag med et humanistisk sidefag, indgår kurset Undervisning og praktik som en obligatorisk del af sidefaget. 

Pædagogikum

Når du skal undervise i gymnasieskolen, skal du også bestå et såkaldt pædagogikum for at supplere dine faglige kompetencer med pædagogiske kompetencer.

Læs mere om pædagogikum hos Gymnasieskolernes Lærerforening

Du kan også undervise andre steder

Med en kandidatuddannelse kan du komme til at undervise mange forskellige steder, blandt andet på professionshøjskoler, CVU'er, erhvervsakademier, tekniske skoler og i private virksomheder, eksempelvis sprogskoler, kursusvirksomheder, konsulentfirmaer og lignende.

Kravene her er ikke de samme som i gymnasieskolen. Her er det op til den enkelte arbejdsgiver at vurdere, om du lever op til deres krav.

Sidst opdateret: 09.07.2022