Skip to main content

Fandt drømmejobbet i finansverdenen

Hvad går dit job ud på?

Jeg arbejder i en afdeling i Danske Bank, som hedder Future Financing. Det er et strategisk initiativ fra bankens øverste ledelse, hvor formålet er at forbedre den måde, man gør forretning på og derigennem forbedrer kundens oplevelse.

Vi arbejder således med optimering af arbejdsgange, men det går også meget videre end det. Det handler for eksempel om at give kunden et hurtigt svar på, om vedkommende kan få et lån, og så sørge for, at pengene udbetales hurtigt derefter. Min stilling er ret teknisk, og handler primært om at udvikle microservices i .NET, som forbinder bankens forskellige systemer sammen, så det bedst understøtter Future Financings arbejde.

Arbejdet i Future Financing er supersjovt, og det er uden tvivl mit drømmejob. Jeg udfordres meget rent fagligt, jeg har stor frihed til at udvikle software, der er mange muligheder for at udvikle sig som medarbejder, samtidig med at der er et godt og uformelt arbejdsmiljø.

Hvor har du tidligere arbejdet?

Man kan lidt sige, at mit første job inden for datalogi var, da jeg havde studiejobs i SDU's it-afdeling og hos KMD i ca. fire år mellem 2010 og 2013. Mit allerførste rigtige job var hos en virksomhed, der hed Consafe Logistics, inden jeg i en årrække var hos KMD som udvikler.

Hvordan var det at læse her på SDU?

Jeg blev færdig med min kandidatuddannelse i Datalogi i december 2013. Jeg startede tilbage i 2004 på bacheloruddannelsen i Dat-Nis (Datalogi med tilvalg i Naturlige Interaktive Systemer, red.), men i 2005 valgte jeg at skifte tilvalg til Software Engineering.

Jeg må sige, at det var en hård start på Datalogi, og jeg fik nok nærmest et kulturchok. Især fordi niveauet på studiet var meget teoretisk. Heldigvis valgte jeg på et tidspunkt at sætte ambitionsniveauet ned og tage lidt færre kurser, hvilket gjorde, at jeg kom godt igennem studiet i sidste ende.

Gjorde du noget for at forberede dig på overgangen fra studerende til ansat?

De studiejobs, jeg havde i løbet af mit studie, gav mig et ret godt indblik i arbejdsmarkedet, og det gjorde det også lettere at få mit første job. Faktisk fik jeg job allerede en måned efter, jeg var færdig, og jeg er overbevist om, at studiejobbet gjorde en forskel.

Jeg oplevede også, at det var vigtigt at være velforberedt til jobsamtalerne, og at have sat sig godt ind i, hvad virksomheden havde brug for.

Hvad ville du gerne selv have vidst, inden du fik dit første job?

Under studiet var det teoretiske meget i fokus. Bagefter har jeg dog fundet ud af, at jeg godt kunne have brugt noget mere praktisk erfaring med moderne softwareudvikling. Jeg lærte for eksempel ikke så meget om versionsstyring og unit testing, men det fik jeg brug for senere. Projektledelse er også noget, som jeg gerne ville have kendt mere til.

Hvad er dit bedste råd til nyuddannede dataloger?

Allerførst vil jeg sige, at korte og præcise jobansøgninger er afgørende for at lande det første job. Det er derudover vigtigt at have en vis idé om, hvilken vej man gerne vil gå rent karrieremæssigt. Ønsker du for eksempel at være projektleder eller udvikler? Derudover er det en fordel, hvis man mestrer et programmeringssprog, sætter sig ind i versionstyring samt unit testing.

Vær også opmærksom på, at det ikke kun er de tekniske egenskaber, der tæller. Det at indgå i teams og at kunne samarbejde er mindst lige så vigtige kompetencer, når en virksomhed ansætter. Ingen forventer, at du kan det hele fra starten, så lad dig ikke afskrække af jobopslag med høje krav. Brug LinkedIn aktivt, og tilføj gerne et kort resumé om dig selv og de projekter, som du har gennemført på datalogistudiet. Mange IT-virksomheder søger helst efter kandidater der, så det kan sagtens give pote.

Hvad kan man med en kandidatuddannelse i Datalogi, som man ikke kan efter en bacheloruddannelse?

En ting, jeg vil fremhæve, er specialeskrivningen! Det er et stort og komplekst projekt, som man oftest er igennem alene, og det kræver derfor en høj grad af selvstændighed. Man skal sætte sig ind i nyt og svært stof, og du skal have fokus på én ting i lang tid - og gennemføre det. Det bidrager efter min mening med en masse læring en som fagperson og menneske. Jeg har i hvert fald aldrig været i nærheden af noget, der var lige så svært som specialet

Jeg kan dog godt forstå, at nogle bliver fristet af at finde et arbejde efter en bachelor. Det bør være op til den enkelte at gøre, hvad de finder bedst, da vi jo alle er forskellige, og for nogle kan være det rigtige at få den erfaring og læring, som arbejdsmarkedet kan give.

Studievejlederne Det Naturvidenskabelige Fakultet Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 4387

Sidst opdateret: 10.08.2023