Skip to main content
DA / EN

Særlige prøvevilkår

Behovet for særlige prøvevilkår til eksamen kan skyldes længerevarende eller forbigående omstændigheder. Særlige prøvevilkår kan være mange forskellige ting, fx 

  • forlænget tid til eksamen 
  • afskærmning 
  • hjælpemidler, fx programmer, headset, scannerpen m.m. 

Formålet med særlige prøvevilkår er at ligestille dig med dine medstuderende, så du kan gennemføre eksamen på lige vilkår. Særlige prøvevilkår må ikke ændre det faglige niveau eller fagets kompetencemål. 

Du kan søge om særlige prøvevilkår til en enkelt eksamen, til en kortere periode (fx et semester) eller til hele din studietid. Vær opmærksom på, at du skal søge igen, hvis du skifter studie – også fra bachelor til kandidat. 

Søg dispensation til særlige prøvevilkår 

Du søger dispensation til særlige prøvevilkår hos dit studienævn, som vurderer, om du er berettiget til særlige prøvevilkår, og om det, du søger om, er praktisk muligt. De særlige prøvevilkår vil som udgangspunkt ikke ændre eksamensformen. Derfor kan du godt få afslag på din ansøgning, selvom du har en dokumenteret fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Sørg for at søge i god tid inden den eksamen, hvor du skal bruge dispensationen. Ellers er det ikke sikkert, at det er muligt at give dig de eksamensvilkår, du søger om. 

Dokumentation 

Du skal vedhæfte relevant dokumentation, når du søger om særlige prøvevilkår, det kan fx være SPS-redegørelse om støttebehov, en ordblindetest eller en lægeerklæring.  

Du skal også redegøre for, hvorfor din funktionsnedsættelse betyder, at du skal have særlige prøvevilkår. 

Søg i tide

Du skal sende din ansøgning til studienævnet i tide til at SDU at kan tage højde for de særlige prøveforhold i planlægningen af eksamenerne:

  • senest 30. marts for dispensationer vedrørende sommereksamener
  • senest 30. oktober for dispensationer vedrørende vintereksamener

Hvis du sender din ansøgning efter disse frister, risikerer du at det ikke er praktisk muligt at sikre de prøvevilkår, du har søgt om. I så fald vil din ansøgning blive afvist, også selvom du i øvrigt opfylder betingelserne for særlige prøvevilkår.

Sådan bruger du dine særlige prøvevilkår

Hvis du har brug for særlige møbler

Har du fået dispensation til særlige møbler, som kræver en “flyttemedarbejder”, skal du give Teknisk Service besked på eksamensvagt@sdu.dk senest 8 dage før eksamen starter.

Hvornår starter eksamen?

En eksamens starttidspunkt regnes for første eksamensdag i en eksamenstermin.

Ved længerevarende eksamener regnes starttidspunktet for udleveringen af opgavesættet eller problemformuleringen.

Medbring afgørelsen til eksamen

Husk at medbringe afgørelsesbrevet fra studienævnet når du skal til eksamen, og oplys eksamensvagterne eller eksaminator om din dispensation, når du skal til en eksamen, hvor du benytter dig af særlige prøvevilkår.


Har du spørgsmål?

Studievejlederne på Naturvidenskab er klar til at hjælpe dig med dine studierelaterede spørgsmål eller udfordringer.

Kontakt studievejlederne på Naturvidenskab

Sidst opdateret: 12.03.2026