Skip to main content

Eksamensklager på ingeniøruddannelserne ved Det Tekniske Fakultet

 Ved skriftlige prøver kan en eksamensklage ende med én af følgende muligheder:

  • At du tilbydes en ny bedømmelse (ombedømmelse*) med nye bedømmere; eller
  • At du tilbydes en ny prøve (omprøve*) med nye bedømmere; eller
  • At du ikke får medhold i klagen

Ved mundtlige prøver kan en eksamensklage kun ende med:

  • At du tilbydes en ny prøve (omprøve*) med nye bedømmere; eller
  • At du ikke får medhold i klagen

*Ombedømmelse og omprøve kan betyde, at du får en lavere karakter end ved den første bedømmelse.

Du skal have indsendt din klage til Studienævnssekretariatet ved Det Tekniske Fakultet (studienaevn@tek.sdu.dk) senest 14 dage efter offentliggørelsen af dit eksamensresultat.

Klager, der modtages for sent, vil som udgangspunkt ikke blive behandlet.

Inden du indgiver en klage, vil vi anbefale dig at drøfte klagepunkterne med underviser – og evt. uddannelsesleder.

Reglerne om klager over eksamen står i kapitel 7 i Eksamensbekendtgørelsen nr. 22 af 09/01/2020 om eksamen og censur ved universitetsuddannelser.

Nedenfor finder du en vejledning til proceduren omkring eksamensklager.

  • Eksaminationsgrundlaget (eksamensspørgsmål, opgaver og lignende)
  • Prøveforløbet (måden hvorpå eksamen blev afviklet)
  • Bedømmelsen (karakteren)
  • Retlige forhold (forhold i strid med gældende love og regler)
  • Fejl og mangler i forbindelse med en prøve (f.eks. støjgener eller tekniske problemer)

Tidsfrist

  • Din klage skal være indleveret senest 14 dage efter offentliggørelsen af dit eksamensresultat.

Klagen kan resultere i en lavere karakter

  • Din klage kan resultere i en lavere karakter. Bedømmelsen ved en ombedømmelse eller en omprøve kan resultere i, at din karakter bliver sat ned, og du kan ikke klage over den nye karakter.

Ikke mulighed for ombedømmelse ved mundtlige prøver

  • Klager over mundtlige prøver kan ikke resultere i ombedømmelse, men udelukkende i tilbud om en ny prøve med nye bedømmere.

Ikke mulighed for anonymitet

  • Du kan ikke være anonym, når du klager over en eksamen. De, der behandler din sag, kan se dit navn m.m., men alle involverede parter har tavshedspligt.

Din klage skal begrundes

  • Det er dit eget ansvar, at du får begrundet din klage, så dem, der skal behandle din klage, får et godt grundlag at træffe afgørelse på. Det betyder, at du skriftligt skal redegøre for hvad, du klager over og hvorfor. Du skal være særligt omhyggelig med begrundelsen. Det er en god idé at henvise konkret til kursusbeskrivelsen herunder de konkrete læringsmål.
  • Det er altid en god idé at tage en snak med underviser omkring eksamen/bedømmelsen, inden du klager, da han/hun kan klarlægge forhold, der er lagt vægt på i bedømmelsen. Du skal dog være opmærksom på, at underviser ikke er forpligtet til at give dig en tilbagemelding på din bedømmelse.
  • Hvis du har været til en mundtlig eksamen, er det en god idé hurtigst muligt at skrive alt ned, som er blevet sagt under eksaminationen og desuden gemme eventuelle notater fra forberedelsestiden.

Deltagelse i evt. reeksamen mens klagen behandles

  • Du bør deltage i en eventuel reeksamen mens klagen behandles. Hvis du består reeksamen, og klagen stadig er i gang, bortfalder din klage.
  • Hvis din klage er modtaget rettidigt (senest 14 dage efter offentliggørelsen af dit eksamensresultat), vil Studienævnssekretariatet sende din klage videre til de oprindelige bedømmere, som har to uger til at afgive en udtalelse
  • Udtalelsen sendes til dig, og du har en uge til at udfærdige kommentarer, som du sender til studienaevn@tek.sdu.dk
  • Det Tekniske Fakultet træffer derefter en afgørelse på baggrund af klagen, udtalelsen og dine kommentarer. Her er der ingen tidsfrist, men det vil ske hurtigst muligt.
  • Det tager typisk 2-3 måneder (juli undtaget) at behandle en eksamensklage.
  • Hvis du ikke er tilfreds med afgørelsen af din klage, kan du vælge at indbringe den for et ankenævn. Ankenævnet kan dog kun behandle faglige spørgsmål og ikke retlige spørgsmål eller spørgsmål, der vedrører fejl eller mangler ved prøven.
  • Fristen for at anke er to uger efter, at du har modtaget afgørelsen af klagen. De samme krav som nævnt ovenfor (skriftlighed, begrundelse osv.) gælder også ved anken, og den skal på samme måde indsendes via studienaevn@tek.sdu.dk.
  • Ankenævnet består af to eksterne censorer, en eksaminationsberettiget underviser og en studerende inden for fagområdet.
  • Ankenævnet skal træffe afgørelse senest to måneder efter, at anken er indgivet (juli undtaget), og du underrettes hurtigst muligt herefter. 
  • Ankenævnet træffer en af følgende afgørelser:
    • at du får et tilbud om en ombedømmelse ved nye bedømmere - kun ved skriftlig eksamen
    • at du får et tilbud om en omprøve ved nye bedømmere
    • at du ikke får medhold i klagen

Du skal være opmærksom på, at accept af omprøve eller ny bedømmelse kan resultere i en lavere karakter.

Ankenævnets afgørelse er endelig, hvilket betyder, at du ikke kan klage videre i systemet, hvad angår den faglige del af din klage.

Ønsker du at klage over et retligt spørgsmål i forbindelse med afgørelsen, dvs. om sagen er behandlet i overensstemmelse med gældende ret, og om universitetets skøn ligger inden for de retlige rammer, som lovgivningen opstiller, kan denne afgørelse iht. Eksamensbekendtgørelsens § 48 indbringes for universitetet.

En eventuel klage skal være modtaget af universitetet senest to uger, efter at denne afgørelse er meddelt dig.

Klager over retlige spørgsmål indsendes ligeledes til studienaevn@tek.sdu.dk.

Universitetet udarbejder herefter en udtalelse, som du vil få lejlighed til at kommentere, inden klagen, udtalelsen og dine eventuelle kommentarer sendes til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Sidst opdateret: 28.01.2021