Hvad går dit job ud på?
Ampliqon laver enzymer til DNA-amplifikation samt reagenser til laboratorier. Jeg arbejder i udviklingsafdelingen og står blandt andet for at udvide vores enzymprodukt-sortiment.
Når en kunde efterspørger et nyt produkt, ser jeg på, hvordan vi kan imødekomme efterspørgslen, og bagefter går jeg i laboratoriet og undersøger, hvordan vi kan udvikle produktet. Jeg bruger omkring 40 % af min tid i laboratoriet, hvilket er ret unikt i vores branche.
Hvordan fik du jobbet?
Jeg har en studiekammerat, som skrev projekt ved den samme vejleder som mig. Vi blev færdige samtidig, og det var egentlig hende, som fik tilbudt jobbet hos Ampliqon, men hun havde lige fået job, så hun ringede til mig og spurgte, om jeg var interesseret. Det var jeg, så jeg fik en snak med chefen og kom til samtale.
Hvordan bruger du de kompetencer, du har fået i løbet af din studietid?
Min nuværende stilling er en udviklingsstilling, så jeg gør i høj grad brug af mine faglige kompetencer. Alt det, jeg ved om mikrobiologi og molekylærbiologi, bruger jeg dagligt.
Oven i det har studiet givet mig en masse erfaring med projektarbejde.
Har du det job, du havde forestillet dig, da du studerede?
Mens jeg var studerende, tænkte jeg ikke så meget på job. Jeg valgte Biomedicin, fordi det interesserede mig fagligt, og det var først til sidst, jeg begyndte at tænke på, hvad jeg skulle bruge uddannelsen til.
Jeg var heldig, og i dag har jeg mit drømmejob. Udviklingsdelen af mit job giver mig mulighed for at komme i laboratoriet, og det er jeg ret vild med.