Skip to main content

Bachelorprojektet

Bachelorprojektet demonstrerer din evne til på kvalificeret vis at identificere, formulere, analysere og bearbejde en akademisk problemstilling inden for et afgrænset fagligt emne, der afspejler hovedvægten i din uddannelse.

Selve projektarbejdet består af litteratursøgning og -læsning, evt. eksperimenter og bearbejdning af resultater. Kort sagt får du mulighed for at snuse til det at forske. Du kan nå langt med et projekt af dette omfang, da det omhandler et afgrænset emne.

Bachelorprojektet vægter 10-20 ECTS – det præcise omfang fremgår af dit studieforløb.

Som udgangspunkt udarbejder du bachelorprojektet på bacheloruddannelsens 6. semester, på enkelte tofagskombinationer dog allerede på 5. semester.

Tilmelding til bachelorprojektet finder sted sammen med den øvrige kursustilmelding via studenterselvbetjeningen.

Tilmeldingsperioden er 20.-30. november for projekter, der udarbejdes i forårssemestret, og 20.-30. maj for projekter, der udarbejdes i efterårssemestret.

Hvis du udarbejder dit bachelorprojekt i fællesskab med andre studerende, skal I hver især tilmelde jer projektet via studenterselvbetjeningen.

Det er vigtigt, at du finder en projektvejleder i god tid, inden du skal i gang med dit bachelorprojekt. Som udgangspunkt kan alle lektorer og professorer på dit institut fungere som hovedvejledere.

Vejlederen er den person, du er tilknyttet under projektet, og som hjælper og rådgiver dig undervejs. Du kan forvente minimum 15 timers vejledning i forbindelse med dit bachelorprojekt.

Vejledningen kan være i form af gennemlæsning af enkelte afsnit, indføring i forsøg eller lignende. Der er dog ikke meningen, at vejlederen skal rette hele rapporten igennem inden den endelige aflevering. Det er hovedvejlederens ansvar, at bachelorprojektet har et omfang, så det kan gennemføres inden for den fastsatte tidsramme.

Projektet kan laves med en ekstern samarbejdspartner, eksempelvis en virksomhed uden for universitetet. Hovedvejlederen skal dog være en intern vejleder, det vil sige en vejleder, som er ansat på dit institut.

Du har mulighed for udarbejde dit bachelorprojekt i samarbejde med en virksomhed eller organisation, typisk med udgangspunkt i en praktisk problemstilling. Et samarbejde om et bachelorprojekt med en virksomhed/organisation styrker dit netværk på arbejdsmarkedet og kan være et springbræt til dit første job.

Hvis du udarbejder dit bachelorprojekt i samarbejde med en virksomhed/organisation, vil du typisk have en ekstern medvejleder det pågældende sted. Du skal dog også være tilknyttet en intern hovedvejleder på SDU.

Der skal indgås en aftale der specificerer arbejdsfordelingen mellem den eksterne medvejleder  i virksomheden og den interne hovedvejleder på SDU. Den eksterne medvejleder i virksomheden og din interne hovedvejleder på SDU har nemlig ofte to forskellige mål med dit bachelorprojekt. Den eksterne medvejleder vil typisk være mest interesseret i dine praktiske konklusioner, mens den interne hovedvejleder skal sikre, at dit projekt lever op til de gældende retningslinjer og akademiske normer.

Fortrolighedsaftaler

Såfremt virksomheden ønsker at underlægge din vejleder på SDU en fortrolighedsforpligtelse, skal der udarbejdes en fortrolighedsaftale mellem dig, virksomheden og universitetet. Dette har SDU RIO udarbejdet en skabelon til, som vi anbefaler at I benytter.

I alle tilfælde skal en fortrolighedsaftale godkendes af Legal Services i SDU RIO før din institutleder kan underskrive aftalen på vegne af universitetet.

Læs mere om fortrolighedsaftaler med virksomheder

Hurtigst muligt efter tilmelding – og senest en uge efter semesterstart – skal du aflevere en digital projektkontrakt med en tilhørende problemformulering, som du og din projektvejleder udarbejder i fællesskab.

Hvis du udarbejder dit bachelorprojekt i samarbejde med andre studerende, skal I kun indsende én fælles projektkontrakt med alle gruppemedlemmers navne.

Når projektkontrakten er godkendt, eller hvis der opstår problemer undervejs i processen, vil du blive orienteret via din SDU-mail.

Vær opmærksom på, at det ikke er muligt at aflevere projektkontrakten efter fristens udløb.

Rapporten skal skrives på enten dansk eller engelsk.

En klassisk naturvidenskabelig rapport indeholder typisk nedenstående elementer. I forbindelse med formidlingsprojekter og teoretiske bachelorprojekter kan det være relevant at afvige fra den klassiske rapportstruktur.

Under alle omstændigheder aftaler du den præcise opbygning nærmere med din hovedvejleder, som skal se dit forslag til rapportens struktur, inden du begynder at skrive rapporten.

De fremhævede elementer tæller med, når du opgør rapportens omfang.

  1. Forside
  2. Evt. forord
  3. Indholdsfortegnelse
  4. Ordliste over anvendte forkortelser
  5. Abstract/resumé
  6. Hypotese/projektets formål
  7. Indledning
  8. Metoder og materialer
  9. Resultater
  10. Diskussion
  11. Konklusion
  12. Perspektivering
  13. Referencer
  14. Litteraturliste
  15. Bilag

Rådata og andre informationer, der ikke er essentielle for rapporten, kan placeres i bilag. Bilagene tæller ikke med i rapportens sideantal, og det er vigtigt, at man kan læse og forstå rapporten uden at have læst bilagene.

Hvis resultaterne er af en kvalitet, hvor publikation af data overvejes, kan projektrapporten skrives som et artikeludkast på engelsk. Vejlederen må dog ikke involveres mere i skriveprocessen end ved almindelige bachelorprojekter. Derfor skal vejlederens detaljerede gennemlæsning af artikeludkastet vente til efter aflevering af rapporten. Denne type bachelorprojekter vil have yderligere en teoretisk delrapport, som redegør for tekniske detaljer, der ikke fremgår af artikeludkastet.

Rapporten skal afleveres elektronisk i systemet Digital Eksamen.

Rapporten skal afleveres som ét pdf-dokument. Eventuelle bilag afleveres som et eller flere separate dokumenter. Som standard samles alle bilag i ét pdf-dokument. Hvis du har særlige bilag, som ikke kan afleveres i pdf-format (for eksempel programkode, film og lignende), kan disse bilag uploades som separate bilagsfiler. Du skal navngive din bachelorrapport som "Bachelorrapport" og så dit navn. Eventuelle bilag navngives blot med entydige navne.

Når du har afleveret rapporten, modtager du en elektronisk kvittering på din SDU-mail. Det er vigtigt, at du gemmer kvitteringen, da det er din dokumentation for, at du har afleveret rapporten rettidig.

Du finder afleveringsfristen for rapporten i kursusbeskrivelsen for dit bachelorprojekt. Hvis du ikke afleverer rapporten rettidigt, tæller det som et brugt eksamensforsøg, og du skal selv tilmelde dig reeksamen.

Bachelorprojektet evalueres ved, at du skriver en rapport over det udførte arbejde.

  • Hvis du skriver dit bachelorprojekt alene, bliver projektet bedømt på baggrund af selve rapporten.
  • Hvis du skriver dit bachelorprojekt i samarbejde med andre studerende, indgår rapporten i bedømmelsen ved en efterfølgende individuel mundtlig prøve.

Uanset om du udarbejder bachelorprojektet alene eller som et gruppeprojekt, bedømmes projektet efter 7-trinsskalaen med ekstern censur.

Bedømmelsesfristen for bachelorprojekter er 6 uger. Det betyder, at karakteren for dit bachelorprojekt skal offentliggøres senest 6 uger efter afleveringsfristen.

Du kan søge om dispensation til at ændre titlen på dit projekt, hvis du undervejs i forløbet finder ud af, at dit projekt tager en anden drejning end først antaget.

Du kan søge om dispensation til udsættelse af afleveringsfristen, hvis du kan dokumentere, at du ikke kan aflevere rapporten rettidigt på grund af usædvanlige forhold.

Bemærk, at udsættelse af afleveringsfristen først skal godkendes af din projektvejleder, derefter af instituttets undervisningsudvalg og endelig af studielederen. Det er derfor vigtigt, at du kontakter din projektvejleder, før du sender en ansøgning om udsættelse af afleveringsfristen.

Uanset om du søger om dispensation til titelændring eller til udsættelse af afleveringsfristen, skal du sende din ansøgning senest 4 uger før afleveringsfristen. Hvis du ikke overholder denne frist, vil din ansøgning ikke blive behandlet.

Søg om dispensation til projektændring

Bachelorprojektet kan udarbejdes af højst fire studerende i fællesskab.

Det skal fremgå klart af rapporten, hvem der er ansvarlig for hvilke dele.

Kun én i gruppen skal aflevere rapporten og eventuelle bilag på gruppens vegne. Når rapporten er afleveret, modtager alle i gruppen en kvittering for aflevering via e-mail. Det er vigtigt, at I gemmer kvitteringen, da det er jeres dokumentation for, at I har afleveret rapporten rettidigt.

Rapporten indgår i bedømmelsen ved en efterfølgende individuel mundtlig eksamen.


Særligt for bachelorprojekter på Biokemi og molekylær biologi

  • Rapporten skal have et omfang af  minimum 60.000 tegn, inklusive mellemrum. Forside, indholdsfortegnelse, abstract/resumé, ordliste, figurtekster, referencer/litteraturliste og bilag tæller ikke med. Figurer og tabeller tæller hver for ét tegn. Hvis rapportens omfang overstiger 84.000 tegn, inklusive mellemrum, kræver det hovedvejleders godkendelse.

  • Hvis du skriver rapporten på dansk, skal dit abstract være på engelsk. Hvis du skriver rapporten på engelsk, skal resuméet være på dansk.

  • Forsiden skal indeholde følgende oplysninger:
    • Projektets titel (på dansk og på engelsk)
    • Uddannelsesretning
    • Forfatterens navn
    • Vejledernes navne
    • Rapportens omfang (antal tegn)

Sidst opdateret: 03.09.2024