Below Zero giver dig mulighed for at udvikle dine kompetencer inden for grønt iværksætteri. Under programmet vil du starte din egen startup med fokus på bæredygtighed, og du behøver ikke have en forretningsidé på forhånd. Programmet giver dig de værktøjer og kompetencer, der er nødvendige for at arbejde praktisk med at omsætte idéer til konkrete, innovative løsninger.
Som deltager udvikler du et entreprenant mindset med fokus på at reducere CO₂-udledning gennem udvikling af CO₂-neutrale produkter, services eller banebrydende teknologi. Mulighederne er uendelige, og du sætter selv retningen.
Programmet er praksisorienteret og guider dig gennem de vigtigste faser i udviklingen af en startup. Du får hjælp og sparring fra danske og internationale forretningsudviklere, miljøeksperter, brancheledere, mentorer og forskere via en række workshops. Derudover arbejder i et tværfagligt team, hvor I sammen udvikler idéer, designer prototyper, lærer at pitche, rejse kapital og får indsigt i, hvordan idéer bliver til virksomheder.
Du deltager sideløbende med dit studie, opnår 20 ekstra ECTS for din indsats og modtager et diplom sammen med dit eksamensbevis.
Hvorfor skal du deltage i Below Zero?
- Du udvikler en grøn startup som en del af dit studie
- Du samarbejder i et tværfagligt team med andre studerende
- Du opnår 20 ekstra ECTS-point, som ligger ud over dit studie
- Du udvikler efterspurgte kompetencer inden for iværksætteri og bæredygtighed
- Du får adgang til et udviklingsbudget på 2.000 kr. til fx prototyper
- Du udvider og opbygger et fagligt netværk
Hvem henvender programmet sig til?
Below Zero er målrettet alle bachelorstuderende på andet og tredje år samt kandidatstuderende på SDU med interesse for iværksætteri og bæredygtighed.
Programmet foregår i Videnbyen ved SDU i Odense. Studerende fra andre campusser får dækket transport og overnatning i forbindelse med workshopweekender.
Kort om Below Zero
Målgruppe
Bachelorstuderende (2. og 3. år) og kandidatstuderende fra alle SDU's campusser
Omfang
20 ECTS
Antal pladser
35
Fokus
Grønt iværksætteri
Undervisningssprog
Engelsk
Ansøgningsfrist
16. september 2026