Vil du stå stærkere på arbejdsmarkedet – og samtidig få international erfaring under din studietid, uden at skulle tage på et længere udlandsophold?
Gennem EPICUR, en europæisk universitetsalliance, kan du tage enkeltstående fag sammen med studerende fra andre europæiske universiteter. Undervisningen foregår enten online, som blended learning (en kombination af online og fysisk fremmøde) eller med fysisk tilstedeværelse.
Når du deltager i et EPICUR-fag, får du – ud over at blive fagligt stærkere - mulighed for at udvikle dine interkulturelle kompetencer og styrke dine sproglige færdigheder – egenskaber, som i stigende grad efterspørges på arbejdsmarkedet.
Hvad er EPICUR?
EPICUR (European Partnership for an Innovative Campus Unifying Regions) er en alliance bestående af ni universiteter i syv europæiske lande – herunder SDU. Målet er at skabe et fælles europæisk universitet, hvor studerende, undervisere og forskere samarbejder på tværs af grænser og fagområder.
Som SDU-studerende får du adgang til kurser, forskningsaktiviteter og udvekslingsprogrammer, der er udviklet i fællesskab af partneruniversiteterne. Det giver dig en enestående mulighed for at udvide både dine faglige og personlige horisonter i et internationalt læringsmiljø –uden nødvendigvis at skulle forlade Danmark.
Læs mere om EPICUR og de muligheder, alliancen tilbyder, på: https://epicur.edu.eu.
Mere om EPICUR
Du søger fag via EPICURs kursuskatalog (https://register.epicur.auth.gr/assets/courses/catalogue/#/index) som er åben tre gange per år.
Ansøgningsperioder
- Fag efteråret 2025: Ansøgningsperioden er fra 10. juni til 17. juni.
- Fag foråret 2026: Ansøgningsperioden er fra 14. november til 1. december.
- Fag sommeren 2026: Ansøgningsperioden er fra 16. februar til 9. marts.
Vær opmærksom på,at hvis du ønsker at søge et EPICUR fag, der udbydes af SDU, skal du ansøge via Studenterselvbetjening i stedet. Ansøgningsperioden følger SDU’s valgfagsperioder. Hvis faget ikke er synligt i Studenterselvbetjening, skal du først få det godkendt af dit studienævn (se afsnittet om Hvordan søger jeg merit?).
Dokumenter
Når du ansøger via EPICURs kursuskatalog, skal du vedhæfte følgende dokumenter:
- Transcript of Records (kan hentes via Studenterselvbetjening)*
- Proof of Enrolment (kan hentes via Studenterselvbetjening)*
- Proof of Language Proficiency (link til EPICUR language form)*
- Motivational Letter
* Disse dokumenter skal underskrives af SDU og det kan din internationale koordinator gøre for dig.
EPICUR tilbyder et bredt udvalg af enkeltstående fag. Du kan finde information om de tilgængelige fag i kursuskataloget, som opdateres i forbindelse med ansøgningsperioderne. (Se nærmere under Hvordan ansøger jeg?).
Hvis du ønsker, at faget skal indgå i din uddannelse (dvs. erstatte et eksisterende fag), skal du ansøge om forhåndsmerit gennem dit Studienævn.
Du kan også vælge at læse faget extracurriculært, hvilket betyder, at faget ikke tæller med i din uddannelse, og du modtager ikke ECTS fra SDU. Faget vil ikke fremgå på dit eksamensbevis, men du vil stadig modtage et kursusbevis med ECTS fra det universitet, der udbyder faget.
Hvis det fag, du skal læse, udbydes på et andet universitet end i Danmark og kræver fysisk tilstedeværelse, kan du ansøge om et mobilitetsstipendium til at dække en del af dine rejse- og opholdsomkostninger. For yderligere information, kontakt SDU’s EPICUR-kontor på epicur@sdu.dk.
Hvis det fag, du skal læse, kræver fysisk tilstedeværelse på et andet universitet end i Danmark, er det vigtigt, at du er korrekt forsikret. Kontakt dit forsikringsselskab for rådgivning om, hvilken forsikring der dækker dine behov under opholdet.
Hvis det fag, du skal læse, kræver fysisk tilstedeværelse på et andet universitet end i Danmark, vil det universitet, der udbyder faget, informere dig om boligmuligheder. Du er selv ansvarlig for at dække dine opholdsomkostninger, men du kan søge om mobilitetsstipendium til at hjælpe med udgifterne (læs mere under Hvordan søger jeg et mobilitetsstipendium?).
Hvis det fag, du skal læse, kræver fysisk tilstedeværelse på et universitet uden for Danmark, er du selv ansvarlig for at booke og betale din rejse. Du kan dog søge om et mobilitetsstipendium, som kan dække en del af dine transportomkostninger (læs mere under Hvordan søger jeg mobilitetsstipendie?).
Du kan kontakte den internationale koordinator på din uddannelse eller SDU’s EPICUR kontor på mail epicur@sdu.dk.