Behovet for særlige prøvevilkår til eksamen kan skyldes længerevarende eller forbigående omstændigheder. Særlige prøvevilkår kan være mange forskellige ting, fx
- forlænget tid til eksamen
- afskærmning
- hjælpemidler, fx programmer, headset, scannerpen m.m.
Formålet med særlige prøvevilkår er at ligestille dig med dine medstuderende, så du kan gennemføre eksamen på lige vilkår. Særlige prøvevilkår må ikke ændre det faglige niveau eller fagets kompetencemål.
Du kan søge om særlige prøvevilkår til en enkelt eksamen, til en kortere periode (fx et semester) eller til hele din studietid. Vær opmærksom på, at du skal søge igen, hvis du skifter studie – også fra bachelor til kandidat.
Søg dispensation til særlige prøvevilkår
Du søger dispensation til særlige prøvevilkår hos dit studienævn, som vurderer, om du er berettiget til særlige prøvevilkår, og om det, du søger om, er praktisk muligt. De særlige prøvevilkår vil som udgangspunkt ikke ændre eksamensformen. Derfor kan du godt få afslag på din ansøgning, selvom du har en dokumenteret fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
Sørg for at søge i god tid inden den eksamen, hvor du skal bruge dispensationen. Ellers er det ikke sikkert, at det er muligt at give dig de eksamensvilkår, du søger om.
Dokumentation
Du skal vedhæfte relevant dokumentation, når du søger om særlige prøvevilkår, det kan fx være SPS-redegørelse om støttebehov, en ordblindetest eller en lægeerklæring.
Du skal også redegøre for, hvorfor din funktionsnedsættelse betyder, at du skal have særlige prøvevilkår.
Søg i tide
Du skal sende din ansøgning til studienævnet i tide til at SDU at kan tage højde for de særlige prøveforhold i planlægningen af eksamenerne:
- senest 30. marts for dispensationer vedrørende sommereksamener
- senest 30. oktober for dispensationer vedrørende vintereksamener
Hvis du sender din ansøgning efter disse frister, risikerer du at det ikke er praktisk muligt at sikre de prøvevilkår, du har søgt om. I så fald vil din ansøgning blive afvist, også selvom du i øvrigt opfylder betingelserne for særlige prøvevilkår.
Oplys om dispensation
Hvis du har fået godkendt særlige prøvevilkår, skal du sørge for at oplyse den relevante studiesekretær om at du vil benytte dig af de særlige prøvevilkår til en eksamen, du er tilmeldt. Hvis du giver studiesekretæren besked senere end 10 hverdage før eksamen starter, kan det ikke garanteres at du kan benytte dig af de særlige prøvevilkår. Hvis der fremgår andre frister af din afgørelse, er disse gældende. Generelt anbefaler vi at du giver studiesekretæren besked snarest muligt efter du har fået din dispensationsafgørelse.
Har du dispensation til særlige møbler som kræver en “flyttemedarbejder”, skal du meddele det til Teknisk Service på eksamensvagt@sdu.dk senest 8 dage før eksamen.
En eksamens starttidspunkt regnes for første eksamensdag i en eksamenstermin. Ved længerevarende eksamener regnes starttidspunktet for udleveringen af opgavesættet eller problemformuleringen. Kontaktinformationer og frister fremgår af din afgørelse.
Medbring afgørelsen til eksamen
Husk at medbringe afgørelsesbrevet fra studienævnet når du skal til eksamen, og oplys eksamensvagterne eller eksaminator om din dispensation, når du skal til en eksamen, hvor du benytter dig af særlige prøvevilkår.
Har du spørgsmål?
Studievejlederne på Naturvidenskab er klar til at hjælpe dig med dine studierelaterede spørgsmål eller udfordringer.
Kontakt studievejlederne på Naturvidenskab