Skip to main content

Regler for eksamensbeviset

SDU udsteder eksamensbeviser med udgangspunkt i de krav og regler, som er opstillet i Eksamensbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om eksamen og censur ved universitetsuddannelser, BEK nr. 1062 af 30/06/2016) og i Karakterbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område, BEK nr. 114 af 03/02/2015). Følgende krav stilles til eksamensbeviset:

Beviset udfærdiges på dansk (kan forlanges udfærdiget på engelsk), og det skal som minimum indeholde:

  • Den færdiguddannedes navn og CPR-nummer eller anden tilsvarende entydig identifikation.
  • Universitetets navn.
  • Den betegnelse uddannelsen giver ret til på dansk/latin og engelsk.
  • Uddannelsens normering angivet i ECTS-point, herunder eventuel propædeutisk undervisning.
  • Hvilken bacheloruddannelse eller anden uddannelse der danner grundlag for kandidatuddannelsen.
  • De fagelementer, der indgår i uddannelsen, og som der er aflagt prøve i, eller som på anden måde er dokumenteret, med angivelse af omfanget af ECTS-point.
  • Meritoverførte prøver.
  • Eksamenssproget, hvis prøven er aflagt på et fremmedsprog.
  • De opnåede bedømmelser, og eventuelt gennemsnit af det samlede eksamensresultat.
  • Ved hver en karakter efter 7-trins-skalaen tilføjes det bogstav fra ECTS-skalaen, som svarer til den pågældende karakter.
  • En kompetenceprofil, som beskriver uddannelsen.

Som bilag til eksamensbeviset udsteder universitetet et engelsksproget Diploma Supplement i overensstemmelse med den model, der er udviklet på grundlag af Europa-Kommissionens, Europarådets og UNESCO/CEPES's standardmodel, og som beskriver uddannelsens faglige retning, indhold, niveau og sigte samt giver oplysninger om universitetet og om dettes og uddannelsens placering i det danske uddannelsessystem.

Følgende oplysninger må ikke fremgå af beviset:

  • Særlige prøvevilkår.
  • Resultat af studiestartsprøven på bacheloruddannelsen.
  • Antal forbrugte prøveforsøg

Forlader en studerende en uddannelse uden at have gennemført den, udsteder SDU på foranledning af den studerende dokumentation for beståede dele af uddannelsen angivet i ECTS-point.

Sidst opdateret: 02.06.2021