Nysgerrig på kandidaten? Vi har stillet tre spørgsmål til kandidaten, som kan hjælpe dig lidt på vej med at beslutte hvor dit kryds skal sættes!
Hvorfor har du valgt at stille op?
Jeg har valgt at stille op, fordi jeg ønsker at repræsentere alle medicinstuderende uanset politisk orientering. Via vores forening, Medicinerrådet Odense, indsamler vi med jævne mellemrum meninger/ønsker fra de medicinstuderende. Dermed mener jeg, at jeg kan repræsentere bredt og retfærdigt. En plads i studienævnet har stor betydning for, at vi via Medicinerrådet fortsat kan videreformidle de studerendes ønsker og meninger.
Er der en bestemt sag du vil kæmpe for, hvis du bliver valgt ind?
Jeg kæmper særligt for at højne studiemiljøet på SUND. Jeg ønsker, at alle medicinstuderende får et tilhørsforhold til SUND fakultetet, og kan identificere sig med at læse på SUND. Hertil kommer også behovet for optimering af læseområder på SUND samt bedre plads til et rigt foreningsliv.
Noget andet, der ligger mig særligt på sinde er, at diverse nedskæringer ikke må gå ud over undervisningskvaliteten.
Hvad kan man forvente af dig som studenterrepræsentant?
Som studenterrepræsentant vil jeg kæmpe for at alle får en stemme. Jeg/vi i Medicinerrådet ønsker at agere som et talerør mellem de studerende og fakultetet, og vi ønsker at favne så bredt som muligt.
Jeg ønsker at være en repræsentant, der er synlig og tilgængelig. En som formår at favne samt efterfølgende udbedre de udfordringer, mine medstuderende mødes af i hverdagen.