Skip to main content
Naturvidenskabelige uddannelser

Fællesregler for eksamener, som afvikles med opsyn

Du finder de gældende regler for eksamener, som afvikles med opsyn ved at klikke på dette link (pdf): "Fællesregler for eksamener, som afvikles med opsyn".

Hvis du ikke kan hente reglerne via ovenstående link, kan du også læse dem herunder:


I medfør af: § 9, stk. 2 og § 12, stk. 4 ”Bekendtgørelse om eksamener og prøver ved universitetsuddannelser” (BEK nr. 2271 01/12/2021) og fastsættes:

Kapitel 1 – Formål

§ 1. De fælles regler for eksamener, som afvikles under opsyn, finder anvendelse på alle typer af uddannelser, som udbydes af SDU.
Stk. 2. Det enkelte fakultet kan have opstillet supplerende retningslinjer, som også finder anvendelse for den enkelte eksamen. Der henvises til studieordning, fagbeskrivelse, kursusrum i ”itslearning” eller uddannelsens side på www.mitsdu.dk for yderligere information.
Stk. 3. For regler som sygemelding til eksamen henvises der til § 9 i ”Regler for tilmelding af fagelementer og eksamener” af 1. januar 2023.

§ 2. En eksamen under opsyn forstås som en eksamen, der afvikles på i et fastlagt tidsrum, på en bestemt angivet lokation og under opsyn af eksamensvagter.
Stk. 2. Eksamener under opsyn kan efter beslutning foretaget af universitet afvikles i et online format.

Kapitel 2 – IT-udstyr og andet udstyr

§ 3. Studerende skal anvende eget IT-udstyr medmindre andet er angivet i reglerne for eksamen jf. § 1, stk. 2.
Stk. 2. Den studerendes IT-udstyr skal:
1) Kunne tilgå SDU’s trådløse netværk
2) Starte og have installeret påkrævede programmer, herunder Exam Monitor
Stk. 3. Der kan til den enkelte eksamen blive stillet krav om brug andet udstyr som f.eks. håndscanner eller digital pen.
Stk. 4. Den studerende skal selv medbringe en forlængerledning på minimum 3 meter.

§ 4. Det er kun tilladt at medbringe og benytte én computer og én skærm til eksamen.
Stk. 2. Det samlede antal skærme må ikke overstige en, medmindre andet er angivet i reglerne for eksamen jf. § 1, stk. 2.
Stk. 3. Skærmens størrelse må ikke overstige 17” medmindre andet er angivet i reglerne for eksamen jf. § 1, stk. 2, eller den enkelte studerende har en dispensation om særlige prøvevilkår.

§ 5. Det er ikke tilladt at benytte en virtuel computer under eksamen.

§ 6. Mobiltelefoner, digitalure/smartwatches, og øvrigt ikke påkrævet udstyr (f.eks. musikafspillere) må ikke benyttes under eksamen og skal være slukket. Mobiltelefoner skal ligge synligt på eksaminandens bord. Andet ikke påkrævet udstyr skal ikke medbringes eller være placeret i taske.
Stk. 2. Hovedtelefoner og tilsvarende må kun anvendes, hvis det er angivet som værende en del af eksamen, eller hvis der er givet dispensation forud for eksamen.

§ 7. Udstyr, såsom iPads og tablets, der ikke kan køre Exam Monitor, er ikke tilladt at benytte, medmindre andet er angivet i reglerne for eksamen jf. § 1, stk. 2.

§ 8. Den studerende er selv ansvarlig for at opsætte sin computer ved ankomst til eksamenslokalet, samt sikre at den fungerer, som den skal.
Stk. 2. Hvis Exam Monitor, system Digital Eksamen, itslearning med videre skal anvendes, skal den studerende starte disse op og sikre sig, at de virker.

§ 9. Hvis Exam Monitor skal benyttes under eksamen skal den studerende, inden eksamen begynder, og senest når eksamensvagten beder om det, starte Exam Monitor på sin computer.
Stk. 2. Inden eksamen begynder, skal den studerende vise eksamensvagterne, at Exam Monitor er opstartet.
Stk. 3. Exam Monitor skal være kørende på den studerendes computer under hele eksamen.

§ 10. Opstilling af IT-udstyr i eksamenslokalet skal være afsluttet, senest 15 minutter før eksamen begynder.
Stk. 2. Det er ikke tilladt at dele IT-udstyr, og andre former for udstyr med andre studerende til eksamen.

Kapitel 3 – Inden påbegyndelse af eksamen

§ 11. Hvis ikke andet er oplyst i reglerne for eksamen jf. § 1, stk. 2, skal den studerende møde i eksamenslokalet en time inden eksamen begynder.
Stk. 2. Fremmøde efter at døren er lukket, bevirker, at den studerende ikke kan lukkes ind.
Stk. 3. Den ansvarlige for eksamen kan give tilladelse, at den studerende lukkes ind til eksamen.
Stk. 4. Den studerende kan ikke få tildelt ekstra tid til eksamen, hvis vedkommende kommer for sent.

§ 12. Den studerende skal medbringe sit studiekort til eksamen.
Stk. 2. Inden eksamen begynder, skal den studerende, af hensyn til fremmøderegistrering, legitimere sig med sit studiekort.
Stk. 3. Under eksamen skal studiekortet ligge synligt på bordet.

§ 13. Er der tale om en eksamen, hvor hjælpemidler ikke er tilladt, anbringes overtøj og tasker/mapper uden for rækkevidde.

§ 14. Dørene til eksamenslokalet lukkes, 15 eller 30 minutter før eksamen begynder. Det specifikke tidspunkt findes i bestemmelserne for den enkelte eksamen jf. § 1, stk. 2.
Stk. 2. Inden eksamen begynder, giver eksamensvagterne en mundtlig instruktion.
Stk. 3. Ved eksamens begyndelse udleveres opgaveformuleringen enten digitalt og/eller på papir.

Kapitel 4 – Adfærd under eksamen

§ 15. Under eksamen kan eksamensvagten tilkaldes ved håndsoprækning.
Stk. 2. Eksamenslokalet må kun forlades under ledsagelse af en eksamensvagt. Ved toiletbesøg skal man benytte det toilet, som eksamensvagten anviser.
Stk. 3. Besøg i kantinen er ikke tilladt.
Stk. 4. Rygning og dampning er ikke tilladt.

§ 16. Den første halve time og sidste halve time af eksaminationstiden, må lokalet ikke forlades.

§ 17. Det er tilladt at benytte hjælpemidler og internettet i det omfang, som det er angivet i de specifikke bestemmelser for den enkelte eksamen jf. § 1, stk. 2.
Stk. 2. Under eksamen er det ikke tilladt at låne/udlåne hjælpemidler til medstuderende.

§ 18. Det er ikke tilladt under eksamen at udveksle oplysninger, eller på anden måde at være i kontakt med andre eksaminander eller personer uden for eksamenslokalet.

§ 19. Opgaven skal altid løses, som den bliver stillet, og underviser/opgavestiller kan kun tilkaldes, hvis opgavens ordlyd ikke synes entydig, eller hvis der konstateres fejl i opgaven.
Stk. 2. Konstateres fejl eller tvivlsspørgsmål, orienteres alle, der er til den pågældende eksamen, så der sikres samme prøvevilkår for alle.
Stk. 3. Underviser/opgavestiller kan ikke tilkaldes ved tvivlsspørgsmål omhandlende forståelse af opgaven eller med henblik på hjælp til løsning af opgaven.

§ 20. Under eksamen er den studerende selv ansvarlig for sit IT-udstyr og for løbende at gemme sin opgavebesvarelse, herunder fremstilling af sikkerhedskopier.
Stk. 2. Sker der tab af data, som f.eks. tekster der forsvinder, som følge af, at man har undladt at gemme og foretage sikkerhedskopiering, er man henvist til at fuldføre den pågældende eksamen uanset tab af data.
Stk. 3. Opstår der under eksamen problemer med den studerendes computer, som ikke kan løses af hverken den studerende eller IT-supporten, kan den studerende fortsætte på universitetets IT-udstyr i det omfang det er praktisk muligt.
Stk. 4. Afvikles eksamen i et online format jf. § 2, stk. 2 finder stk. 3 ikke anvendelse.

§ 21. Opstår der under eksamen strømsvigt, netværksnedbrud eller andre udefrakommende problemer med benyttelse af IT-udstyret, som ikke kan afhjælpes/udbedres, retter en eksamensvagt straks henvendelse til den eksamensansvarlige, der træffer bestemmelse om eksamens videre afvikling.

Kapitel 5 – Afslutning af eksamen

§ 22. Eksamensvagterne meddeler, når der er en halv time tilbage af eksamen.

§ 23. Opgavebesvarelsen inkl. bilag skal være færdigskrevet ved eksamenstidens udløb og skal afleveres umiddelbart derefter.
Stk. 2. Eventuelle digitaliserede håndskrevne noter mv. som indgår i besvarelsen, skal være færdig digitaliserede ved eksamenstidens udløb.
Stk. 3. I opgavebesvarelsen skal der anføres eksamensnummer. Hvis andet skal benyttes, vil det være blevet oplyst inden eksamen jf. § 1, stk. 2.

§ 24. Alt materiale skal afleveres digitalt. Nærmere detaljer om afleveringen vil fremgå af de specifikke bestemmelser for den enkelte eksamen eller i studieordningen.

§ 25. Efter aflevering skal den studerende fremvise kvittering for aflevering på skærmen til eksamensvagten. Herefter må Exam Monitor og computeren lukkes ned.
Stk. 2. Pladserne må ikke forlades, før kvitteringen er godkendt af eksamensvagterne.

§ 26. Forlades eksamen før den er slut, skal den studerende lade computer, mobiltelefon, opgaveformulering eller andre ting blive i lokalet. Disse kan først afhentes, når eksamen er slut.

§ 27. Lokalet skal forlades i god ro og orden, så studerende der endnu ikke er færdige med eksamen forstyrres mindst muligt.

Kapitel 6 – Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 28. Disse regler træder i kraft den 1. juni 2023 og gælder for eksamener under opsyn, som afvikles fra og med 1. juni 2023.
Stk. 2. Tidligere fælles regler om skriftlige stedprøver på SDU ophæves.


Syddansk Universitet, den 31. maj 2023
Studiechef Annette Lund

Har du brug for hjælp?

Kontakt Uddannelsesjura & Registratur, hvis du har spørgsmål til ovenstående regler. Det kan du gøre via spoc.sdu.dk eller telefon 65501059 på hverdage kl. 10-12.

Kontakt Studenterservice, hvis du har spørgsmål om SU, Optagelse, SDU international, Syddansk Elite, Efter/videreuddannelse, SPS og andre services på SDU.

Kontakt vejledningen på dit fakultet eller studie, hvis du har brug for specifik viden knyttet til dit studie f.eks. viden om din studieordning eller, hvis du skal skrive en dispensationsansøgning. 

Kontakt Studie- og trivselsvejledningen hvis du har brug for vejledning omkring generelle forhold på dit studie såsom studieteknikker, trivsel eller udfordringer med at finde ud af, hvem du skal kontakte for at få hjælp og vejledning. 

Sidst opdateret: 01.06.2023