Skip to main content
DA / EN

Vejledning

Brug af generativ AI i undervisning og eksamen

Digitale værktøjer og tjenester, som baserer sig på generativ kunstig intelligens (generativ AI), kan være en ressource for dig som studerende på SDU. Herunder kan du læse vejledningen til, hvordan du skal deklarere anvendelsen af generativ AI til eksamen, samt hvordan du generelt kan anvende generativ AI i dit studie.

Hvad skal jeg huske, når jeg bruger chatbots

Du er ansvarlig for, hvordan du bruger output fra chatbots. Det intellektuelle arbejde skal komme fra dig. Chatbots skal alene ses som et hjælpeværktøj. Som alle andre værktøjer, metoder og hjælpemidler, du anvender til opgaveløsningen, skal du tydeligt kunne redegøre for brugen af generativ AI. 

Tænk og vær kritisk i din vurdering af de svar, chatbots giver. De giver ikke altid det rette svar, og i nogen tilfælde opfinder de et forkert svar. Det kræver meget viden om et emne for at vurdere, om svaret er godt nok. 

Vær kildekritisk overfor de kilder og citater, der henvises til i svaret. Du kan ikke placere ansvar hos chatbotten.

Hvad må jeg?

På SDU er der regler for, hvornår brugen af generativ AI ved eksamen og prøver er tilladt og hvornår ikke. Dem kan du finde her: 

Hvad er chatbots og generativ AI

Generativ AI er en type kunstig intelligens, der er designet til at generere nye indholdselementer, såsom tekst, kode, billeder, musik, videoer, m.v. (Stanford University, Nature, 2016).

Chatbots er computerprogrammer, der baserer sig på generativ AI – i daglig tale ofte betegnet ’generative sprogmodeller’ eller bare ’kunstig intelligens’.

En chatbots output beror på en række statistiske analyser, der baserer sig på sandsynlighedsberegninger. Qua sprogmodellens avancerede opbygning, regnekraft og store datamængder, kan modellen fremkomme med meget præcist og kontekstnært output i form af både tekst, billeder, lyd, video, tabeller, kode, m.v.

Generative chatbots findes i mange varianter og udbydes af mange forskellige firmaer. Nogle af de mest udbredte generelle chatbots er Copilot, ChatGPT, Gemini, Claude og Mistrall, m.fl.

Der er også efterhånden en række chatbots på markedet, der er trænet på et mere specialiseret og afgrænset materiale, f.eks. forskningsartikler, og trænet til mere fokuserede opgaver (f.eks. litteratursøgning og databehandling).