Kære minister og borgmestre,
Kære medarbejdere og studerende.
Kære gæster, samarbejdspartnere og bestyrelse,
Hjertelig velkommen til SDU's årsfest.
SDU's logo er en æblegren. Men mon I kender historien om universitetet og æbletræet?
Historien begynder i 1966, få kilometer herfra. Her er der gang i åbningsfesten for det nye universitet i Odense. Salen er fyldt med kongefamilien, undervisningsministeren, rektorer fra de universiteter, stolte studerende og byens spidser. Alle vil byde universitetet velkommen til verden.
I salen bliver stemningen særligt højtidelig, da den daværende rektor, Mogens Brøndsted, modtager gaven fra Odense Kommune. En rektorkæde med universitetets nye segl - et æbletræ. Og fra den dag er æbletræet og universitetet uløseligt knyttet sammen.
Æbletræet symboliserer universitetets ambition om at slå stærke rødder i området og bidrage med ny inspiration, næring og viden, som skaber værdi for og med samfundet. Man formulerede det således: ´At fremme den dygtiggørelse tiden kræver'. Det er godt tænkt; det er godt sagt!
Og nu vi er samlet til den årlige fejring af universitetet, kan vi slå fast, at de høje ambitioner er mere end indfriet:
Det er et imponerende stort, smukt og frugtbart træ, der er vokset frem. Dengang i 1966 udgjorde universitetets befolkning 180 studerende og 12 professorer.
I dag er nogle-og-20-tusinde studerende og 4000 ansatte fordelt på universitetets campusser.
Rødderne og trækronen strækker sig ud over store dele af Syddanmark og Sjælland. Der er vokset uddannelses-campusser frem i Odense, Kolding, Sønderborg, Esbjerg og Slagelse. Og flere kan komme til.
Og man kan ikke sætte tal på, hvor meget værdi, relevans og kvalitet Syddansk Universitet har skabt, og fortsat skaber, i form af dygtige dimittender, banebrydende forskningsresultater og innovative samarbejder, der fremmer vækst, dynamik og udvikling både her og i resten af verden.
For mig er historien om universitetet og æbletræet en fortælling om, hvordan gode ideer kan vokse sig stærke, når vi tør tænke langsigtet, ambitiøst og stort.
En fortælling om, at videbegær og dedikation kan bidrage væsentligt, når det får rum til at spire, blomstre og bære frugt.
Og en fortælling om, hvor stærke rødder det giver, når universitet, politikere og erhvervsliv arbejder sammen mod fælles mål.
300 dage som bestyrelsesformand
Jeg har været bestyrelsesformand for Syddansk Universitet i lige knap 300 dage, og bestyrelsesmedlem siden 2018. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke mange gange for valget, tilliden og den gode modtagelse. Jeg er både stolt og ydmyg.
Det er dybt fascinerende at være en del af universitetsmiljøet. Her lærer man hele tiden nyt i takt med den rivende udvikling på universitetet.
For eksempel mødte bestyrelsen på campus i Sønderborg, en gruppe ingeniører, der udvikler løsninger, der nu står på tærsklen til at revolutionere batteriteknologien.
Og for nylig passerede vi en fantastisk milepæl i Odense, da undervisningen begyndte på Nyt SUND, der som noget ganske enestående samler universitetet og universitetshospitalet i Odense. Nyt Sund skaber et fantastisk studie- og forskningsmiljø, der vil bane vejen for nye fremskridt i sundheden og i samfundet.
Snart indvies Mærsk McKinney instituttet 2.0 der bygger videre på de banebrydende resultater, der hidtil er skabt på det institut - herunder et meget fint samarbejde med erhvervslivet. Og mere er på vej - watch this space!
Den vigtigste organisation i regionen
Det er et stort privilegie sammen med den øvrige organisation at være med til at værne om det syddanske kundskabens træ - fyldt med nye ideer og klarsyn. Og opdyrke de muligheder, som sikrer, at universitetet fortsat kan vokse og bære frugt.
For mig er Syddansk Universitet den måske vigtigste organisation i regionen. Universitetet arbejder- i modsætning til mange andre -langsigtet, og er derfor eminent til at udvikle samfundet og påvirke og forme vores fremtid. Her uddannes de dygtigste unge mennesker til fremtidens foranderlige arbejdsmarked, og her arbejder forskerne dedikeret på at udvikle morgendagens løsninger.
Og takket være universitetets grundlæggende ambition om at dele ud af sine ressourcer, er der både inden for uddannelse og forskning udviklet en stærk symbiose med erhvervslivet. En symbiose, der gavner både universitet, erhvervsliv og hele Syddanmark.
På universiteter er vi optagede af at bygge symbiosen endnu stærkere - det er der gode muligheder for. Derfor arbejder vi bl.a. fokuseret på videreudvikling af efteruddannelsestilbud, så de passer til den stigende efterspørgsel på livslang læring af høj kvalitet.
Hvorfor skære i kvalitet?
Universitetet er optimisme og bæredygtige løsninger, der bringer vores samfund fremad. Og alt det har vi brug for i tider, hvor vi vel aldrig har haft det bedre, hvor der sker meget godt, men det samtidig kan synes som om krig og kriser står i kø.
Derfor kan det undre, at de politiske vinde blæser med stormstyrke hen over landets universiteter i disse år. Hvorfor risikeres kvaliteten af vores bedste uddannelser med en kandidatreform, der er den største forandring på universiteterne i mands minde - herunder forkortelse af uddannelser?
For hvad sker der med kvalitet, gode ideer og motivation, når der tænkes kortsigtet frem for langsigtet?
Hvordan påvirkes videbegær og dedikation, når rummene til at blomstre og bære frugt indskrænkes?
Og hvad med de stærke rødder? Holder de til, at målene for universiteterne hele tiden skifter?
Er den nye reform i tråd med ambitionen fra vores stiftelse: ´At fremme den dygtiggørelse tiden kræver'?
Det er vi nysgerrige på, her på Syddansk Universitet.
Men vi ved med sikkerhed, at vores imponerende store og frugtbare æbletræ vil være i stand til at håndtere stormvejret. Med de stærke rødder og gode vækstbetingelser her i Syddanmark har vi glimrende forudsætninger for at realisere vores klare ambitioner om at udvikle dygtige dimittender og banebrydende resultater.
Og med SDU's nye strategi har vi en klar vision for, hvordan vi gennem høj kvalitet, talentfulde mennesker og fremragende miljøer vil skabe værdi og forme fremtiden de næste mange år.
Jeg vil gerne, på bestyrelsens vegne, takke hele SDU's organisation - alle ansatte og studerende - for den store, vedholdende og flotte indsats, som I præsterer - også i vanskelige tider. Det er flot og noget I kan være stolte af.
Til slut vil jeg takke rektor Jens Ringsmose, prorektor Helle Waagepetersen og universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind for med stor flid, dygtighed og ordentlighed at stå i spidsen for SDU. Det er en fornøjelse at samarbejde med jer, både omkring de svære beslutninger, som forårets tilpasningsrunde, og de langsigtede målsætninger i universitetets nye strategi.
Og så vil jeg dedikere et stort tillykke til årets æresdoktorer og prismodtagere, som vi er samlet for at fejre i dag.
Tusind tak for ordet og rigtig god årsfest.