2020: Virtuel fejring af året der gik på SDU
Denne årsfest kommer desværre til at foregå hjemme i spisestuen gennem deltagernes computere. De store auditorier på SDU vil stå tomme. Gangene vil ikke give genklang af mange internationale stemmer og sprog. Der vil ikke være dækket op til tusindvis af glade middagsgæster, og smokings og lange kjoler bliver hængende hjemme og kede sig i klædeskabene.
Men - så nemt får man os ikke ned med nakken. Vi tager den online denne ene gang og regner med, at vi mødes fysisk til årsfesten i oktober 2021.
I år er programmet til trods for COVID-19, stort set som det plejer. I hvert fald den første del af det. Du kan møde universitetets rektor og bestyrelsesformand og repræsentanten for de næsten 30.000 studerende. Og selvfølgelig også æresdoktorer, doktorer og mange forskellige prismodtagere. Læs om priserne. Se og hør talerne. Vi har noget på hjertet. Det er derfor, vi gør det her.
Sæt dig godt til rette. Måske tager du alligevel festtøjet på? Og vær sammen med os til årsfesten, der ikke bliver afholdt.