KÆRE MINISTER, GÆSTER, STUDERENDE OG MEDARBEJDERE.
Velkommen til SDU og velkommen til vores niogfyrretyvende årsfest.
Jeg glæder mig hvert år til årsfesten. Det er en fornøjelse at møde vores dedikerede medarbejdere og studerende, og alle jer fra det omgivende samfund, der bakker op om SDU hver dag.
Tak til jer alle for at være kommet i dag og være med til at fejre os.
Udskiftning i bestyrelsen
I år vil jeg i særlig grad takke seks personer: For det første Birgitte Vedersø, C.C. Nielsen og Niels Nørgaard Pedersen, der alle er fratrådt bestyrelsen efter endt tjeneste.
Jeg sender jer en særlig tak for mange års dedikeret og godt bestyrelsesarbejde.
For det andet vores tre nye bestyrelsesmedlemmer: Niels Thorborg, Gitte Bengtsson og Trine Rhein-Knudsen. Tak fordi I har valgt at dedikere en del af jeres tid til at udvikle SDU.
Berømt tale om frihed
Der er gået et år, siden jeg stod her sidst. Men jeg vil tillade mig at tage jer endnu længere tilbage i historien. Helt tilbage til den 23. marts 1775, hvor en af de mest berømte taler i amerikansk historie fandt sted.
Talen blev holdt i en kirke i staten Virginia af en politiker, der hed Patrick Henry.
Det overordnede budskab var et ønske om større frihed, og selv om talen blev holdt for mere end 240 år siden, kan jeg på visse områder godt sætte mig ind i Patrick Henrys situation.
Englænderne ville detailstyre
Han var frustreret. Og jeg føler mig efterhånden også lidt frustreret.
Han var frustreret over, at politikerne i England ville detailstyre ham og hans landsmænd — senest havde de lagt ekstra skat på alt te til Nordamerika. De havde oven i købet også bestemt, hvilken virksomhed, der måtte forhandle den pågældende te.
Min frustration er en oplevelse af, at politikerne på Christiansborg i stigende grad vil detailstyre universiteterne, sådan som det f.eks. er sket med de modeller for studiefremdrift og dimensionering, som er blevet gennemført de seneste år.
Frihed eller døden
I 1775 havde Patrick Henry et brændende ønske om, at han og hans ligesindede skulle have flere frihedsgrader. Samme ønske har jeg på universiteternes vegne.
Patrick Henry brugte aldrig manuskript, og måske lod han sig rive med af stemningen i kirken, da han til slut erklærede: ”Giv mig friheden, eller giv mig døden”.
Så langt vil jeg selvfølgelig ikke gå, men nu taler jeg jo også med et manuskript.
Uafhængighedskrig
I øvrigt brød den amerikanske uafhængighedskrig ud kort tid efter, og Patrick Henrys udtalelse ”Giv mig friheden, eller giv mig døden” blev et motto i kampen mod englænderne.
På SDU ønsker vi ikke et væbnet oprør. Vi tror fuldt og fast på, at vi kan nå den rette balance mellem frihed og kontrol i konstruktiv dialog med ministeriet og vores minister.
Men vi efterlyser fortsat efterlevelsen af ånden i det frihedsbrev, som vi blev givet, da universitetsloven trådte i kraft i 2003, og universiteterne blev selvejende institutioner.
Unødvendigt bureaukrati
Dengang forlød det, at større ansvar skulle gå hånd i hånd med større frihed. Ansvaret er kommet frem i god behold, men dele af friheden er øjensynligt faret vild.
Det manglende råderum gør, at vi ofte oplever et unødvendigt bureaukrati.
Som et eksempel kan jeg nævne, at reglerne kræver, at hele studienævnet træder sammen, når universitetet skal behandle en dispensations-anmodning fra en studerende.
9000 sager om året
Sådan en anmodning kan handle om, at den studerende med en lægeerklæring i hånden beder om at få lov til at gå til eksamen for fjerde gang, fordi vedkommende var syg ved seneste eksamination.
Hver uddannelse har et studienævn på 4-10 personer, og universitetet behandler 9.000 dispensationssager om året.
Det er derfor, at SDU gerne vil have lov til at fastlægge, hvornår hele nævnet skal træde sammen, og hvornår en sag blot kan afgøres af studienævnsformanden.
Tung studiefremdriftsreform
Et andet eksempel er studiefremdriftsreformen, der kræver, at en studerende hvert semester skal tilmelde sig 30 ECTS. Hvis det ikke sker, skal universitetet tvangstilmelde den studerende til de manglende aktiviteter.
Jeg kritiserer ikke intentionerne bag reformen. Men jeg kritiserer et alt for bureaukratisk regelsæt, der bl.a. har medført, at SDU i sommer måtte sagsbehandle 8.800 studerende, der ikke var tilmeldt 30 ECTS.
Det tog i gennemsnit 20 minutter pr. studerende — svarende til 1,5 årsværk.
SDU vil gerne kigges i kortene
Jeg vil gerne understrege, at SDU selvfølgelig respekterer, at politikerne skal kigge universiteterne i kortene, og at vi skal leve op til en række mål.
Vi er offentligt finansierede, vi skal tjene samfundet og vi skal kunne redegøre for hver en krone, vi bruger. Det forudsætter en vis kontrol med, hvordan vi bruger vores frihed.
Kontrol er imidlertid ikke ensbetydende med detailstyring. I udviklingskontrakterne har ministeriet f.eks. et godt middel til at udøve al den kontrol, der er nødvendig, samtidig med, at universiteterne har deres frihed.
Giv os frihed
I dag sender jeg en lykønskning til hele SDU. Men jeg sender samtidig et ønske til ministeriet og politikerne: Giv os den frihed og dermed den afbureaukratisering, som vi har talt om i så mange år, men som vi stadig ikke har set.
Lad os i fællesskab finde friheden, der hvor den har forvildet sig hen, således at den kan leve hånd i hånd med ansvaret på universiteterne.
Og lad os blive ved med i fællesskab at sætte ambitiøse mål for universiteternes virksomhed til gavn for hele samfundet.
Bestyrelsen har sat sig mål
I bestyrelsen har vi allerede sat vores mål. Efter en periode, der har været præget af stor vækst i antallet af studerende, fokuserer vi i de kommende år på kvaliteten og relevansen af vores forskning, uddannelse og samfundsengagement.
Det fokus vil vi fastholde, også selvom vi fremover skal gøre det for færre midler. Det er ikke et valg mellem frihed eller død for SDU. Men det er et valg, at vi vil bruge vores frihed til at styrke den kvalitet og relevans, der skal sikre et levedygtigt SDU i mange år fremover.
Tak for ordet og rigtig god årsfest.