Skip to main content

Koblede matematikstudie med virksomheder

Portræt af Malene Christiane Nielsen

Hvad fik du ud af at skrive dit bachelorprojekt sammen med en virksomhed?

I starten brugte jeg en del tid her på SDU med at læse op på teorien, mens den sidste del mest foregik i virksomheden, hvor jeg blev tilbudt kontorplads, computer osv. i en lille udviklingsafdeling tæt på direktøren. Det gjorde, at jeg kunne spørge kollegerne på Newtec om de data, jeg skulle arbejde med, hvilket var rigtig godt.

Jeg oplevede også, at det af og til var mig, som skulle være eksperten, når chefen spurgte om noget. Det var en anderledes oplevelse, da jeg jo stadig er studerende, og ikke nødvendigvis ser mig selv som ekspert, men det har virkelig lært mig meget, og heldigvis havde jeg god støtte fra min vejleder her på SDU, som kunne hjælpe i dialogen med direktøren for Newtec, når noget skulle forklares.

Hvordan går planlægningen af virksomhedsprojektet og specialeskrivningen på Island?

Virksomhedsprojektet er jeg i fuld gang med at planlægge nu, selvom det først er til efteråret 2019. Jeg har ringet rundt til en masse energifirmaer her på Fyn, men der er ikke noget, som er landet endnu.

Det har været lidt af en udfordring at få virksomhederne forklaret, hvad jeg præcist kan hjælpe med. På samme måde kan oversættelsen fra deres verden til studieverdenen være ligeså svær. For eksempel kan statistik som begreb opfattes på forskellige måder, så dialogen med virksomheden er rigtig vigtig for at indsnævre opgaven.

Allerede nu er planlægningsprocessen lidt presset, fordi der en masse, som skal falde på plads inden projektstart. Der skal svares på: Hvad har de brug for hjælp til? Kan jeg hjælpe med det? Hvem vil være vejleder inden for emnet, og har vedkommende tid? Jeg håber, det lykkes, men ellers kan jeg altid tage nogle kurser her på SDU.

I forhold til specialet har det været lidt svært at få hul igennem, men nu er det endelig lykkedes mig at komme i kontakt med institutlederen på det matematiske institut på universitetet i Island. Jeg er glad for, at jeg er gået så tidligt i gang med planlægningen af det, fordi det kan

være lidt trægt, når man selv skal stable et samarbejde op mellem SDU og et udenlandsk universitet. Jeg er dog fortrøstningsfuld, og jeg er overbevist om, at det nok skal lykkes i sidste ende.

Hvorfor har du tænkt det med virksomheder så meget ind i dine studier?

Det er der flere grunde til. Jeg vil gerne vide, hvad jeg egentlig selv kan, og hvad jeg kan forvente, når jeg kommer ud på arbejdsmarkedet. Det handler også om at tro på sig selv og tænke: ”Du er dygtigere, end du selv lige tror.”

Det giver samtidig en vigtig erfaring, som man kan bruge i sin jobsøgning, at man har siddet i nogle virksomheder, så man ikke er helt uvidende om livet på en arbejdsplads. Jeg er ret overbevist om, at det vil give mig nogle fordele i den sidste ende.

Hvilket godt råd vil du give andre studerende?

Alle studerende burde virkelig komme ud i en virksomhed under deres studie, da det er en fed oplevelse, som skubber til nogle grænser. Når du så går i gang med planlægningen af dit ophold, er det afgørende, at du er ude i god tid. Brug dine undervisere, da de ofte kender nogle virksomheder, som du kan komme i kontakt med

Jeg oplever faktisk, at mange virksomheder gerne vil have studerende til at lave deres projekter, så der bør være gode muligheder.Hvad tror du, forhindrer nogle studerende i at kaste sig ud i et virksomhedsprojekt?

Hvad tror du det er, der forhindrer nogle studerende i at kaste sig ud i et virksomhedsprojekt?

Mange er måske ikke klar over, at muligheden for et virksomhedsprojekt foreligger. Der mangler nok lidt kommunikation om det. Samtidig er det heller ikke min oplevelse, at der snakkes så meget om det på mit institut. For eksempel bliver der til informationsmøderne ofte kun talt om de kurser, man kan tage, men ikke så meget om andre muligheder.

Anvendt matematikere kan jo så mange ting inden for statistik, maskinlæring og optimering, som er efterspurgt af virksomhederne, så min opfordring til alle vil være: Kom endelig i gang!

Studievejlederne Det Naturvidenskabelige Fakultet Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 4387

Sidst opdateret: 10.08.2023