Anmeldelse: Valhalla
’Valhalla’ skal ses af dig, der altid har været fan af ’Jul i Valhal’. Gør dig klar til at se dukketeater på en nyfortolket måde gennem overdimensionerede guder og jætter pakket ind i en klassisk fortælling om det gode mod det onde.
’Valhalla’ formår at gøre en gammel fortælling om menneskebørn og nordiske guder levende gennem dygtige skuespillere og overdimensionerede gudefigurer kombineret med en velfungerende low-fi scenografi. Jeg har ikke set dukketeater live før, som ikke udelukkende var ment til at underholde børn. Menneskebørn-dukkerne overbeviste mig ikke, men til gengæld må jeg indrømme, at måden de store guder og jætter er kreeret på, giver dem en guddommelighed og livagtighed, så selv Fenrisulven er fascinerende (og skræmmende) fra første øjekast.
Forestillingen er baseret på den efterhånden gamle tegneserie ’Valhalla’ af Peter Madsen og Henning Kure. Fortællingen følger menneskebørnene Tjalfe og Røskva, som kommer til Asgård (gudernes verden), lige når Ragnarok står for døren. Vi følger dem i deres forsøg på at finde kærlighedsgudinden Freja sammen med guderne Thor, Loke og Odin. På deres vej skal de overvinde flere onde kræfter som jætter og Fenrisulven. Publikum kommer med på en eventyrlig rejse fyldt med både fare og humor.
En nyskabende formidling af dukketeater og nordisk mytologi
Det er en god idé at genopfriske din hukommelse om nordisk mytologi og de nordiske guder, før du begiver dig ind i teatersalen. Generelt bliver du ført gennem fortællingen, uden du behøver at tænke meget over, hvem den onde er, og hvad der foregår. Det bliver leveret på et sølvfad direkte til dit sæde, men der er nogle mangler i fortællingen, hvor jeg synes, der godt kunne have været noget mere forklaring eller baggrundsinformation. Du får aldrig noget personlig information om de to menneskebørn, selvom det er dem vi følger hele vejen igennem. Forestillingen slutter også en smule brat, hvilket påvirker et par af gudernes uafsluttede storylines.
’Valhalla’ er dukketeater, og selvom du måske tror det ikke er for voksne og måske er en smule mærkeligt, så synes jeg, du skal udfordre dig selv og give det en chance. Jeg blev positivt overrasket over, hvor godt de store guder fungerede på scenen. Loke og de andre guder blev livagtiggjort på en ny og spændende måde, som ikke før er set. Selvom man hele tiden kunne se skuespillerne styre alle karaktererne, så gjorde de det på en måde, så man sagtens kunne acceptere præmissen uden forstyrrende elementer. Alle de store karakterer kunne både bevæge kroppen og udvise mimik, så de på intet tidspunkt virkede kedelige eller ’bare’ som store dukker. Jeg var især stor fan af Loke. Måden han bevægede sig og talte på var spot on! Hvis jeg kun skal give én grund til at se ’Valhalla’, så er det for at se de overdimensionerede karakterer udfolde sig på scenen. Det er nyskabende og genialt!
Jeg må også give en stor cadeau til de to ravne, som fører os gennem fortællingen i ren Timon og Pumba stil. De er et humoristisk indslag, som både er med til at forme fortællingen og give publikum et afbræk fra dramatikken.
Til gengæld bliver det lidt for meget gammeldags dukketeater med de to menneskebørn. De er de eneste dukker, som ikke udviser mimik. Jeg forstår godt, at de skal se anderledes ud, fordi de er fra menneskeverdenen, men de bliver bare lidt for anderledes. Helt ærligt, så er de ret skræmmende at se på. De ligner basically døde børn. Selvom det faktisk er dem, vi følger, så bliver de simpelthen væk i den ellers gennemførte scenografi. Måske ser os mennesker bare ikke mere spændende ud, men det er altså lidt synd, at man ikke har fået noget mere personlighed ind i de to hovedpersoner.
Formidable skuespilpræstationer
Det er udfordrende at spille forskellige roller, mens man mest af alt spiller en rekvisit til en stor gud. Skuespillerne formår at skabe bevægelse og personlighed i de store karakterer som henholdsvis hænder, hoveder og Thors hammer. Hvis jeg skal fremhæve én, så er det Malene Melsen. Hun spiller Loke og ravnen Munin, og du kan ikke undgå at lægge mærke til hendes veludførte Loke-bevægelser og gennemførte replikleveringer. Det var i sandhed en fornøjelse.
Hvis du sidder og overvejer, om du skal tage ind og se ’Valhalla’, så synes jeg bare, du skal gøre det. Det er egentlig en familieforestilling, og aldersgrænsen er på 7 år. Personligt ville jeg nok vågne op med mareridt de næste mange nætter, hvis jeg så forestillingen som 7-årig, for den er til tider ret dramatisk. Jeg var underholdt hele tiden, og det håber jeg også, at du vil være.
RUST Studentermedie giver ’Valhalla’ 4 ud af 6 stjerner.
’Valhalla’ spiller til og med d. 4. juni i Teatersalen i Odeon.