Ugens tip: Survivor
Du kender Robinson Ekspeditionen, men har du nogensinde givet det amerikanske Survivor en chance? Selvfølgelig er det sjovt at se hr. og fru. Danmark have det hårdt på en øde strand, men amerikanerne bringer dramatik på et nyt niveau.
At være strandet på en øde ø virker ikke superhyggeligt, men måske er jeg bare et Gen Z snowflake. Heldigvis kan vi nyde oplevelsen fra trygheden af vores hjem, mens mennesker, der åbenbart ikke havde noget bedre at lave, aktivt vælger at lade sig strande med en gruppe fremmede i kampen om en pengesum og pseudoberømmelse.
De fleste af os har nok set en enkelt sæson af det danske Robinson, hvor Morten løj en enkelt gang, og Jytte kom til at sige fuck. Det danske program har nogle fantastiske udfordringer, men de kan ikke konkurrere med et fantastisk cast – og Survivor har virkelig et fantastisk cast.
Amerikanerne er jo kendt for mange ting, men med frygt for at en amerikaner læser dette, vil jeg ikke nævne hvad de fleste europæere associerer dem med. De leverer i hvert fald godt tv, og det kan man altså ikke altid sige om danskerne. Survivor bringer det bedste frem i de amerikanske sjæle, idet penge og ære er på spil, hvilket gør at alle er ligeglade med netop deres ære.
Du finder ikke twists og turns i det danske Robinson, som du gør i Survivor. Jeg kan garantere dig for, at deltagerne vil snyde dig mere end du kan se igennem dem. Dansk tv har det med at give lidt for mange ledetråde, men Survivor har fundet det gyldne mix, for hvert ø-råd ender med en tabt kæbe.
Deres udfordringer er ikke så vilde igen, men who cares? Jeg ser ikke Survivor, fordi jeg elsker at se hvor mange sten en mand kan bære mens han går på en balancebom. JEG ser Survivor, for at se hvem der stikker hvem i ryggen hurtigst, og amerikanerne er fandme hurtige.
Survivor plejer også at have et specifikt tema til deres sæsoner: Mænd vs. Kvinder, Kloge vs. Stærke,… Sorte vs. Hvide… ja de havde en racekrig-sæson… zoinks. Men udover det, så bringer disse temaer også en spændende vinkel til den overordnede konkurrence.
Så hvis du kunne være frisk på et mere dramatisk Robinson, hvor det handler mere om strategi end udfordringsdominans, så tjek Survivor ud.
Bonustip: Start med sæson 28 – Cagayan.