Ugens Tip: Preacher’s Daughter
Jeg vil gerne præsentere Ethel Cain og hendes debutalbum Preacher’s Daughter – en perfekt fortælling om et religiøst- og generationelt traume fortalt gennem en 75 minutters musikalsk og emotionel rejse
Ethel Cain er en relativ ny kunstner, der faktisk spillede til dette års Roskildefestival. Hendes lyd og stil bliver til tider sammenlignet med Lana Del Rey og Florence and the Machine, men selvom jeg er en kæmpe Lana fan, så må jeg indrømme at Cains musik rammer en del dybere for mig, og sikkert for mange andre også.
Ethels debutalbum Preacher’s Daughter fortæller historien om sangerens fiktive alterego også kaldet Ethel og hendes tragiske rejse gennem de fysiske og psykiske forhindringer livet bringer. Albummet inddrager temaer såsom seksuelt misbrug i familien og vold rettet mod kvinder – fysisk og mentalt. Albummets historie fortælles fra start til ende gennem sangene, og den erfarne lytter ender med at vide præcis hvor Ethel befinder sig når hver sang kommer på. Det er utrolig tilfredsstillende med et album hvor mængden af historie og "lore" gør den allerede urørlige musik endnu bedre.
Trods hendes unge alder har Cain virkelig et helt særligt greb på hvordan musikalske elementer bruges bedst. Samtidig gør hendes selvstændighed og kreative kontrol, at hendes musik ikke lider af den banalitet, som mange voksende kunstnere er ofre for, når deres pladeselskaber benytter de samme kendte tricks på deres- og alle andre mainstreammusikeres musik. Det udvisker den individuelle identitet som deres originale publikum forelskede sig i. #RipKimPetras.
Preacher’s Daughter kommer ikke til at være alles kop te. Man skal have lyst til at lytte engageret, og det kan godt kræve tålmodighed at stifte bekendtskab til så langt et album med særligt lange sange. Jeg vil dog sige, at på trods af min egen utålmodighed, må jeg virkelig tage hatten af for Ethel Cains talent for at få en 9,5 minutters sang til at føles som en 3 minutters sang. Jeg fatter det ikke, men min yndlingssang Thoroughfare er albummets længste med 9 minutter og 27 sekunder, men man flyver igennem den. Musikken er også meget præget af særligt negative moods, hvilket kan være både ubehageligt og trøstende. Man skal helt sikkert være opmærksom på, at Cains musik ikke er ordinær top 50 musik. Det er anderledes, mærkeligt og skræmmende smukt, men det er virkelig også en skjult juvel i midten af et hav af basic bitches.
Selvom jeg personligt elsker alle 75 mystiske, skræmmende og tryllebindende minutter af Preacher’s Daughter, så kan længden af albummet være overvældende for nye lyttere. Selvom alle sangene er guldklumper i mine øre, så har jeg udvalgt nogle af albummets sange fra Cains YouTubekanal, hvis man lige vil starte med en enkelt eller to inden den helt store neddykning. Så tjek lige de fem links ud forneden, og giv Preacher’s Daughter den chance albummet fortjener.
Har du lyst til noget pop med melankolske tekster? Så lyt til American Teenager:
Har du lyst til en håbefuld historie om at finde kærligheden med et country-style flair? Så lyt til Thoroughfare:
Har du lyst til et elektronisk, sexet og langsomt stripper/luder-beat? Så lyt til Gibson Girl:
Har du lyst til at sætte spørgsmålstegn ved din eksistens? Så lyt til Sun Bleached Flies:
Har du lyst til at få mareridt? Så lyt til Ptolemaea: