Ugens Streamingtip: Q-Force
Efter urolighederne på Frederiksberg er jeg blevet ufattelig træt af heteroseksuelle, igen. Så med håb om at være på tværs, anbefaler jeg nu noget ekstremt homoseksuelt – så vær en ally og læs lidt om Q-Force
Hvis du mangler en kort og god animationsserie, så behøver du ikke lede meget længere, hvis altså du kan klare, at det er meget gay. Q-Force handler om en gruppe knap så værdsatte spioner, som alle er blevet kastet væk fra rampelyset på grund af deres identitet, på trods af deres talenter som spionteam. Hver karakter bringer både vanvittige talenter og fantastiske personligheder til bordet, men for at sikre, at alt ikke løber af sporet, bliver holdet overvåget af den middelmåde, heteroseksuelle, usikker-på-sin-maskulinitet-med-mindre-han-kritiserer-holdets-seksualitet-og-får-bekræftet-sin-egen-konstant agent Buck.
Selvom Buck ofte bliver fremstillet som værende den dummeste på holdet og bliver gjort mest grin med, så tror jeg stadig, at mange der ser serien, som måske ikke er helt inde i LGBTQ+ kultur, kan relatere til hans tilgang til hans medspioner, og dele hans forvirring om hvorfor deres seksualitet skal fylde så meget for dem. Fordi Buck, ligesom mange i det virkelige liv, ikke kender til de problematikker LGBTQ+ personer bliver stillet for sig hver dag. Gennem serien bliver Buck dog mere åben overfor sit hold af, i hans øjne, særlinge, og han lærer endda at forstå hvor deres fjendtlighed mod ham selv kommer fra, men vigtigst af alt lærer han at indse hvordan han selv har behandlet dem. Han er faktisk en ret veludviklet karakter, der på trods af latterliggørelse og foragt i starten af serien, ender som en værdsat del af teamet.
Castet er fyldt med fantastisk LGBTQ+ repræsentation. Serien er ekstremt niche, og er allerede blevet en enormt hyldet serie indenfor LGBTQ+ samfundet, da den ikke blot berører homoseksuelle mænd, men også fokuserer på lesbiske, ikke-binære og transpersoner. Serien behandler alle ligeværdigt og seriøst, hvilket er rimelig forfriskende, da mange homoseksuelle fortællinger kun omhandler ciskønnede hvide bøsser i High School, men totalt ignorerer andre identiteter indenfor LGBTQ+ paraplyen.
Til sidst bliver jeg nødt til at nævne hvor fantastiske disse voice actors er. Hver karakter bringes perfekt til livs, og hver voice actor ved præcis hvem deres karakter er, og de bringer karakteren til live på en helt anden måde, end mange andre animerede serier. Listen af kendte navne er også ret overraskende, for sådan en overset serie. Du kan blandt andet opleve Sean Hayes, Wanda Sykes & David Harbour.
Q-Force består desværre kun af en enkelt sæson med 10 episoder, og er allerede grundet Corona-besparelser blevet aflyst af Netflix, så det er med at nyde de 10 episoder, fordi de er absolut noget af de sjoveste jeg har set længe. Der er ufattelig meget meme potentiale her, faktisk bliver jeg nødt til at dele en replik, fordi den hænger fast i mit hoved og skal ud.
” These hips do lie…and they lied to you Buck…Shakira…. Shakira”
Det er så godt! Hvis du rynker bryn over hvor sjovt det egentligt er, så kan jeg kun anbefale at se for dig selv. Q-Force er måske rettet mod et LGBTQ+ publikum, men med et åbent sind og lyst til at opleve noget nyt, kan den nydes af alle, det er jeg sikker på.
Q-Force kan streames på Netflix.