Skip to main content
RUST
Kultur

Ugens Streamingtip: I AM A KILLER

Kalder alle hvide kvinder. Netflix bringer nu fjerde sæson af true crime-serien om mord fra både de pårørendes og morderens perspektiv.

Af Christoffer Voss Nedergaard Jeppesen, , 24-12-2022

I AM A KILLER er en serie med et utroligt edgy navn, der omhandler fængslede mordere og deres historier. Seeren får både indblik i de oftest groteske og tragiske mordhistorier og deres ofre, men vi bliver også tilbudt nogle få quirky momenter fra morderen selv. Føles det lidt underligt? Ja. Selvom man er fængslet for mord, er man stadig et menneske jo bevares, men mængden af emotionelle rutsjebaner i denne serie er så humoristisk bizarre.

Eksempelvis følger vi en kvindelig morder i en episode. Rigtig frisk valg forresten i et ellers meget mandsdomineret felt. Hun sidder og forbereder sig til at blive interviewet, hvortil en producer kommenterer på hendes ujævne frisure. Hun giver et hyggeligt og varmt grin, mens hun påpeger at man ikke så nemt kan finde en frisørtid i et maksimumssikkerhedsfængsel. De deler derefter et grin og vi seere kan nu danne et let bånd med ugens morder. Efter sådan et varmt moment klipper serien selvfølgelig til et lydklip af kvinden hvor hun indrømmer, at hun skød sin mand 12 gange i hovedet med en pistol.

Forstå mig ret, selvom man myrder kan man stadig bevare sin humoristiske sans. Men det er nærmest som om, at serien ikke kan beslutte sig for hvorvidt den tager disse mord og mordere seriøst, eller om den har plads til fjol, gak og løjer. For der er mange ubehagelige scener med pårørende i serien, og det virker oftest ikke til, at de er klar på at fjolle rundt med tv-holdet. De snakker trods alt om deres myrdede forældre, børn, venner, kærester osv., så tilgiv min snowflake attitude når jeg siger, at det føles en smule upassende overfor de pårørende når de samme mennesker som interviewer dem om deres mest traumatiske oplevelse, samtidig sidder og fjoller rundt med den morder der bragte tragedie ind i deres liv.

Måske er jeg bare tosset, og måske er det slet ikke upassende. Det kunne jo være, at du skulle være med til at bedømme? Sæson 4 af I AM A KILLER er nemlig tilgængelig på Netflix nu, så du har 4 hele sæsoner at binge her i juletiden. Den perfekte tid til mord og sorg. Jeg håber i hvert fald, at du vil give serien en chance, da den sikkert kommer til at ramme plet på visse individer. Hvide kvindelige individer. Så hvis du passer ind i den kategori, så er et watch nærmest obligatorisk.

Ha’ en vidunderlig højtid og husk at bruge den ekstra fritid på en masse streaming.

I AM A KILLER kan streames på Netflix.

Redaktionen afsluttet: 24.12.2022