Skip to main content
RUST
Kultur

Ugens streamingtip: Gift ved første blik

Valgkampagnerne er ovre og efter en lang valgdag og valgnat, er jeg selv rimelig træt af ordet valg og generelt er jeg bare træt i hjernen. Derfor tænkte jeg, at vi alle sammen trængte til at se noget fuldstændigt hjernedødt, så vi kan falde lidt ned igen. Derfor præsenterer jeg nu: Gift ved første blik.

Af Christoffer Voss Nedergaard Jeppesen, kulturredaktør, , 06-11-2022

Jeg vil gerne starte med at pointere, at hvis du overvejer at begynde på Gift ved første blik, men ikke ved hvorvidt du orker at indhente alle 8 sæsoner, så vil jeg lige bekræfte at sæsonvisningernes rækkefølge er fuldstændig ligegyldige. Personligt startede jeg med sæson 5 og gik derfra ”tilbage” til sæson 3. De er total vilkårlige, og jeg går alligevel kun efter de sæsoner hvor jeg har hørt, at der er mest konflikt.

Lad dig ikke narre af DR1. De påstår i hver eneste episode, at denne serie er et eksperiment i kærlighed, men vi ved jo alle, at det er simpel reality-tv. Jeg gør det til en pointe fordi jeg ikke vil have, at jer som ser programmet for første gang kommer til at investerer jer for meget i deltagerne. Nogle af deltagerne påstår at de tror dybt på eksperimentet, mens andre virker mere interesserede i deres korte tid på tv. Det ødelægger lidt illusionen af sand kærlighed når en deltager giver op efter 24 timer med sin nye ægtefælde, så lad vær med at tage programmet for seriøst. Du er velkommen til at grine og pege ad deltagerne ligesom hos alt andet reality.

En kort kommentar om deltagerne… Der er nogle virkelig søde mennesker med i programmet. Men gud hvor er nogle af deltagerne udfordrende at heppe på. Programmet præsenterer deres deltagere som singler der har prøvet alt for at finde kærligheden. Dog virker det til, at de fleste af dem har prøvet alt bortset fra at skille sig af med deres forfærdelige karaktertræk. Med frygt for… eller nej… Uden frygt for at lyde led må jeg sige, at der virkelig er nogle giftige karakterer med i de programmer her. Mange af dem falder virkelig i nogle dumme fælder, hvor de skyder skylden på deres partner for deres ulykkelige kærlighed, men i virkeligheden forsøger de bare at påtvinge deres partner nogle virkelig forældede kønsroller, og det er mildest talt til at knække sig over at høre på. Jeg tror virkelig, at DR har lavet pis med nogle af de her par, fordi de må have sammensat nogle af disse par med mål om at de skulle mislykkes. Men altså jeg havde da også saboteret mine ”eksperimenter” hvis det lovede mig seertal.

Alt i alt er Gift ved første blik virkelig åndssvagt men samtidig så underholdende. Plus det er pærelet at binge en hel sæson, da de er relativt korte. Så giv det en chance. Måske er det dum og hjernecelledræbende reality-tv, men altså hvem har også brug for alle deres hjerneceller, når man har mulighed for at observere ægte kærlighed!... eller noget ala det.

Gift ved første blik kan streames på DRTV.

Redaktionen afsluttet: 06.11.2022