Skip to main content
RUST
Kultur

Ugens Streamingtip: Evita

Jeg ved godt at musicals kan virkelig lidt overgearet for visse individer, men jeg vil opfordre til at tage ja-hatten på og give Evita en solid chance.

Det bliver koldere og mørkere udenfor, hvilket for mange betyder mere tv-tid hjemme hos dem selv. Derfor tænkte jeg, at det var tid til at anbefale en fantastisk film til en hyggelig weekend aften indendørs. Så nu kommer der tre grunde til, at du skal se Evita denne weekend.

  1. Musikken
    Evita er en musical med et genialt soundtrack. Hvert nummer har sin helt egen unikke identitet. Heldigvis passer det hele perfekt sammen til et sammenhængende men dynamisk soundtrack. Her er en masse højde og dybde, idet nogle af disse numre får dig lyst til at springe rundt i stuen og give dit eget bedste bud på en argentinsk tango. Mens andre numre giver dig lyst til at krybe ind i en dyb depression. Selvfølgelig er musikken skrevet til musicalgenren, men pga. Madonnas manglende talent for registerudbredning er en del af sangene blevet tonet ned, hvilket spøjst nok giver dem et mere lyttenemt feel, så selvom du ikke er den største musicalfan, tror jeg stadig du vil nyde musikken og få den ufrivilligt fastlåst i hjernen.

  2. Det visuelle udtrykFilmen foregår i midten af 1900’tallets Argentina. Så man har en klar forventning om en helt særlig æstetik. Den rammer filmen heldigvis ret så glimrende. Lokationerne og kostumerne er utrolig flotte. Det er svært at beskrive, men hold nu op hvor er det som at transportere tilbage i tiden. Evita har på ingen måde sparret på budgettet og det kan tydeligt ses. Alle ser skønne ud, og som lidt af en kostumenørd når det gælder film er jeg virkelig betaget af alle scener, og de visuelle værktøjer de har brugt på at skrue dem sammen på. Det er kort fortalt et totalt chefs kiss.

  3. En fantastisk historie baseret på virkeligheden
    Lige en hurtig og spoilerfri forklaring om Evita plot: Vi følger Eva Peron. En ung kvinde med ild i sjælen og motivationen til at nå hvert et mål hun måtte sætte for sig. Hun arbejder sig op gennem de sociale klasser i Argentinas hovedstad med et tydeligt mål i mente. Hvad det mål er? Hmm… mange er uenige om hendes reelle motiver, men se lige filmen igennem og kom med dit eget bedste bud. Lad mig bare sige, at Evas motiv har været et heftigt omdiskuteret emne lige siden den originale musical udkom tilbage i 1978. Madonna spiller hovedrollen som Eva, og gør faktisk et udmærket stykke arbejde. Jeg tror både på hendes smil og tårer, og selvom hendes sangevner ikke gør den originale musik justice, så giver hun i det mindste et nyt take på karakterens udtryk. Hun bærer i hvert fald Evas rolle som den skal bæres, og så ser hun også bare utrolig skøn ud gennem hele filmen.

Så tag og tjek Evita ud! Jeg kan næsten garantere, at den vil blive et hit hos dig. Sangene bliver hængende i hovedet flere dage efter, ikoniske scener bliver hængende i hovedet flere dage efter og hvem ved, måske bliver det din nye yndlingsfilm? Det er der i hvert fald rig mulighed for ved dette skønne håndværk. Jeg håber, at I kommer til at nyde den argentinske stemning.

Evita kan streames på Disney+ eller lejes på Blockbuster.

Redaktionen afsluttet: 26.11.2022