Skip to main content
RUST
Kultur

Ugens streamingtip: Borgen

Vi afbryder den uhyggelige stemning for at meddele om en potentiel uhyggelig stemning – folketingsvalget. Valget er officielt i gang og valgstemningen bobler højt i Rusts redaktion, så vi anbefaler selvfølgelig noget, der også kan få stemningen frem i dig.

Af Christoffer Voss Nedergaard Jeppesen, kulturredaktør, , 15-10-2022

Nu får I en rigtig sårbar detalje om mit liv, så gør jer klar med åbne arme og åbne sind. Gennem de første 19 år af min tid på moder jord gav jeg ikke de største fucks om dansk politik. En del af grunden til dette var højst sandsynligt den manglende debat over middagsbordet gennem barndommen, hvilket er fair nok. En anden grund kunne være, at da jeg nåede teenagealderen, hvor mine venner begyndte at snakke politik, havde jeg utrolig lidt viden om hvordan politik, folketinget og regeringen fungerede. Hvilket var lidt pinligt. I dag ved jeg en del mere om politik og processen i at skabe vores regering, og en del af den viden kommer faktisk fra den danske tv-serie: Borgen.

Borgen blev først sendt på dansk tv tilbage i 2010, men jeg synes nu stadig at den holder sig rimelig godt. Jeg skal lige understrege at denne anmeldelse kun dækker de første 3 sæsoner, og ikke den relativt nye ”Borgen – Riget, Magten og Æren”. Nej de første tre sæsoner giver nemlig et virkelig spændende kik over skulderen på hvordan de politiske kampe kan ses fra feltet af. Idet vi følger politiker og partileder Birgitte Nyborg, som for resten er et utroligt camp navn at give sin hovedkarakter, og hendes rejse igennem diverse politiske statusser. Hver position hun finder sig i giver mulighed for en forklaring af relativt simple koncepter, men som alligevel kan føles indviklet at lære. Men her giver Borgens storytelling virkelig mulighed for, at skære tingene ud i pap for os seere, og jeg følte mig meget mere komfortable med at stille ”de dumme spørgsmål” efter jeg havde set lidt af Borgen, fordi jeg netop følte at jeg endelig var i besiddelse af den grundviden som jeg havde været så usikker på at mangle.

Men man skal ikke kun se denne serie på grund af politisk overblik. Den er fyldt med danske talenter, der hver især løfter sammen om at få seriens kvalitet i himmelhøje. Dem som kender mig ved, at hvis jeg roser et dansk medieprodukt, så må der virkelig være noget om snakken, fordi oftest oplever jeg egentlig bare en stor mængde cringe, når danske replikker bliver leveret en tand for dramatisk. Men ikke her. Jeg ved ikke hvorfor, men det giver sgu’ bare mening i disse kulisser. En politikers liv er dramatisk, og de er nok en af de få grupper af mennesker, der rent faktisk får lov at lege Paradise Hotel på arbejdspladsen. Hvis jeg var i deres sko, så ville jeg nok også være lidt extra. Derfor gør dramatiseringen af deres hverdagsliv mig ikke noget, fordi jeg tror på det.

Jeg vil også gerne lige gøre det klart for læserne, at hvis man overvejer om Borgen er noget for sig, men er usikker på hvorvidt de magter at se en hel serie om politik, så kan jeg garantere for at der er mange andre plots i denne serie som jeg formoder vil fange mange.

Til sidst vil jeg hurtigt nævne mediernes rolle i Borgen. For vi følger nemlig ikke kun politikerne inde på Christiansborg. Nej vi følger også de journalister der forsøger at bringe så meget sandhed frem som muligt fra disse politikere. At se det kaos og spontanitet som medieverden kræver at man kan leve i på skærmen, og derved få et indblik hos nogle af de mest hårdtarbejdende journalister er virkelig et interessant syn, der er mindst lige så spænende som den politiske dagsorden.

Så tjek Borgen ud hurtigst muligt. Vi lever lige nu i prime time, idet du forhåbentlig allerede er i valgstemning. Hvis du nyder valgstemning, så vil du nyde Borgen.

Borgen kan streames på Netflix og DR-TV

Redaktionen afsluttet: 15.10.2022