Ugens streamingtip: Black Swan
Hver uge giver vores kulturredaktion et tip til en ny eller gammel streamingoplevelse, du skylder dig selv i weekenden. Denne uge er det kulturredaktøren selv, der anbefaler.
Første gang jeg så denne film, sad jeg fanget på et fly mod New York bag ved den største mandlige ”Karen”, der netop lige havde råbt ad mig i 10 minutter for at tale for højt – alligevel har jeg gode minder fra min oplevelse med Black Swan.
Instrueret af Darren Aronofsky, som bl.a. er skaberen bag Requiem for a Dream (2000) & Mother! (2017), Black Swan er en fantastisk thriller med et simrende plot, der langsomt varmer seeren op til en audiovisuel oplevelse fyld af euforiske koreografier og vulgært selvhad. Vi følger Nina Sayers (Natalie Portman), der netop har opnået en ny status hos dansekompagniet hvor hun arbejder, idet den yderst ulækre instruktør har valgt at pensionere sin tidligere favoritdanser. Nina har nået et mål som hende og hendes mor har ønsket længe, dog venter der utallige udfordringer foran Nina, da hendes nye status starter en lavine af misundelse og udstødelse fra hendes kollegaer, familie, og sig selv.
Personligt ville jeg kalde Black Swan for en gyserfilm. Dog tror jeg, at mange får det forkerte indtryk hvis man benytter det ord. Jeg kan allerede høre ordene: ”Ej jeg hader gyserfilm! Deres plot er dårlige, og de er fyldt med klamme blodige scener”. Hvortil jeg bliver nødt til at sige stop jer selv, men jeg vil også forsikre jer om, at Black Swan på ingen måde falder i kategorien af traditionelle gyserfilm. Jeg elsker den her film, fordi alle de skræmmende elementer er meget realistiske. Du finder ingen seriemordere med motorsave her. Det er alt for brutalt og maskulint til den her film. Nej nej nej, denne film er nok en af de mest feminine gyserfilm til dato, og det er så tilfredsstillende. Hader du dine kollegaer? Har du mommy issues? Er din mentale stabilitet tvivlsom? Hvis du kan svare ja til et par stykker, så vil du nok finde Black Swan rimelig relaterbar, hvilket kun øger kvaliteten af oplevelsen.
Grunden til at Nina er så god en hovedkarakter, er at hun er så uperfekt, bortset fra når hun danser. Ligesom vi alle har prøvet, uanset om vi vil indrømme det eller ej, så er Nina til tider så unødvendig dramatisk. Hun frygter misundelsen fra de andre kvindelige dansere, men inderst inde fryder hun sig over opmærksomheden. Hallucinationer hjemsøger hendes sind, og saboterer den rene pige inden i Nina. Hendes personlighed er udadtil så uskyldig, dog vækkes der en lyst til mere. Mere opmærksomhed, mere selvstændighed, mere magt over sig selv of andre. Hendes transformation er både begejstrende og nervepirrende, og selvom jeg kunne fylde mange sider ud med diskussioner om hendes personlige rejse, så vil jeg lade jer opdage den for jer selv.
Filmen har nogle virkelig interessante semiskjulte temaer. Grundet rollen som ballerina er hovedkarakteren plaget med et virkelig lavt selvværd, hvilket er noget jeg tror, at rigtig mange kan relatere til uanset hvilket årstal vi befinder os i.
Hovedkarakteren er plaget med bl.a. spiseforstyrrelse, da presset fra balletverdenen presser ekstra hårdt på den nye stjernespiller. Man kunne godt frygte et skræmmende syn på body image fra en film tilbage fra 2010, netop fordi samfundet og medierne først rimelig sent er blevet klar til at præsentere og repræsentere andre alternative end 90’ernes kokaintynde supermodeller. Der er intet galt i at være tynd af natur, men filmen fremviser heldigvis en reel bekymring for Nina, da hun fortsætter med sit unødvendige vægttab. Og jeg vil mene, at det er meget relevant for medier at præsentere adskillige kropstyper i ordentligt lys, og skubbe grænserne for de stereotyper man forventer i blandt andet den setting som Black Swan foregår i.
Et andet tema ved denne film, er et emne som jeg har været meget usikker på hvorvidt jeg ønskede at inkludere eller skrive om. Efter MeToo bevægelsen er det svært at gense specifikke film/serier/medier generelt, uden at danne et nyt perspektiv – hvilket helt principielt er godt. Dog ændrer det også synet på visse karakterer, og jeg blev faktisk konfronteret med sådan et nyt perspektiv, da jeg genså Black Swan for nyligt. Filmen indeholder en karakter ved navn Thomas. Han er Ninas instruktør og chef. Han udfører adskillige seksuelle overgreb på Nina gennem filmens forløb… og jeg tog mig selv i nærmest at ”undskylde det”. Det lyder virkelig klamt, når man skriver det ned på papir, men det er også klamt. Min oprindelige opfattelse af Thomas’ handlinger mod Nina var, at de var drevet af kunstnerisk instruktion. Forstå mig ret, der er nogle ubehagelige scener, og jeg har aldrig tænkt at det der foregik var okay, men alligevel føler jeg, at filmen har en måde at undskylde for Thomas’ handlinger på. Ninas personlige mål er at gennemføre sin rolles krav. Hun skal både være ren, uskyldig, ydmyg. Mens rollens alterego er forførende, selvsikker, kaotisk. Nina er total modsætning af alteregoet, og for at gøre hende mere familiær med alteregoets personlighed, udfordre Thomas hende med seksuelle øvelser og opfordring til en mere dionysisk levestil. Det var hendes prøvelse, og hun tog den seriøst. Som seer sætter jeg mig ofte i karakterens sted, og jeg blev nok så opslugt af Ninas motivation til sit mål, at jeg sympatiserede så markant med hendes ambition, at jeg også så disse seksuelle forseelser som værende et nødvendigt værktøj til at opnå et transcendent kunststykke. Det blev skræmmende hurtigt naturligt at se hende modtage disse tips med karakterudvikling som forklædningen. Men det værste er, at der er stadig en del af mig, som reelt tror på, at selve Thomas’ karakter også gjorde det primært for kunstens skyld, idet hans ”lektioner” også hjalp Nina til at finde det alterego indeni i hende selv, og for fanden hvor resulterer det i en af de bedste scener, som jeg nogensinde har set. Transformationen fra den hvide svane til den sorte svane, er i mine øjne et mesterværk.
Selvfølgelig er virkeligheden oftest langt mere skræmmende en fiktion, og dette misbrug af magtforholdet mellem instruktør og skuespiller er et problem, som har stået på i tragisk lang tid. Der er ingen undskyldning for at misbruge sin position, uanset hvilken profession man er i. Derfor er det også vigtigt for mig at pointere, at selvom jeg har argumenteret for, at denne films brug af overgreb er andet end bare et showcase af magtforhold, så skal undtagelsen aldrig gøres til reglen. Når vi ser film og serier med elementer af overgreb er det vigtigt, at vi ikke springer over hvad det betyder for fortællingen. Oftest er det en reel imitation af virkeligheden. Så lad os aldrig gøre os blinde for hvad vi kan lære af disse karakterer og forholdene mellem dem.
En sidste pointe jeg vil ind på er filmens fantastisk æstetik. Selvom teaterverdenen kan være utrolig cringe og overgearet, så er der også en grund til at det sælger så godt. Hvis du nyder flotte lokationer, kostumer og et godt soundtrack i din film, så kan du ikke undvære Black Swan. Vi bevæger os ind i efteråret, og den kolde regn skaber den perfekte stemning til at sidde indenfor om aftenen og se en god film. Og Black Swan har et helt specifikt mood, som kun kan opleves med egne øjne og ører. Så gør dig selv tjenesten og brug en hyggelig aften på at give den her film en chance.
Black Swan kan streames på Disney+ og lejes på bl.a. Viaplay og Blockbuster.