Skip to main content
RUST
Nyheder

Syv ph.d.-studerende på SDU er tvunget til at servicere det kinesiske styre

For at modtage et kontroversielt ph.d.-stipendium har syv studerende på SDU måttet skrive under på en række kinesiske betingelser. Hvis kontrakten brydes, kan det få økonomiske konsekvenser for deres nærmeste.

Af Kasper Vegeberg Enstrøm, , 13-02-2023

Der er i Danmark godt 100 ph.d.-stipendiater, der modtager støtte fra programmet Chinese Scholarship Council (CSC). Men pengene kommer med en pris. For at deltage i programmet skal man nemlig skrive under på en række pro-kinesiske betingelser.

Det beskriver Information, der har foretaget en rundspørge hos de otte danske universiteter.

Betingelserne inkluderer, at man skal servicere Kinas interesser, afstå fra at deltage i aktiviteter, der går imod styrets ønsker, og at rejse tilbage til Kina for at tjene landet, når man er færdig med sin uddannelse. Samtidig skriver man under på, at de personer, man har opgivet som garanter – angiveligt ofte familiemedlemmer – kan straffes økonomisk, hvis man bryder med kontrakten.

Ifølge Information er syv af de studerende altså tilknyttet SDU. I den forbindelse svarer Henrik Bindslev, dekan på Det Tekniske Fakultet, at man på SDU vil tage sagen op med de øvrige universiteter, men han vil ikke kommentere yderligere.

AU har 46 CSC-studerende, men har nu valgt at stoppe optaget af nye, mens sagen undersøges. DTU, der har 44, standsede allerede CSC-optaget i 2021, mens Aalborg, der har 12, afstår fra at kommentere på sagen. De resterende danske universiteter har ikke CSC-studerende.

Redaktionen afsluttet: 13.02.2023