Skip to main content
Underholdning

Guide: Få flere penge mellem hænderne som ny studerende

I denne guide giver RUST dig 6 tips til, hvordan du undgår at gå bankerot som ny studerende på Syddansk Universitet. Dette er ikke en moralprædiken om, at du skal være opmærksom på dit budget eller spare op til uforudsete udgifter, men hvordan du aktivt og konkret kan spare eller tjene til dagen og vejen.

Af Mads Klitgaard Christensen, , 06-02-2019

Foto: Rasmus Woo Johansen

Spaghetti med det røde og en flad femøre på lommen kan mange studerende nikke genkendende til. Den personlige, mytologiske finanskrise virker nærmest uundgåelig. Men en klog mand sagde engang, at ”penge sparet er penge tjent”. Så det ville være en skam ikke at være opmærksom på, hvor du kan ”tjene” lidt mønter til at løfte din beskedne levestandard. På nettet findes en bred vifte af guides, som minder dig om, at du skal huske at ride i skole på jernhesten eller lægge et budget. Det siger vel sig selv. Men vidste du, at SDU har en hjemmeside fyldt med studierelevante jobs? Eller at NETTO, som det eneste supermarked, har en udmærket ketchup til 7 kroner? Læs med og få tips til, hvordan dine forbrugsvaner med et snuptag kan gøre hverdagen lidt sjovere.

1: Kig på nederste hylde i NETTO

Velkommen til et nyt kapitel i dit liv. Nu forlader du endelig dine forældres rede, og din frihed flyver med. Men med din selvstændighed følger også det til tider ulidelige ansvar at handle ind. Dine handlevaner vil altid sætte sit præg på din økonomi, og det er derfor vigtigt at vide, hvordan supermarkeder lokker dig til at købe de dyre mærkevarer. De står typisk i øjenhøjde og vil derfor være de første varer, du får øje på. Ifølge DR bliver der solgt dobbelt så meget, når varerne er placeret i denne højde. Men gør man sig anstrengelsen og bøjer lidt i knæene, finder man ofte de samme varer af et billigere mærke. I NETTO kan du eksempelvis finde en Chestford ketchup til 7 kroner. Det svarer til 10 kr. kiloprisen, mens en Heinz tomatketchup til sammenligning har en kilopris på 40 kr.! Og apropos kilopriser, så brug det altid som indikator på den billigste vare, når du sammenligner priser.

2: Drik dig fuld, inden du tager i byen

Man kunne jo bare lade være med at tage i byen, hvis man ikke har råd. Sund fornuft. Men lad os forsøge at komme tvivlsomme nytårsforsæt og svage sjæle på forkøb. Det er aldrig sjovt at vågne op til en dunkende hovedpine og et lemlæstet dankort. En god druktur i byen er den ubestridte synder, når det kommer til din stakkels økonomi, så pas nu på med at tylle for mange fadøl ned ved baren i nattens rus. Overvej, at et eller to glas gylden væske hurtigt kan koste det samme som en six-pack. (Apropos øl, så overvej måske at bytte mojito og Mokai ud med den billigere løsning.) Tag så et smut ned til parken eller inviter dine nye kammerater ind i din delvist indrettede 1-værelses, og kom hinanden ved! Det er en dyr affære at drikke sig beruset i byen, så husk at få lidt indenbords, før du skal ud og male byen brækfarvet. Du får den samme dunkende hovedpine, men dankortet slipper trods alt en anelse ”billigere”.

3: Tag en tur i skraldespanden

Til de mindre sarte sjæle findes et gratis og miljøvenligt alternativ til at få brød på bordet. Du kan blive ”skralder” og nuppe det mad, som supermarkederne smider ud. De er nemlig, på grund af udløbsdatoen, tvunget til at smide tonsvis af mad og drikkelse ud, selvom det ikke fejler noget. På bekostning af en smule besvær og en ikke helt indbydende lugt kan du hive frisk frugt, grøntsager, kød, juice og andre organiske lækkerier op af den grønne skraldespand bag butikkerne. Det ville dog være en god idé for din egen sundheds skyld at få kigget på datoen og få vasket emballagen, når du kommer hjem. Ved mange supermarkeder er der offentlig adgang til containerne, og hvis de ikke er låst af om aften, kan du, ifølge Berlingske, med loven på din side vælge og vrage til ingen penge. God jagt!

4: Du behøver ikke være forsikret på alle parametre

Der findes intet mere træls end at smide penge efter en forsikring i tilfælde af, at der sker noget med den grimme, orange sofa, som du og dine forældre har fundet på et loppemarked. Og så køber man endda en forsikring i håb om, at den aldrig behøver at blive brugt! Det kan være møg ærgerligt at betale overpris for sin forsikring, så RUST har i jagten på den billige forsikring allieret sig med forsikringsjurist fra Forbrugerrådet TÆNK, Jakob Steenstrup, der skriver på mail:

”Først og fremmest drejer det sig om at klarlægge sit behov og så undersøge priserne på markedet. Forsikringsguiden.dk er et godt redskab til dette. Vi anbefaler, at man (også som studerende med få midler) som minimum prioriterer at have en indboforsikring, der også har tilknyttet en ansvarsforsikring.”

Det er vigtigt at få dækket sit inventar, og alt efter hvor stor værdi du ligger inde med, vil prisen afhænge af det. De store forsikringer, såsom indboforsikring, er essentielle. Kig efter din fagforenings tilbud, og gå ellers på prisjagt. Men Jakob Steenstrup påpeger, at der er visse fælder, man skal være opmærksom på, når man skal vælge, hvad man vil have forsikret. Overvej eksempelvis, om din kære iPhone er værd at forsikre:

”Prioriter at forsikre dig mod store økonomiske forhold, og vær omvendt kritisk over for små forsikringer, eksempelvis tillægsforsikringer på elektronik og lignende i detailhandlen, som typisk ikke står mål med prisen.” skriver han afslutningsvis.

5: Køb studiebøger på Facebook

Bøger kan være et finansielt mareridt, og de kan til tider virke en smule nytteløse, priserne taget i betragtning. Men før du sniger dig ind i boghandlen for at finde kapitlerne til pensum frem og tage billeder af samtlige sider, så overvej dette alternativ: Find bøgerne brugt på Facebook! Her kan du købe billige bøger til næste semester, og der findes desuden en uskreven regel om, at de skal sælges til det halve af, hvad de koster i boghandelen. Hvert studie plejer at have deres egen digitale boghandel, men ellers så kig efter siden: ”Køb og salg af brugte studiebøger - Syddansk Universitet, Odense”. De bliver selvfølgelig solgt efter først-til-mølle princip, men sparer dig gevaldig mange penge.

6: Find et arbejde på SDU’s jobbank

Inde på universitetets egen hjemmeside, sdu.jobbank.dk, kan du finde en lækker oversigt over alverdens studiejobs, fuldtidsstillinger og deltidsarbejde både i Odense og København, og du kan filtrere jobannoncerne efter egne behov. Endnu bedre er, at du kan oprette dig som bruger på hjemmesiden, hvorefter den sender dig en e-mail hver gang, der kommer ledige stillinger, som passer til din profil. Så kan du altid være på forkant med jobtilbuddene og behøver aldrig ærgre dig over spildte chancer. Et studierelevant arbejde kan trods alt være lidt sjovere end at sidde bag kassen i SuperBrugsen. 

Redaktionen afsluttet: 06.02.2019