Skip to main content
RUST
Nyhed

SDU overvejer at forbyde tobak på alle områder

Syddansk Universitets ledelse skal beslutte, om der skal indføres et tobaksforbud. Forbuddet blev diskuteret på et direktionsmøde kort før sommerferien, og de tager den endelige beslutning i løbet af efteråret.

Af Frida Flinch, , 14-09-2022

En cigaret mellem fingrene, snus under overlæben eller den søde vanddamp med smagen af grønt æble kan være fortid til efteråret for studerende og undervisere. Medmindre man bevæger sig uden for SDU’s grund. Ledelsen har et tobaksforbud på alle SDU’s matrikler på tegnebrættet.

”Vi har haft den første drøftelse i direktionen, og nu kommer vi til i løbet af en måned eller to at have en drøftelse i hovedsamarbejdsudvalget, og så skal vi også have en samtale med repræsentanter fra de studerende, inden vi igen drøfter og tager en endelig beslutning i direktionen”, fortæller rektor på Syddansk Universitet, Jens Ringsmose.

Forbuddet gælder både snus, cigaretter, e-cigaretter og tyggetobak.

Charlotta Pisninger, der er professor i tobaksforebyggelse, mener, at universiteterne er et fornuftigt sted at sætte ind, fordi det er det tidspunkt i livet, hvor mange bliver etableret rygere.

”Det sted, hvor der sådan set er lovgivet mindst på nuværende tidspunkt, det er universiteter. Der er rigtig mange, hvor det er sådan et hul på nogle år, hvor de pludselig kan blive etableret dagligrygere, og så har de problemet, når de kommer ud og skal arbejde.”, fortæller Charlotta Pisninger.

Ifølge hende er det en del af en allerede igangværende udvikling. Folkeskoler, gymnasier og flere og flere arbejdspladser er i dag blevet røgfrie. Hun synes, at man gør de studerende en tjeneste ved også at gøre universiteter røgfrie. 

”80% af drengene og 86% af pigerne mellem 16 og 24 år ønsker at holde op med at ryge. I alle aldre er det lidt over 70%. De unge er altså mest kede af at ryge, og et rygeforbud vil understøtte deres ønske om røgfrihed.”

Men det er ikke alle studerende, der synes et sådan forbud lyder tiltalende.

William Frid Røn studerer journalistik på Syddansk Universitet i Odense. Han er ikke selv ryger, men han benytter rygeområderne i pauserne, fordi hans venner ryger. Han mener ikke, at reglerne for indtag af tobak skal ændres.

”Jeg tænker egentlig, at det er fint som det er nu, altså at du kun må ryge i de områder. Nu ryger jeg ikke selv, men jeg har ikke noget imod, at folk har muligheden for at ryge udendørs, fordi det er et behov som så mange andre behov. Jeg synes, at det er lige lovlig strengt at sige, at du slet ikke må ryge på hele grunden.”

IVK-studerende Cæcilie Stage Koll Espensen er ryger og benytter rygerområderne. Hun er selv i gang med kandidat og kommer ikke til at befinde sig i særlig høj grad på universitet det næste år, derfor vil forbuddet ikke påvirke hende.

”Hvis jeg lige var startet, så ville det være lidt træls. Det er det, jeg bruger den her 15 minutters pause til, hvis jeg ikke skal købe mad. Det er lige at gå ud og trække noget luft, især hvis det er nogle tunge emner, man har.”

Hverken William Frid Røn eller Cæcilie Stage Koll Espensen mener, at det er universitetets ansvar at få de unge til at stoppe brugen af tobak. Professor i Tobaksforebyggelse, Charlotta Pisninger, mener derimod, at det bestemt er universiteternes ansvar. 

”På samme måde som vi prøver at hjælpe dem godt i gang med livet på alle mulige andre måder. Universiteterne og gymnasierne er ikke bare et læringssted, men et dannelsessted, og jeg synes, at det er helt i orden, at det er en del af det.”

Syddansk Universitets rektor, Jens Ringsmose, fortæller, at de i ledelsen stadig ikke har lagt sig fast på noget. Han gentager, at det kræver en dialog med både undervisere og studerende inden, at der bliver taget en beslutning.

Redaktionen afsluttet: 14.09.2022