
SDU indfører 7-tals krav: ”Universitetet er ikke for alle”
Det kræver nu mindst syv i gennemsnit fra gymnasiet for at kunne søge om optagelse på kvote 1 på stort set alle uddannelser, hvis du vil læse på SDU. Ændringen kan få stor betydning både for ansøgere og for kønsfordelingen på SDU.
Måske holder du sabbatår, har fundet drømmeuddannelsen og gerne vil starte på SDU til sommer. Har du et gennemsnit på 7 eller derover fra gymnasiet, kan du søge ind på kvote 1. Har du et lavere snit, kan du kun søge gennem kvote 2.
Rektor på SDU, Jens Ringsmose, forklarer, at ændringen handler om at finde det helt rigtige match mellem universitetet og ansøgeren.
”Vi kan se, at de, der kommer ind med de laveste gennemsnit, i meget stort omfang falder fra. Og vi har haft, og vi har et meget stort frafald på SDU på vores uddannelser. Så vi vil gerne imødegå, at vi har det store frafald, og det her vil bidrage til det.”
Flere kvinder end mænd?
En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at kvinder får et højere gennemsnit end mænd fra gymnasiet. Derfor kan det nye adgangskrav betyde, at en større andel af kvote 1-ansøgerne bliver kvinder.
Rektor Jens Ringsmose anerkender, at det kan få en effekt, men understreger, at SDU vil følge udviklingen tæt. Han påpeger dog, at kønsfordelingen på universitetet i dag ikke er voldsomt skæv:
”På nogle uddannelser, som tandlæge- og medicinstudiet, er kvinder klart i overtal. Omvendt er ingeniør- og STEM-uddannelserne domineret af mænd. Men samlet set er der ikke en markant ubalance mellem kønnene på SDU.”
Dine muligheder, hvis du har et snit under 7
Der er stadigvæk mulighed for at blive optaget på SDU, hvis du ikke lever op til kravet om et 7-tal – så skal du søge gennem kvote 2.
Hvis man vælger denne vej, skal man søge inden den 15. marts, det pågældende år man søger. Når man søger gennem kvote 2, skal man bestå en optagelsesprøve.
SDU understreger, at 7-tals kravet gælder for stort set alle uddannelser, men at der stadig er enkelte undtagelser. Du kan læse mere om kvote 1 og 2 her.