Skip to main content
RUST
Nyheder

SDU fyrer vores undervisere og opretholder tavshedskultur - vi er dybt bekymrede!

Tomme gange. En lukket kantine. Intet teknisk personale. Det var det, der mødte os studerende på SDU Odense, da vi i sidste uge mødte ind til undervisning. Der fandtes ingen anden forklaring på dette særsyn, hvor 21.000 studerende og 3.300 ansatte plejer at færdes, end et printet A4-ark på gitteret til den lukkede kantine: “Strejke”. En strejke i en konflikt, som vi ikke anede eksisterede.

Af Sofie Exner Koch, Daniel Dalager Kristensen, Signe Stub og Felicia V. Hjernø, 05-05-2023

Årsagen til denne strejke er ifølge denne lille notits på SDUs hjemmeside, “økonomisk tilpasning” i en "afværgefase". Vi kalder det besparelser.  

Hvad end man kalder det, betyder det helt konkret, fyringer for et tocifret millionbeløb. 

Onsdag morgen udmøntede det sig i en “prikkerunde”. Kl. 8 blev et uvist antal ansatte ringet op med besked om, at de er fyret fra universitetet.

Højtskattede, dygtige, engagerede og nærværende undervisere bliver smidt ud af universitetets store port. Og som om det ikke var slemt nok, så har vi studerende intet fået at vide om spareplanerne. Tværtimod er vi – formodentlig helt bevidst – blevet ført bag lyset. Vores undervisere har intet måttet fortælle, og institutlederen har fået besked om at cleare al kommunikation med PR-afdelingen.

Da vi besluttede os for at uddanne os på universitetet, var drømmen at blive en del af et levende og inspirerende miljø af ekspertise, dedikation og professionelt nørderi. At komme ind på forskergangene, læsesalene, sidde i auditoriet og suge til os fra de bedste, at blive inspirerede og dygtige. At dyrke vores fagområder og sammen med fagfæller udvikle og forfine vores faglighed. Vi engagerer os i fagråd, studienævn, institutråd og studenterforeninger, men heller ikke der, har vi hørt om den katastrofe, der er i gang. 

Det er meget ubehageligt, og det er under al kritik. Hvis vi allerede som studerende skal stifte bekendtskab med mundkurv og dobbelt mundkurv, ja - så er det svært at se hvornår og hvordan vi skal blive i stand til at tale frit og udbrede den viden, vi har fået for skatteborgernes hårdt tjente skattekroner. Ledelsen lukker sig om sig selv, og det er efterhånden svært at se, hvad planen er andet end afvikling af vores universitet. 

I forvejen er vi enige om, at vi savner undervisning. Vi savner tid til at fordybe os, ikke i selvstudie, men sammen med vores undervisere, som tilbyder den sparring vi har brug for, for at udvikle vores faglighed.

Udover den manglende undervisning oplever vi, at kernefaglighederne langsomt afvikles. Overalt popper nye fællesfag som fx CMS - “Career Management Skills” frem og erstatter de fag, der skulle specialisere os og gøre os fagligt robuste og klar til et prekært og usikkert arbejdsmarked. Hvad så med den faglige specialisering?

I samme boldgade findes Karrierevejledningen, Elitecentret og ikke mindst SDU RIO - en nærmest mytisk organisation, som tilsyneladende rummer op mod 90 årsværk. Her tilbydes Careers & Employability og Incubation & Enterprising, og det er da sikkert fine tilbud, men det er ikke undervisning, ligesom specialkonsulenter, virksomhedskonsulenter og andre konsulenter ikke er forskere!

Vi er med på, at pengene skal findes, men vi mener, at der spares på det værst tænkelige område. Samtidig er kommunikationen fra ledelsen så mangelfuld, at vi mest af alt får følelsen af at vi - de studerende, som universitetet lever af og for - ikke har noget som helst at skulle have sagt.

En højere læringsanstalt som SDU behøver undervisere og forskere. Universitetet er under pres, og vi er dybt bekymrede. Både for vores uddannelsesniveau, for videnssamfundet, for vores undervisere og deres familier og for de medstuderende, der følger efter os, og som vil opleve væsentligt dårligere uddannelser, end vi har fået. 

Vi vil så gerne ud og gøre vores for en bedre verden, men vi skal have undervisning for at blive dygtige. Vi drømmer om fordybelse, grundighed, dygtiggørelse, specialisering og faglighed. Vi drømmer om at få lov at være studerende blandt dygtige og dedikerede forskere, og så skal vi nok gå ud og skabe spændende, nyttige arbejdsliv, når vi er færdiguddannede. Alt vi beder om er, at vi må beholde vores undervisning og vores undervisere. Pas på vores universitet - stop massefyringerne!

 

Redaktionen afsluttet: 05.05.2023