Rust Anmelder: Saw X
20 år senere har Jigsaw stadig nogle tricks i ærmet
“Would you like to play a game?” har nu været drivkraften i 10 kapitler i filmene om Saw. Spillet er måske ikke altid godt, og tidslinjen er måske indviklet som ind i helvede, men næsten 20 år efter, at vi første gang så Lawrence Gordon hugge sin egen fod af, leverer instruktør Kevin Greutert og forfatterne Josh Stolberg og Pete Goldfinger med Saw X det, der ender med at blive seriens hidtil bedste bidrag.
Efter at have spillet The Jigsaw Killer i to årtier får Tobin Bell endelig mulighed for at spille en rigtig hovedrolle i en Saw-film. Og når du ser hans præstation, kommer du til at spørge: hvorfor fanden det har taget så lang tid? Bell er absolut den følelsesmæssige kerne i Saw X: Filmen åbner med, at hans karakter, John Kramer, får at vide, at han kun har få måneder tilbage at leve i. (Ikke en nyhed for franchisens seere, men umiddelbart relevant for, hvad der vil ske i filmen). Hen mod slutningen melder Kramer sig ind i en kræftstøttegruppe og møder en mand, som senere vil fortælle Kramer om en mirakelkur mod kræft, der reddede mandens liv. Da Saw ikke er en fantasihistorie, kan du forestille dig, hvordan det hele ender.
Det er det håb, der giver Saw X et ekstra niveau af dybde. Pointen her er aldrig at portrættere Kramer som en slags retfærdig selvtægtsmand - efter 10 film ved vi godt, hvem han er. I stedet handler det om at illustrere verdens virkelige ondskab sammen med den fiktive figurs forseelser. Og hold da op, hvor er de mennesker, der havner i hans fælde i denne film, bare ufatteligt afskyelige. Alligevel handler Saw X ikke kun om at udforske, hvor forfærdelige mennesker kan være - den handler også om håbets kraft, og hvilket helvede du kan åbne, når du forråder det. (Og ja, okay, de absolut ondskabsfulde drab, der følger med, når man lægger sig ud med den forkerte mand).
Saw X indeholder syv fælder, den ene mere ondskabsfuld end den anden. De nævnte drab er fordelt over hele spilletiden. Inklusiv et meget tidligt drab for at tilfredsstille dem, der klør efter en god død; tingene begynder virkelig at ramme ventilatoren i tredje akt.
Det er også værd at nævne, at en enkelt af fælderne ikke er så tilfredsstillende igen - men før du bliver skuffet, så husk, at alt altid går efter planen for John Kramer, den tidligere ingeniør, der blev dødshandler (Ja, ja, bortset fra det med hjernekræften, men det er jo hele pointen).
Selvom pointen ikke er at få Kramer til at fremstå som en retfærdig mand, læner Saw X sig mere op ad hans moralske kodeks end nogensinde før. Hvad han gør, og hvordan han gør det, er ikke rigtigt, men det er det, der gør Jigsaw til en interessant gyserkarakter. Hvis du er uskyldig, behøver du ikke at kæmpe for dit liv. Tidligere Saw-film vakler, når deres spørgsmål om den sande betydning af "uskyld" bliver lidt uklare (og når Kramers tilhængere bliver lidt for skydegale - men velkommen tilbage til Shawnee Smiths Amanda alligevel), men Saw X er ikke interesseret i gråtoner, og det tjener dens formål helt fint her.
I den henseende er det hemmelige våben i Saw X uden tvivl Synnøve Macody Lunds, Cecilia Pederson. Pointen med disse film er måske ikke at få dig til at holde med Jigsaw, men jeg må sige dig - jeg ville tage ham på mit hold frem for denne absolutte mega-bitch til hver en tid. Bare en modbydelig, ondskabsfuld, samvittighedsløs ting, som tester Johns kodeks mere end nogen anden nogensinde før. Saw X kommer ikke til at vinde nogen tekniske priser, men historien her og denne korte krig mellem to onder er det, det handler om.
Om du vil være interesseret i Saw X eller ej, afhænger helt af, hvad du leder efter i denne franchise. Hvis du bare er ude efter en række brutale drab med meget lidt historie, vil du have det mindre sjovt med denne film. Men hvis du synes, at Saw skinner klarest, når den fremviser menneskets ondskab, mens en anden ond mand hjælper dem med at torturere sig selv (ofte til døde), vil du have det sjovt.