Rust Review: Eurovision, første semifinale.
Det var et fantastisk spark i gang med årets første semifinale. Hør de vigtigste pointer og tanker om aftenens resultater – mine.
Først og fremmest vil jeg sige et kæmpe tak til Sverige som værter. Dette show var så latterligt stramt, at det næsten bragte tårer. Stort set ingen død luft i Eurovision? Hvem skulle have troet? Så professionelt! Også sjovt hvordan værten Petra Mede fik mere hyldest end halvdelen af aftenens numre… dog også fair.
Jeg vil også give en kæmpe klapsalve til særligt Chanel og Eleni Foureira. Normalt er de gæsteoptrædende lidt kedelige eller forstyrrende, ifølge mig selvfølgelig, men aftenens gæstenumre var sindssygt fede!
Jeg kommer til at fortælle lidt om hvert nummer, med mindre at de er gået videre til finalen, så får de en længere beskrivelse der. De skal dog stadig få nogle ord, men det primære fokus ligger på aftenens tabere (ment uden attitude).
Cypern - Silia Kapsis -"Liar"
Hun gik videre, hvilket (med al respekt) overraskede mig meget. En meget ordinær sang og en meget ordinær pige. Rigtig flotte sceneeffekter.
Serbien - Teya Dora - "Ramonda" (Рамонда)
Hun gik også videre, hvilket (med al respekt) også overraskede mig meget. En fin sang med store sten på scenen, hvilket jo er fedt, hvis man synes om sådan noget. Nice wig.
Litauen - Silvester Belt - "Luktelk"
Også videre. Giver lidt en litauisk Troye Sivan med en lidt mere kedelig sang. Rigtig fin instrumental.
Irland -Bambie Thug - "Doomsday Blue"
Finalist! Det her var så fucking godt. Efter et meget ydmygt sceneshow til den nationale finale, blev der skruet op på alle parametre. Ikonisk.
Ukraine - alyona alyona & Jerry Heil - "Teresa & Maria”
Selvfølgelig er Ukraine videre. Det er en virkelig dejlig sang og et fantastisk smukt sceneshow. Jeg ved ikke hvad der sker, men Ukraine leverer virkelig på kvaliteten år efter år.
Polen – Luna - "The Tower"
Lille Luna kom ikke videre, hvilket er så fint. Hun så så håbefuld ud under afstemningen, men hun blev skakmattet – hvilket er sjovt, fordi hendes sceneshow var et skakbræt. Utroligt intetsigende sang, kostumet passede ikke helt så perfekt og sceneshowet var bare for rodet. To tårne der rykkes frem og tilbage (fra side til side) er bare ikke så spændende. Hun må prøve igen. Næste gang, så prøv at gå efter at være en dronning, fremfor et tårn.
Kroatien - Baby Lasagna - "Rim Tim Tagi Dim”
Endnu en finalist. Nogle ville sikkert kalde den: ”rigtig fed” eller ”rocket”. Den er skam også helt fin, men så unik ville jeg heller ikke male den.
Island - Hera Björk - "Scared of Heights"
Gik desværre ikke videre. Hun var en dejlig frisk moster, der sang lidt dejlig white people disko. Der var ikke noget at klage over her. Den var ikke særligt spændende eller noget, men den var sgu’ hyggelig.
Slovenien – Raiven - "Veronika"
Hun gik videre! Jeg er meget glad og positivt overrasket, og det tror jeg også hun var. Sådan en elegant og skarp energi. Mother.
Finland - Windows95Man - "No Rules!"
De gik videre… Jeg skal være ærlig og sige, at dette slet ikke er mig. Jeg tror de misforstår camp for ”hvor dumt og tosset kan vi gøre det”. Måske er jeg en sur gammel mand, men så er jeg en sur gammel mand med smag.
Moldova - Natalia Barbu - "In the Middle"
Ikke videre. Virkelig ærgerligt! Jeg synes virkelig at denne sang og scene var så behageligt kønt. Kan kønt vinde Eurovision? Nej nok ikke, men det var sgu’ en dejlig stemning lige efter Finlands tis. Jeg er lidt skuffet, men hun gjorde det skide godt, og hvad kan man så mere? Øv!
Aserbajdsjan - Fahree feat. Ilkin Dolvatov - "Özünlə Apar"
Elimineret. Det her var… meget… og stadig… ikke rigtig noget? Det er virkelig en bedrift, at de både kan kede mig og overstimulere mig samtidig. Det virkede rodet, og sangen var bare endnu en Aserbajdsjansang. If you know, you know.
Australien - Electric Fields - "One Milkali (One Blood)"
Ikke videre. Ikke overrasket. Det er sjovt, fordi Australien har virkelig en sjov rytme med enten at sende noget VIRKELIG godt eller VIRKELIG ringe afsted. Det blev desværre lidt ringe denne gang. Der var ikke den store sjæl, eller den store øvelse, virkede det til. Så er det sgu’ svært at stemme på altså. Det var da ellers meget fedt at se en didgeridoo på scenen, virkelig et spændende instrument.
Portugal – Iolanda - "Grito"
Videre. Hun er en virkelig god sanger, men hendes hvide hær-kostumer giver lidt sære vibes. Sangen er ikke så spændende igen, så hvis du ikke gider tjekke alle ud, så skip den her… med al respekt selvfølgelig.
Luxembourg – Tali - "Fighter"
De gik sgu’ videre. Kom de videre fordi, det er så længe siden vi har set dem? Det tror jeg altså… men det ser vi jo, når de får deres point i finalen.
Og det var alle deltagere i første semifinale! Husk at anden semifinale allerede bliver streamet torsdag aften! Du kan blandt andet se Eurovision semifinalerne og finalen på YouTube Live uden kommentar fra din nationale kommentator. Personligt vælger jeg denne mulighed, da jeg er min egen nationale kommentator.
Lille sidenote. 3 af finalens faste deltagere deltog også i aften (Sverige, Tyskland og U.K.), for lige at vise hvad de tilbød. Det var desværre ikke så spændende, så de får ikke deres egen sektion.
Husk at følge med resten af ugen, hvor vi her hos RUST kommer til at rapportere om Eurovision.