Rigtig grøn eller pyntegrøn?
Folketingsvalgkampen ligger og syder og bobler uden for eksamenernes tunnelsyn. Det kan virke uoverskueligt, når du er halvt begravet i pensum og kun lige følger med i øjenkrogen. Hvis du da overhovedet følger med. Valgkampen er fyldt med store armbevægelser og lukrative løfter fra politikere, der næsten er klar til at skrive din eksamen, hvis du bare giver dem din stemme. Vælgermødet på medietorvet den 27. maj var heller ingen undtagelse. Der var dækket godt op med valgflæsk til de eksamenstunge hoveder.
Fint skulle det være, da Rektoratet havde inviteret til vælgermøde den 27. maj på medietorvet. Alle partier var inviteret, og kun partiet Stram Kurs havde meldt fra. Emnerne for mødet var klima- og uddannelsespolitik, hvilket kan være en del af forklaringen på partiets afbud. Det ændrede dog ikke på de logistiske besværligheder, det var at afholde en debat med 12 partikandidater. For at holde dem lidt i snor, havde man derfor inviteret valgforsker og institutleder for statskundskab Christian Elmelund-Præstekær. Det var alt sammen de rigtige ingredienser til en klassisk cocktail inden for valgdebatter.
Alle de fremmødte partier var klar på at gøre noget ved klimaforandringerne. Det eneste, de ikke kunne nå til enighed om, var, hvordan det skulle løses. Og løsninger var der mange af. Der var lige fra de grønne klimaafgifter på kød og fly til en varm filmanbefaling fra Kristendemokraternes Gert Broxgaard, der fandt stor inspiration fra filmen ’Cool it’ af Bjørn Lomborg. En af de mere alternative perspektiver på klimadebatten.
Særligt rammende for hele debatten var et citat af nuværende Børne- og Socialminister Mai Mercado fra Konservative, der mindede de tilhørende om, at der er forskel på at være et rigtigt grønt parti og et pyntegrønt part. En pointe, der omhandler den store klimabevidsthed, der pludselig er kommet hos flere partier i optakten til valget. Klimaet er et af de varmeste emner under denne valgkamp, og partierne ved det. De ved, at det er det, de unge bekymrer sig om, som det også afspejles af det for nyligt afholdte Europa-Parlamentsvalg den 26. maj. Her var der en kæmpe fremgang blandt de grønne og pro-EU partier i både Danmark og resten af Europa.
Derfor endte klimadebatten på Medietorvet den 27. maj også med at falde lidt til jorden, da diskussionen endte ud i en konkurrence blandt politikerne om, hvem der kunne udtale sprøjtemidlet Imidacloprid mest korrekt. Af alle steder, hvor politikerne kunne forsøge at imponere publikum med deres fancy sprogkundskaber, gav det mindst gevinst på et universitet. Det fik da frembragt en latter blandt publikum. En latter, der måske mere afspejlede den tomhed, man blev ladt tilbage med.
Nok var mange af politikerne varme fortalere for grønnere løsninger, men de grønne håb blev slukket af den evindelig konkurrence om, hvem der var grønnest. For politikerne handlede det først og fremmest om at fiske stemmer og sidenhen om at snakke grønne løsninger. Ganske vist kræver det stemmer for at få indflydelse på de grønne løsninger, men hvis de grønne ytringer under en valgdebat kun er et strategisk værktøj for at få stemmer, hænger det ikke sammen.
Spørgsmålet er, om det ændrede noget ved de fremmødtes beslutninger om, hvem de skal stemme på?
Blandt tilskuerne sad Eva Kofoed, der færdiggjorde sit speciale i miljøteknologi sidste år. Hun var taget et smut forbi de tykke betonvægge for en kort stund for at deltage i vælgermødet. Et møde, som havde en spændende debat, men som i sidste ende blot bekræftede hende i hendes politiske standpunkt om at stemme SF. Partiet, som hun også selv er medlem af.
En anden partisoldat, der var mødt op for at støtte op om sit parti, var Morten Lisberg, der til daglig læser kandidaten i økonomi på SDU. Han gav udtryk for en stor begejstret over, hvor godt Enhedslisen gjorde det til debatten. Han var heller ikke i tvivl om, hvem han ville sætte sit kryds ved. Den nuværende statsminister var ikke blandt valgmulighederne.
Udover de meget partibevidste var der også mere ubeslutsomme vælgere blandt tilskuerne. Emilie Voss og Anna Fink var begge noget i tvivl om, hvor krydset skal sættes den 5. juni. De havde set vælgermødet på Facebook og var mødt op for at få en lokal debat med mere indhold end partilederdebatterne på tv.
Frustrationen over politikernes ambitiøse klimaløfter uden dokumentation for realisme var ikke til at tage fejl af hos Emilie Voss og Anna Fink. De var begge enige om, at politikerne komme for nemt afsted med at love guld og grønne skove uden at vise, hvad det kommer til at koste. Hvad er bagsiden af klimaløsningerne?
Det efterlader os nu i en position, hvor vi skal til at sætte et kryds, der kan have afgørende betydning for den nærmest fremtid. Vi skylder derfor os selv at sætte os bare lidt ind i, hvad de forskellige partier har af planer. Det finder vi ikke i valgkampen, for i valgkampen gælder alle kneb, og der bliver alle lidt grønnere eller lidt strammere i udlændingepolitikken. Så brug bare en af dine overspringshandlinger fra eksamen til at google dig lidt rundt, og find ud af, hvad partierne egentlig siger i deres partiprogrammer.
Viden om partiernes reelle mål med fremtiden finder du i tiden før valgkampen.