Anmeldelse: Resten kender du fra film

Da man træder ind i salen og kigger sig omkring, får man mange interessante indtryk på én gang. Den storslåede sceneopbygning og skuespillerne på scenen iført plyssede masker, som alle på hver sin måde virker bekendte fra barndommens tegneseriehistorier. Der er delvist mørkt på scenen, så man sidder med det samme og forsøger at sammensætte de få ledetråde man kan få øje på. Inden man når ret langt går showet dog i gang. 

Her starter magien. I en introduktion, som med det samme formår at gribe publikums fulde opmærksomhed, ser man de maskeklædte fønikiske kvinder på scenen, der skiftes til at stille ulogiske spørgsmål direkte til publikum. Det gøres på en humoristisk måde og får alle i salen til at grine.

Her sænkes paraderne. Vi er nu klar til at gå denne hyggelige, muntre og mystiske fortælling i møde. Men sådan bliver det ikke.

Gennem stykkets første akt bliver det gjort gradvist mere tydeligt, at vi ikke er inde og se en humoristisk fortælling, men tværtimod en sand familietragedie, der udspiller sig foran os. To brødre i spidsen for hver sin hær, og en mor der vil gøre alt for at se dem slutte fred.

Der bliver konstant brugt humoristiske virkemidler, leveret af hele castet på skift. Men dette er ikke for at gøre stemningen lettere. Nej tværtimod er dette for at gøre den efterfølgende emotionelle mavepuster ydermere potent. Dette virker præcis efter hensigten.
Utallige gange under forestillingen, fangede jeg mig selv i at grine højlydt af én scene, for sekundet efter at få slået luften fuldstændigt ud af mellemgulvet og mærke knuden i halsen. Noget meget få medier igennem tiden har formået hos mig.

Det er tydeligt at dette hold har arbejdet nøjsomt med hele det menneskelige følelsesregister og vores opfattelse af tragedier og familieforhold. Uanset om man kender de gamle græske tragedier eller ej, spiller denne historie på alt hvad vi kender fra vores egen menneskelighed. Latter, smerte, frygt, magt, kærlighed. Ting vi alle føler eller jagter fra tid til anden. Ting vi alle forstår. Simple ting.

Ja netop de simple ting, er hvad dette hold formår at bruge med så høj en kvalitet, at man ikke kan andet end falde i med begge ben, hver gang lattertæppet trækkes væk under fødderne på én. En sand rutsjebane man har lyst til at stige på igen med det samme, selvom man ved det kommer til at kilde i maven på den der ubehagelige måde.

Hele holdet bør være stolte af deres formåen, og jeg synes at alle interesserede bør tage ind og se denne forestilling, og mærke den på egen krop. Flot arbejde!