Nico er Pokémon Go-afhængig
Nico Kristian Lund går på SDU i Odense og er afhængig af mobilspillet Pokémon Go.
”Min favorit er den her,” siger Nico. På telefonskærmen er et grønt monster, der ligner en dinosaur. Med et klik får han den til at brøle og vise tænder. Det er en pokémon kaldet Tyranitar, men Nico har navngivet den Godzilla, fordi den upåklageligt ligner den japanske mutant, vi kender fra filmene. Han navngiver alle sine pokémons.
Vi rejser os fra bænken og fortsætter ad ruten gennem centrum, som Nico kender godt.
Vi er på pokémonjagt.
På Facebook findes en gruppe bestående af mere end 300 studerende, der dagligt mødes i undervisningspauserne på Syddansk Universitet i Odense og spiller Pokémon Go sammen. Nico Kristian Lund, som læser erhvervsøkonomi, er en af dem.
De studerende raider, hvilket vil sige, at de samles på forskellige lokationer på universitetet og venter på, at et æg klækker. Når det sker, bekæmper de den stærke, nyudklækkede pokémon med chancen for at kunne fange den. Når raidet er slut, går de hver til sit; tilbage til undervisningen og virkeligheden uden virtuelle monstre.
Afhængig af Pokémon
Selvom Nico er moderator i Facebookgruppen for SDU-raids, raider han ikke selv så ofte på universitetet længere. Han har nemlig taget en beslutning om at forsøge at lægge spillet fra sig, når han er i skole, fordi det plejede at distrahere ham fra undervisningen, og fordi han gerne vil bruge pauserne til at være til stede blandt sine medstuderende. Han dumpede to eksaminer sidste år, hvilket han delvist bebrejder spillet for.
Men i sin fritid spiller han stadig; han er i det højeste level i spillet, man kan komme, og han fanger mellem 200 og 250 pokémons om dagen. I travle perioder går han på jagt nogle gange om ugen og ellers gerne hver dag, hvis han ikke har planer. Han har 66 millioner XP, hvilket står for ”experience points” (til sammenligning downloadede jeg spillet for nogle uger siden og har 36.000). Han har i alt brugt omkring 3000 kroner på spillet – hvis man ikke tæller med, hvor mange penge ham og hans kammerater har brugt på benzin, når de har kørt rundt og fanget monstre; så tør han slet ikke tænke på, hvor mange penge, han har brugt. Og hvis han skal et sted hen, undersøger han altid, om der er nogle interessante lokationer i området, han bør besøge for at spille. I en periode brugte han to telefoner for at øge effektiviteten.
”Jeg ved godt, det er nørdet,” understreger han og ler.
Nico kalder sig selv for afhængig og fortæller, at hvis han kunne spole tiden tilbage, ville han aldrig være begyndt at spille. Faktisk sammenligner han sin spilvane med at være afhængig af alkohol eller cigaretter. Og han vil gerne stoppe. Men først skal vi til et raid.
Effektivitet, dedikation og fællesskab
Vi forlader Munke Mose og går op mod gågaden, hvor et æg klækker om ti minutter. Normalt skal man være flere for at kunne bekæmpe en pokémon i et raid, men Nico er stærk nok til at kæmpe alene, hvilket er meget heldigt. Klokken er elleve om formiddagen, det er bidende koldt, og vi er, som forventet, de eneste, der dukker op.
Ægget klækker, og frem på skærmen toner en Snorunt – en trekantet, lille ispokémon med store tænder, som ligner et telt. Den er en beskeden udfordring, så Nico besejrer den hurtigt. Vi fortsætter ad ruten.
Nico fortæller, at mange trænere går meget op i effektivitet, når de spiller. Selv kan han godt lide at hygge sig, mens han spiller.
”Det her er ineffektivt,” konstaterer han således om vores tur, fordi vi er afveget en smule fra ruten, og fordi vi slentrer frem for at haste byen rundt. Men det er helt fint, synes han.
For at understrege pointen møder vi en af Nicos medspillere på turen. Han hedder Steffen og har en hue trukket ned over ørerne, der lader alle vide, at han tilhører Pokémon Go-holdet Team Instinct.
Nico fortæller, at Steffen går en fast rute hver dag, flere gange om dagen, og at han går den hurtigt. Han ved, på hvilke tidspunkter han skal være forskellige steder i byen for, at der er mest aktivitet, og han følger en tidsplan, der ikke efterlader megen tid til pauser eller hyggesnak. For de mest dedikerede trænere handler spillet om effektivitet.
Nico går også op i effektivitet. For eksempel har han købt et ur, som han kan koble til telefonen, og så fanger det pokémons for ham, uden han selv behøver at have telefonen fremme. Uret har han ofte tændt, når han er på universitetet; på den måde kan han koncentrere sig om studierne, men stadig få dagens fangst.
Pokémon Go er en enmandssport, men for Nico er det sociale alligevel vigtigt. De sidste to år har han mødt en hel masse mennesker, både til raids og til såkaldte ”community days”, hvor spillere mødes i parker eller lignende for at fange en speciel pokémon.
”Man lærer mennesker at kende, man ellers aldrig havde mødt,” fortæller han.
Han synes, det er hyggeligt, når man møder en anden træner og lige kan stå og snakke sammen og hjælpe hinanden. Især det med at hjælpe hinanden er vigtigt for Nico.
”Så snart jeg begynder at gå op i noget, begynder jeg at søge viden om det,” siger han.
Derfor ved han også utroligt meget om spillet og er ofte den, folk spørger, når de er i tvivl om noget. Det kan han godt lide, for så føler han, at han bidrager med noget.
Nostalgi er nøgleordet
”Hvorfor lige Pokémon Go?” spørger jeg, da vi er ved at nå enden af vores gåtur.
Nico fortæller, at det i starten handlede om nostalgi. Som dreng plejede han nemlig at spille Pokémon på sin Gameboy, men stoppede, da han ramte teenageårene. Han var 22 år gammel, da Pokémon Go kom ud, og han igen begyndte at fange og træne monstre. I dag er han en af de bedste trænere i Odense, og spillet er meget mere end et nostalgitrip. Men han håber, at han snart vil være i stand til at droppe afhængigheden.
Vi tager afsked, og Nico drager videre i vinterkulden med sin smartphone i hånden; han er ikke helt færdig med monsterjagten for i dag.
Hvad er Pokémon Go?
I sommeren 2016 lancerede Niantic og The Pokémon Company augmented reality mobilspillet ”Pokémon Go”, som lader trænere gå på jagt efter pokémons i den virkelige verden. Spillet blev downloadet 130 millioner gange i den første måned af sin levetid og satte således rekord. I en sommer var Pokémon Go spillet, alle spillede, men efter et par måneder svandt hypen en smule ind. Selvom der stadig er rigtig mange spillere på verdensplan, er det i højere grad blevet et nichespil.